Anmeldelse. Nicolai Wallner hylder en 30 år gammel udstilling om posthumanisme, men det springer i øjnene, at dyre malerier og et stykke verdensstjernestål er det mest posthumane, galleristen kan forestille sig.
Ud med plastic, ind med bark
I 1993 rejste Nicolai Wallner til Hamburg. Den kontinentomspændende kunstbegivenhed, udstillingen Post Human, var godt i gang med at blive legendarisk, og Wallner ville se den med egne øjne. Organiseret af den indflydelses- samt stenrige gallerist og kurator Jeffrey Deitch rejste Post Human fra Lausanne til Torino, Athen, Hamburg, til sidst Jerusalem, og efterfølgende er den stort set kun blevet beskrevet med variationer af sensationsadjektiver.
Oplevelsen var så definerende, at Nicolai Wallner i anledning af galleriets 30-års jubilæum har valgt at lave sin egen miniversion – også kaldet Post Human – som en hyldest til det originale projekt. Og egentlig er forbindelsen, eller nok snarere manglen på forbindelse, mellem de to udstillinger, deres respektive samtid og tænkningen, de udspringer af, interessant at gå ind i. Refleksioner over og vilkår for en såkaldt posthuman tilstand har unægtelig ændret sig godt og grundigt i løbet af de tre årtier mellem udstillingerne: Noget så monumentalt som internettet er ankommet siden Jeffrey Deitchs version, AI i utallige former lader til at gøre forestillinger om enden på menneskeevnernes potentiale ret nærværende.
Del:
