Det ødelagte og det reparerede

Det er sådan, at ingen beretninger om ødelæggelser, ingen vidnesbyrd om menneskeudslettelser holder op med at være vigtige at betragte med den slags vågne blikke, der i bedste fald kan lære kommende menneskeheder ikke at slå hinanden ihjel. For tiden går det rigtig dårligt med den lærdom, men så meget desto mere grund er der til at tage over Øresund og kigge på de mange stykker ødelagt og levet og vildt opmærksomt liv, der lige nu vises på Malmö Konsthall. Ungarskfødte Lenke Rothman kom som 16-årig alene til Malmø i 1945 efter at have overlevet Auschwitz – én bror overlevede også, seks søskende og to forældre blev udslettet. Rothman tilbragte de næste seks år mere eller mindre kronisk indlagt, inden hun i 1951 blev optaget på Konstfack i Stockholm og herfra brugte resten af århundredet på en kunstnerisk produktion, hvis omfang og faktisk også spændvidde er ret bemærkelsesværdig.

Life as Cloth hedder udstillingen, og den er retrospektivt mægtig, men også klart centreret om et stort collagelignende værk med samme titel, som blev vist på MoMA PS1 i New York i 1981 – et højdepunkt er der velsagtens tale om, hvad angår Lenke Rothmans karriere som sådan, men også de skalaer, hun ellers har befundet sig i.