Det har aldrig været forbudt at give sin nyre til en fremmed. Men det har været svært. Nærmest umuligt, for selv om det ikke strider imod sundhedsloven, har læger og sundhedspersonale været yderst skeptiske over for at operere nyrer ud af levende donorer, som ikke har en relation til modtageren. Et familiemedlem, en ven, en kollega eller en bekendt, men ikke en fremmed eller anonym. Er De da rigtig klog? Der er ikke langt fra godhed til tossegodhed.
I flere år har både Nyreforeningen og organisationer for organdonation presset på for at muliggøre levende, anonym nyredonation. I slutningen af 2016 bad daværende sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) Etisk Råd om at tage stilling til, hvorvidt det ville være etisk forsvarligt.
14 ud af rådets 17 medlemmer mente, at fordelene – at flere nyresyge kunne reddes, og ventelisterne nedbringes – vægtede tungere end ulemperne – at donoren udsætter sig selv for fare og potentielt set kan komme til at mangle sin reservenyre en dag. Det fik Folketinget til at vedtage, at anonym nyredonation fremover skal gøres lettere.
Lige nu lyder meldingen fra Sundhedsstyrelsen på, at man er ved at etablere en fysisk modtagelse, hvor altruister og andet godtfolk kan afgive denne imponerende gave. Planen var, at centret skulle stå færdigt 1. januar 2019, men lige nu er regionerne stadig ved at tage stilling til, hvor stedet skal ligge.
Én er nok
For omkring syv år siden ringede den dengang 39-årige Daniella Emilie Siintra første gang til Nefrologisk Klinik på Rigshospitalet og fortalte, at hun gerne ville donere sin raske nyre til den næste patient på ventelisten. Hun havde kort forinden læst en avisartikel, som skildrede livet for nyresyge i dialyse, og deres tilstand chokerede hende.
»Hvorfor skulle jeg have to, når jeg kun behøver én, og der samtidig sad en og manglede,« spørger hun, da vi mødes på Vesterbro i København en decemberdag.
Daniella Emilie Siintras opringning blev langtfra modtaget, som hun havde regnet med. Rigshospitalet ville ikke vide af hendes nyre, heller ikke anden gang, hun ringede. Til sidst tog hun sagen i egen hånd, og da hun mødte en nyresyg kvinde med samme blodtype som hende, så hun sig nødsaget til at droppe ønsket om at donere fuldstændig anonymt og besluttede i stedet at give nyren til sit nystiftede bekendtskab. Desværre for dem begge viste det sig, at deres væv ikke matchede, og projektet kunne derfor ikke lade sig gøre. Imidlertid ville skæbnen, at kvindens kæreste også var nyresyg, og her var der tale om et match.
I januar 2016 fik Daniella Emilie Siintra opereret den ene nyre ud, og kort efter blev den sat ind i den mand, som hun indtil da kun havde talt med flygtigt. Han lever med den i bedste velgående den dag i dag.
»Jeg havde allerede afskrevet den, det var ikke min nyre længere, Så da det viste sig, at vi matchede, blev jeg ramt af en enorm forløsende lykke,« siger Daniella Emilie Siintra og slår ud med armene. »Ved du, hvad jeg følte, da jeg blev bedøvet, og de skulle tage nyren? En glædesrus. Det har været en kamp at få lov til, og nu lykkes det. Det var fuldstændig magisk.
Hun er frygtløs, forstår man. Overmodig, vil nogen måske sige. Bekymringsfri, ifølge hende selv. Hun river op i ærmerne og viser sine tatoverede underarme. Nederst på venstre arm står der med store røde blokbogstaver ORGAN DONOR, og lidt længere oppe står bogstaverne DNR. (Do Not Resuscitate – en erklæring om, at hun ikke ønsker at blive genoplivet, hvis hun skulle miste livet). På den modsatte arm er hendes blodtype blækket ind i huden. Som et donorlystent manifest.
Operationer har aldrig skræmt Daniella Emilie Siintra, fortæller hun, og selv om statistikker fra udlandet viser en dødelighed hos tre ud af 10.000 nyredonorer, ser hun ikke noget særligt ved gerningen.
»Jeg har en stærk fysik, og jeg reagerer fint på narkosen. Jeg har aldrig rigtig haft brug for smertestillende, heller ikke i det her tilfælde. Så da jeg skulle give nyren væk, da tænkte jeg virkelig bare: piece of cake,« siger hun.
