På kanten. Nærdødsoplevelser er ikke sjældne. De sker for næsten en ud af ti, og i forskningen kæmper to retninger om at forklare, hvad det siger om bevidstheden.
Gå ind i lyset

Illustration: Andrea Ucini
I sit kontor på hospitalet i Liège sidder Charlotte Martial hver dag og venter på, at nogen er lige ved at dø. Så snart personalet ringer nede fra genoplivningsrummet, smider hun, hvad hun har i hænderne, og løber ned for at sætte sine måleapparater på et menneske i hjertestop. Mens læger arbejder med at genstarte og stabilisere patientens hjerte, vil Martial registrere, hvad der foregår i hjernen. Når – hvis – patienten senere vågner op, vil hun diskret indfinde sig ved sengekanten og spørge, om der skete noget bemærkelsesværdigt, mens vedkommende var bevidstløs. Charlotte Martial forsker i nærdødsoplevelser, og de patienter, som fortæller hende om sådan én, følger hun nøje gennem det næste halve år.
»Hvorfor skal vi undersøge nærdødsoplevelser,« spørger Martial retorisk. »Fordi de udgør en brik i forhold til at forstå selve den menneskelige bevidsthed. Og i modsætning til, hvad mange tror, er oplevelserne faktisk ikke sjældne.«
Del: