Han skyndte sig videre, inden valgstederne lukkede. Og man kan næppe fortænke Joe Biden i at haste væk fra New Hampshire, det demokratiske primærvalgs andet stop – væk fra nævenyttige pressefolk og et ventet dårligt resultat, videre til den sikre havn South Carolina, hvor han snart dukkede op med selvsikker attitude og et gospelkor i ryggen.

Biden-kampagnen prøvede allerede for flere måneder siden at nedtone forventningerne til Iowa og New Hampshire, men de allerfærreste havde regnet med, at hans resultat i de to første runder ville være så elendigt: Efter tredjepladsen i Iowa indkasserede den tidligere vicepræsident tirsdag en femteplads i den lille New England-stat og fik dermed ikke en eneste af de delegerede, der var på højkant.