Indhegninger. Fem miniudstillinger under en stor konceptparaply sætter flueben ved elskede 2020er-temaer i en undersøgelse af selve kunstudstillingens anatomi.
Buzzwordbegyndelser
Der er fire betydninger af ordet anslag på den, indrømmet, lidt undervældende vidensbank, som dansk Wikipedia ofte er: Der er musik- og filmbegyndelser, der er anslag i tegn- og komplotforstand. Om disse fire er der måske ikke sindsoprivende konklusioner at drage, men minus tegnanslaget deles de tre andre om variationer af narrativ eller tidslighed. Anslagets konst hedder imidlertid en udstilling, der lige er åbnet på Malmö Konstmuseum. Den handler om, ja, anslag i kunstoplevelser – og det slår mig, at Wikipedia-kategorierne nok er den primære årsag til, at jeg har svært ved at forstå ideen. Et rum er ikke tidsligt eller narrativt (uanset hvor ihærdigt årtiers fluffy kulturteori forsøger at overbevise sagesløse kunst- og kulturstuderende om det modsatte). Og objekter har som udgangspunkt ikke en begyndelse eller en slutning. Det er måske en unuanceret bogstavelighed at udsætte noget så smidigt som samtidskunstens koncepttænkning for, men udstillingen er en del af kurator Jacob Fabricius’ postdocprojekt, og akademia er jo i den grad en sprogarena.
Selvom titlen er tydelig og enkel, er det altså vanskeligt at gennemskue, hvad der skal foregå. Men Anslagets konst er også et selverklæret eksperiment, og sådan nogle er jo tit fede nok (selvom kunstinstitutioner kan lide af en tendens til at pynte sig med eksperimentfjer, selv når der er tale om de allerartigste banaliteter) – jeg er klar på eksperimenter, og jeg er absolut klar på at undre mig i et kunstrum.
Del:
