Anmeldelse: World Receiver. For første gang soloudstiller en af kunstverdenens allermest vedtagne, nulevende superstjerner i Danmark. Og der er lige så god grund til at opleve Isa Genzkens kunst som til at tænke over, hvad konsensushyldest er og gør.
Anmeldelse: Afgang 2025. Det er omsonst at binde stramme generationssløjfer om en dimitterende årgang fra Kunstakademiet, men selvet og rødderne granskes muligvis ekstra meget på slottet i år.
Anmeldelse: Food chain incl. prehistoric animals. Der er sodomi og indre organer og papmaché og meget smukke billeder på tapetet i Henrik Olesens nærmest erotisk attraktive udstilling.
Anmeldelse: Sometimes you’re in, sometimes you’re out. I en komplet seværdig udstilling på Vordingborgs nedlagte rådhus banes vejen for den kærlighed til aflagte ting og sager, som en brændende verden har brug for.
Indhegninger. Fem miniudstillinger under en stor konceptparaply sætter flueben ved elskede 2020er-temaer i en undersøgelse af selve kunstudstillingens anatomi.
Anmeldelse. Marta Minujín på Copenhagen Contemporary præsenteres som en genial sensation, men hendes værker giver snarere association til museumsbutik og hurlumhejhus.
Motivbeholdere. »Havet« og »himlen« er seneste skud på stammen af stort anlagte temaudstillinger, og skønheden mangler ikke, men noget går tabt, når værkerne skal indordne sig en enkelt tematik.
Sting. Holocaustoverleveren Lenke Rothman syede stykker og rester af sit liv sammen og skabte samtidig et nyt. Det er rigtig smukt og akut nødvendigt at opleve.
Anmeldelse. Nicolai Wallner hylder en 30 år gammel udstilling om posthumanisme, men det springer i øjnene, at dyre malerier og et stykke verdensstjernestål er det mest posthumane, galleristen kan forestille sig.
Optimisme. Det nyeste historiebearbejdende skud på Den Fries udstillingsstamme beskæftiger sig ikke rigtig med den futurisme, der er dens udgangspunkt. Heldigvis.
