Motivbeholdere. »Havet« og »himlen« er seneste skud på stammen af stort anlagte temaudstillinger, og skønheden mangler ikke, men noget går tabt, når værkerne skal indordne sig en enkelt tematik.
Temaluppen pudses
Blomst, mor, sport, hest, guld, måne, ko, soldat, marmor, hav, himmel. Alle disse ting kunne være indhold i farvestrålende pegebøger henvendt til tidlige sprogstadier, og de kunne være figurer – fænomener, om man vil – der gennem de seneste år har fungeret som motivanker for den ene udstilling efter den anden. Det sidste er de med sikkerhed, og her nævnes endda blot, hvad overfladisk hukommelsesgranskning kom i tanke om.
Der er en brætspilsagtig enkelhed over ordene, særligt når de sådan opremses, og hvor krævende denne slags udstillinger end må være at producere, forbliver det skægt at forestille sig, hvordan det organ af faglighed og fordybelse, som et museum i udgangspunktet er, igen og igen gransker (kunst)historien for heste eller skyer eller blomster. Og derpå sætter en masse af dem sammen, så vi en gang for alle kan erkende: »her er koen« eller »sælsomme måne«.
Del: