Iben Mondrup tegner en dør på væggen. Den kan hun åbne, når hun ikke længere kan holde ud at være tæt på andre mennesker. Bag denne imaginære dør er en anden verden. Hun bruger nødudgangen, både mentalt og i virkeligheden; til affærer, til at forlade sin kæreste, afbryde venskaber. Udgangen er der altid, døren altid lidt på klem.

Hun bruger billedet med døren flere gange. Både i sin nye roman Hvordan kan vi og i vores samtale om værket, der virkelig er next level autofiktion. Hovedpersonen flygter fra det ene forhold efter det andet, og de er nævnt ved navn: mændene, kæresterne, affærerne; Johannes, Emil, Peter, Niels, Lars, Henrik, Tore og alle de andre, men også hendes mor og far, bror og søster, de nærmeste venner. Få af dem er udstyret med forklædning, men de kan nok godt genkende sig selv, som Mondrup selv siger, i en forvansket version.