Bevidsthedsudvidende. Psykedeliske stoffer kan fremkalde stærke og livsforandrende oplevelser. Nogle møder Gud eller transcenderer tid og rum; andre lærer at elske deres krop, som den er. Hvad sker der i hjernen, når vi får en åbenbaring?
I ét med altet
For ti teologistuderende ved Harvard University blev langfredagsgudstjenesten i 1962 noget helt særligt. Som så mange gange før sad de fromme unge mennesker bænket under hvælvingerne i det nygotiske Marsh Chapel, men denne gang oplevede de prædiken og ceremoniel under indflydelse af 30 milligram psilocybin. De var med andre ord på et solidt psykedelisk svampetrip, og for de fleste af dem skulle det vise sig at være en skelsættende oplevelse.
»Jeg har troet på Gud så længe, jeg kan mindes,« skrev en af de studerende, Huston Smith, mange år senere. »Men indtil langfredagseksperimentet havde jeg ikke haft noget personligt møde med Gud.«
Del: