Åh, følelser! Gid man (altså jeg) var i lidt tættere kontakt med dem, måske bare en lille smule på bekostning af de idiosynkrasier og fordomme, som ofte dominerer mit syn på verden omkring mig – og som jeg ofte forsøger at tøjle.
Her taler jeg ikke om mig selv i generelle vendinger (jo, det gør jeg måske også, men det er privat), men om mig selv som kritiker, og anledningen er en iagttagelse, jeg har gjort under læsning af vor naboavis’ netudgave.
På berlingske.dk er der nemlig følelser i fuldt firspring, ja, jeg tør godt påstå, at der er tale om en stilistisk tendens, hvor overskriften skal lokke læsere ind ved at fortælle om, hvad anmelderen føler og oplever, mere end hvad anmelderen mener. Der er altså tale om en afart af den gamle klikmaddingsklassiker: »Så skete dette …«
Anmelderen-er-et-reagerende-menneske-med-følelser-metoden kan bruges i alle genrer, her om litteratur, arkitektur, mad og museer:
»Sjældent er Berlingskes anmelder gået mere nedslået fra et besøg i de hellige haller i Humlebæk.«
»Er det sort magi eller vild kemi? Kødløs burger får Berlingskes anmelder til at falde ned af stolen.«
»Berlingskes anmelder græd som pisket: Rasende populært værk lægger boghandlerne ned.«
»Ja, ja, vist er det en stor reklame. Men Berlingskes anmelder endte med at blive revet med.«
»Nedslået«, »medrevet«, »grædende« og »faldet ned af stolen«. Overskrifternes budskaber handler ikke om anmeldernes syn på værkets kvalitet, men om deres følelsesreaktioner. Det er hverken værket eller kunstneren, der er hovedpersonen, men kritikeren som et følende og sansende menneske.
Jeg vil ikke være hellig, og jeg ved godt, at det er afgørende at fange læserens opmærksomhed i løbet af et splitsekund. Jeg ved også godt, at de digitale redaktører kender læsernes adfærd til punkt og prikke og tænker meget over overskrifternes attraktionsværdi.
Hvis artiklen lyder kedelig, gider ingen at klikke på den, og følelser fænger, fair nok. Og jeg kunne nok godt selv lære noget af en kollega eller to, når det handler om at skrive med følelserne før meningerne.
Men jeg er på vej. Jeg er allerede nedslået og græder som pisket over emokritikkens indtog.