Vidste man ikke bedre, kunne hendes upåvirkelighed næsten forveksles med nonchalance. Men Daniella Emilie Siintra mener det virkelig, når hun siger, at nyredonationen ikke er »en big deal«. For hende er det ikke anderledes, end når hun donerer blod nede i blodbanken. Hun står også på listen over knoglemarvsdonorer, og hvis nogen skulle få brug for det, ville hun donere sin halve lever. Bogstavelig talt.
Når hun engang dør, er der heller ingen tvivl om, at lægerne må tage rub og stub, det har den 46-årige kvinde for længst taget stilling til. Dét at donere sin krop – eller dele af den – til syge mennesker burde ikke blive ophøjet til en heltegerning, mener Daniella Emilie Siintra:
»Hvordan skal jeg forklare det,« siger hun og tænker længe. »Det er jo blevet ret normalt at donere blod, ikke? Hvad er egentlig forskellen på dét og at give sin nyre væk? Ja, der kan selvfølgelig være bivirkninger, men det er der jo ved livet. Når du cykler i en tætproppet myldretrafik, kan du blive kørt ned hvert øjeblik, men det holder kun de færreste fra at cykle.«
– Blod regenererer jo sig selv, det gør en nyre ikke. Synes du virkelig ikke, der er forskel på de to donationer?
»Tjo, du kan jo kun give en nyre væk én gang, men ellers … Nej, det synes jeg egentlig ikke,« siger hun og understreger, at hun ikke bryder sig om betegnelser som næstekærlighed og altruisme. Det er for store ord at bruge om det, hun har gjort, siger hun.
»Jeg tror ikke på altruisme. Jeg tror ikke på, at der findes nogen, som er rene altruister. End ikke sådan én som Mother Teresa – ikke for at nedgøre hende, for jeg kendte hende jo ikke – men jeg tror, at vi alle sammen gør noget godt for andre, fordi det gør noget godt for os selv,« siger hun:
»At vide, at der er et menneske, der har fået mere livskvalitet på grund af noget, jeg har gjort, det giver mig lige så meget, som det har givet ham, hvis ikke mere. Nu er goderne jo ligesom fordelt – han har én, jeg har én. Det virker kun retfærdigt.«
Under kniven for en ukendt
Næstekærligt eller ej, for langt de fleste mennesker er det stadig svært at forstå, hvad der får folk til at lægge sig under kniven for en fuldstændig ukendt. Måske er det ikke så sært, vi ikke forstår det, for handlingen er imod menneskets natur. Det fortæller Henrik Høgh-Olesen, professor i social- og personlighedspsykologi ved Aarhus Universitet.
»Mennesket er et ultrasocialt dyr, og vi er også mere generøse og offervenlige end andre dyr, der er os nært beslægtede. Men det naturlige for os er først og fremmest at tilgodese dem, vi er beslægtede med,« siger han. »Mine egne børn måtte få begge mine nyrer, men de er jo også mine gener. Alt livs inderste væsen er at sende dets gener videre.«
Alligevel kan man se, at mennesker gør ting, som er mærkværdige og afviger fra vores natur, fortsætter professoren. Soldater i krig kan smide sig på en håndgranat for at redde deres kammerater, eller vi kan kaste os i en frådende elv på en iskold vinterdag, fordi en person er i nød.
Vi er i stand til at ofre os for hinanden, men vi gør det først og fremmest for dem, som tilhører vores indgruppe. Man vælger mennesker frem for dyr, og man vælger stammefrænder frem for fremmede, sådan er det bare, fortæller Henrik Høgh-Olesen.
»Derfor er denne anonyme form for godhed ekstrem usædvanlig – det er den yderste usandsynlige konsekvens – men det er blevet muligt, fordi vi er offervillige.«
Henrik Høgh-Olesen fortæller, at den slags utrolige gavehandlinger ofte er noget, man ser i religiøse sammenhænge. Altruismen og næstekærligheden i mange trosretninger er et ideal for, hvordan vi skal være. »Men det er de færreste af os, som gør det,« siger han.
På Vesterbro fortæller 46-årige Daniella Emilie Siintra, uddannet socialpædagog og regnskabsassistent, der i dag arbejder som vikar, at hun »overhovedet ikke er religiøs«. Hun er ikke medlem af Folkekirken, og hun tror ikke på Gud. Hun tror på, at der findes »noget mere mellem himmel og jord«, men hun ved ikke hvad. Hun afviser spørgsmålet om, hvorvidt det drejer sig om spirituel frelse.
