At der i 2400 København Nordvest er gang i gentrificeringsmekanismerne, er ikke en nyhed. Der har været flat whites på Frederikssundssvej i et årti, længe er kreative bureauer på stribe skudt op på Rentemestervej, sans-serif-logoer, små pizzaer og orangevin er hele tiden inden for rækkevidde. Skiltning og koncepter er så godt som ens, for i Danmark er vi for få mennesker og (af den grund?) for konfigurerede til at gøre som de andre til rigtig at kunne forvalte gentrificeringens mangfoldighedspotentialer – og så bliver byrummene ens: Glødepærer og streetfood og berlinerborde forkynder ressourcernes indtog, sådan er og bliver det tilsyneladende.

Og så er der gallerierne. I New York udvidede kunstscenen sig fra det posh Chelsea ned i Manhattans Meatpacking District i slutningen af 1990erne, i København fandt i nullerne en lignende bevægelse sted fra Indre By ud i Kødbyen. Der stopper sammenligneligheden mellem New York og København, men det lader til, at Nordvest er den nyeste konsensusdestination for veletablerede gallerier. To af disse, Nicolai Wallner og Andersen’s Contemporary, ligger blot et langt stenkast fra hinanden, de hører til blandt landets mest succesfulde målt på såvel diffuse som reelle parametre som størrelse og økonomi og antal repræsenterede (succesfulde) kunstnere, og samme fredag i august åbnede de udstillinger med hver sin tunge dreng. Dem vender vi selvfølgelig tilbage til.