Han kommer til at lære mig om døden. Sådan var min tanke, fra jeg mødte Morten og igennem alle de syv år, vi tilbragte sammen. For jeg var 21, og han 46, og jeg tænkte tit på, hvilken sorg det ville være for mig med alle de år til sidst i mit liv, hvor han ikke ville være der mere.
Vi mødte hinanden på Kvindernes Internationale Kampdag, begge som journalister, der i dagens anledning skulle dække et arrangement i Cirkusbygningen. Morten var en uimodståelig storcharmør, og så var han forfatter, og det ville jeg også gerne være, så det var vildt for mig, da vi en uge senere datede på RizRaz. Da jeg sagde, at alle forfattere jo bare drømmer om at blive elsket for deres fejl, gav han mig ret, så jeg fornemmede, at jeg havde fået nøglen til hans hjerte.
Morten tog mig med storm. Den første morgen lå vi længe i sengen, og han fortalte en meget tragisk historie om to narkomaner, som han og Henrik Saxgren havde fulgt i nogle år, og de stak sig hele tiden forkert og havde så mange uheld, at de først mistede en arm, så et ben, og så et til, og jo mere sørgeligt det hele blev, desto mere hylede vi af grin, og jeg vil aldrig glemme fryden denne morgen, hvor jeg skreg, at han skulle tie stille, for ellers ville jeg seriøst tisse i sengen.
Da jeg et halvt år senere skulle en uge til Amsterdam, måtte jeg sidde ved en af kanalerne og græde, fordi jeg savnede ham så meget. Det syntes jeg var underligt; som om jeg var en lille pige. Men jeg kunne ikke lade være. Jeg elskede Morten.
VI BLEV GIFT, da jeg var 22. Da havde han friet til mig to gange. Første gang på Kullen i Sverige, det var om efteråret, og bølgerne var store som bjerge, og vi var de eneste, der legede sommer, og han spurgte, om jeg ville gifte mig med ham, hvis han sprang ud. Ja, sagde jeg, for selvom han stod der i badebukser, kunne jeg næsten ikke tro, at han ville springe i, men det gjorde han, og da han bagefter havde kæmpet sig op, blev han faktisk en anelse forarget over, at jeg ikke ville giftes alligevel, for det havde jo været livsfarligt. Men jeg syntes, at jeg var for ung til sådan noget.
Anden gang han friede, var juleaften samme år, vi var i Jerusalem og boede på American Colony Hotel, hvor alle journalister altid boede, og bartenderne var spioner, og denne gang blev det et ja på stedet.
Vi blev gift på Københavns Rådhus og holdt en fest på cafeen i Ørstedsparken, hvor billedet er fra. Og så blev vi gift rigtigt, bare os to, i Den Danske Kirke i Paris. Verden stod åben, og vi var to legebørn, der væltede ud i den sammen. Alt var sol, alt var glæde og romantik, fis og ballade og skrivning.
For Morten var det vigtigste i verden at få hende, som han elskede, til at le. Det var en form for kurtisering, som han også mødte verden med. Alt, hvad der var surt, bittert og lodret forkert, kunne han forvandle til det mest charmerende, vidunderlige vanvid. Sådan mødte han sine venner og modstandere, og sådan rejste han sig også ved de store fester og holdt taler, så alle grinte og græd.
MORTEN FYLDTE ALT. Når han var glad, var verden et tindrende sted, og når han var sort, mistede man syn og sanser sammen med ham. Han nævnte flere gange for mig, med denne tone af fantastisk vanvid, hvordan Sjælefiskeren, som han kaldte den førende psykiater på Rigshospitalet, engang havde noteret i hans journal, at han havde »en maniodepressiv tilbøjelighed«. Det troede Morten ikke på. Men han kæmpede med mørket, og halvvejs igennem de syv år, vi levede sammen, begyndte det at bløde rigtigt igennem. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne blive så modløs. Han havde jo mig? Og vi var jo sammen? Jeg var for ung for en mand som ham.
Frygten for ikke at kunne sige noget var ham en mur, en krig, en komplet undergang. I virkeligheden er den slags ikke kun en skriveangst, men en livs- eller dødsangst, og alle, der bruger sig selv i deres skrivning, kender det. Jeg selv nyser gerne, når jeg sidder foran skærmen og ikke kan skrive, og når jeg har givet liveinterview, har det været fast rutine med en dag bagefter til skiftevis at kaste op og falde i komatøs søvn, og det er svært at udgive bøger. At sige noget eller ikke at sige noget, begge dele kan være forbundet med stor vildskab, og det var det også for Morten.
Rejserne for aviserne samlede hans vildskab i ét. Han elskede dem, blev frelst af dem, for verden var fuld af gode historier, men så var de alligevel ikke gode nok, undergangen gabte under ham, og dog fik han i desperation sendt en masse hjem, og til sidst gik han i fuld formørkelse over at skulle hjem igen. En dag sagde jeg, at jeg ikke ville rejse med ham mere. Jeg troede jo også altid, at han ville gå under, når vi tog hjem.
Det var ikke en skrivekrise, det var livet og døden, og en dag følte jeg: Kan han tage sit liv? Han tilstod den tanke, at det ville være lettere for alle, hvis han ikke var der. Det rammer mig stadig med skyld.
JEG GJORDE, hvad jeg troede var bedst, jeg lod ham tage al pladsen, for hans lidelse var så stor, man indser sin andenplads. Men det betød bare, at jeg fulgte med ham ind i hans evige nat. En morgen ville jeg ikke stå op, jeg ville bare ligge i sengen og græde. Den dag begyndte han at tage medicin, men for mig var det var for sent. Han var blevet mig utilregnelig.
Jeg husker en af de sidste aftener, hvor vi fulgtes hjem fra en gåtur, vi var lige flyttet ind i en lejlighed i Pisserenden, som jeg elskede, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke ville med hjem, hvorfor jeg kunne rive træer op med rod. Jeg forlod ham med en følelse af at få al min hud revet af. For jeg elskede ham, og jeg havde aldrig troet, aldrig så meget som tænkt den tanke, at vi skulle kunne gå fra hinanden. Det var ham, der sagde, at hvis jeg ikke kunne finde ud af at være med ham, så skulle jeg gå. Det var et desperat råb om hjælp, men nu kunne jeg ikke slippe tanken.
Døden kom, ikke som jeg havde troet det, og dog var den en altomfattende kraft. Hvor sørgede vi begge dybt. Han skrev en bog på det, en anmelder skrev, at det virkede, som om Morten ikke kendte sin kvindelige hovedperson. Han kendte godt mig. Men der var noget i ham og derfor også imellem os, som måtte forblive urørt.
Han bar dette noget i sig med værdighed. Han gennemførte noget, som jeg også har lovet mig selv: aldrig at blive bitter, altid at elske livet uanset hvad.
Morten, din søde, vilde sjæl, jeg mærker dit solfyldte blik på mig. Jeg lægger min hånd på din kind og omfavner dig.
Birgithe Kosovic (f. 1972) er forfatter. Hun har blandt andet skrevet Det dobbelte land (2010), som blev præmieret med Weekendavisens Litteraturpris.