»Det er ikke, fordi jeg tror på karma i den her sammenhæng. Man kan ikke sige: ’Nu gør jeg noget godt for dig, fordi jeg så skal have noget godt tilbage.’ Så smutter ideen. For hvem har jeg så gjort det for? Så har jeg jo gjort det for mig selv.«
I stedet tror hun på den helt gængse tanke om, at man skal være mod andre, som man ønsker, at de skal være mod én selv. »Desuden så tror jeg, at karma er meget finere end det her.«
Uanset om der eksisterer en relation til den syge eller ej, skal man som nyredonor igennem en hel masse psykiske og især fysiske tests før operationen. Daniella Emilie Siintra har altid gjort, hvad hun kunne, for at holde sin krop sund og rask. Hun løber hver dag og har aldrig drukket alkohol. Det er nærliggende at tro, at hun lever sådan for at holde sin krop mest mulig donordygtig. Det afviser hun dog blankt. Hun gør det for sin egen skyld, siger hun:
»Jeg er lige så egoistisk som alle andre. Jeg ser ikke noget dårligt i egoisme, så længe det ikke går ud over andre. Det er jo også egoistisk at give en nyre væk, fordi det var noget, jeg gerne ville. For mig er det lettere at give en nyre end at være frivillig en gang om ugen et sted, hvor jeg skal møde op.«
– Kan du godt forstå, hvorfor man skal være sund og rask – både fysisk og mentalt – for at få lov til at gøre det her?
»Fysisk kan jeg godt se det. Men mentalt – hvorfor egentlig det? Man skal selvfølgelig tænke på, hvad konsekvensen er. Men hvad kan det være? Selvfølgelig kan det være problematisk, hvis du er ude i, at donoren har en personlighedsforstyrelse, men det er jo også et ekstremt tilfælde. Generelt kan jeg ikke rigtigt forstå bekymringen. Hvis der er tale om en anonym donation, er der jo ikke engang det aspekt i det, at man kommer til at stå i gæld til nogen, eller at vedkommende bør udvise taknemmelighed.«
Højlydt generøsitet
Men hvis det hverken handler om taknemmelighed eller en heltegerning, hvorfor vil mennesker så ofre sig på den måde? Måske en del af svaret skal findes i vores egen narcissisme, fortæller psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet. Mennesker kerer sig om deres omdømme, og hvis man i andres øjne fremstår gavmild, venlig og hjælpsom, så får man høj status i det menneskelige fællesskab, mener Henrik Høgh-Olesen:
»Det kan betale sig at være generøs. Men de fleste af os er generøse, når vi har sikkerhed for, at det kommer andre for øre.«
En kyniker ville sige, at den slags gerninger enten skyldes naivitet eller en særlig form for selvoptagethed, hvor et individ bliver høj over dets egen godhed, siger Henrik Høgh-Olesen og tilføjer, at det langtfra er underligt, når folk undrer sig over den form for ekstreme altruisme:
»Hvis selv fremmede folk kan få dine mest betydningsfulde organer, betyder det så, at alle er lige for dig? Er der virkelig ingen, der betyder noget særligt for dig?«
Det er dog ikke alle fagfolk, der deler Henrik Høgh-Olesen og psykologiens kynisme. Mickey Gjerris, teolog og forsker i bioetik ved Københavns Universitet, ser anderledes på sagen. Han mener, at det er misforstået, når hjælpsomhed og generøsitet bliver opfattet som aparte.
»Det er interessant, at du overhovedet undrer dig over, at folk kan finde på at være næstekærlige,« siger han. »Det viser meget godt, hvilket syn vi har på mennesker. Vi ser os selv som egoister, der ikke gør noget uden selv at få noget ud af det. Men er det sådan, mennesker er? Eller er det os, der har skabt en selvisk kultur, hvor det opfattes som ekstremt at gøre noget godt for andre?«
Mickey Gjerris ser det som »bemærkelsesværdigt«, at man i sundhedsvæsenet kan blive mødt med en fordom om, at man må være godt skør, hvis man vil gøre noget godt for et fremmed menneske.
»Selv i det danske sundhedssystem, som ret beset er baseret på barmhjertighed, er den selviske tanke dybt indlejret. Vi har skabt en italesættelse af organdonation som en helt særlig gave i stedet for at italesætte det som det mest selvfølgelige i verden,« siger han og fortsætter:
»Næstekærlighed er ikke et offer, man bringer. Det er en gerning, der får et fællesskab til at fungere. Det er ikke et surt offer, vi skal gå og bringe hver eneste dag og så håbe, at det i sidste ende redder os selv.«
