De praktiske fag i folkeskolen skal opprioriteres, og det boglige skal fylde mindre. Børnene skal ikke undervises i så mange emner som i dag, men have mere tid til at fordybe sig i kernestoffet. Samtidig skal lærerne have større frihed til selv at tilrettelægge undervisningen og skabe mere sammenhæng mellem teori og praksis.
Det er nogle af de centrale elementer i et folkeskoleudspil, som regeringen fremlægger om kort tid. På forhånd kan børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye dog godt løfte noget af sløret for, hvad der er i vente.
Bagtæppet for det kommende udspil er enigheden blandt de tre regeringspartier om, at der er skabt en skævhed mellem det boglige og det praktisk-kreative indhold i folkeskolen, som får for mange unge til at vælge gymnasiet, mens der er langt mellem eleverne på erhvervsuddannelserne.
Spørger man Mattias Tesfaye, er manglen på kobling mellem teori og praksis resultatet af den politiske tænkning, der herskede tilbage i 00erne.
»Vi troede engang, at kineserne skulle producere dippedutter, polakkerne skulle bygge husene, og så skulle vi leve af at sende e-mails til hinanden. Nu har vi så fundet ud af, at sådan kan vores økonomi ikke hænge sammen. Hvis Danmark kun bliver en design- og udviklingsafdeling, tørrer vores hjerner ind, for kreativitet opstår i dialog med materialer, maskiner og mennesker. Vi kan ikke være et skrivebordsland, mens de andre får beskidte fingre. Så får de også gode ideer, og så har vi ingenting på hylderne. Hele den danske befolkning kan jo heller ikke være ansat bag et hæve-sænke-bord. Vi er forskellige, og nogle af os har behov for at have et arbejde, hvor vi er tæt på mennesker, materialer og maskiner. De rigtigt mange, som ikke føler sig hjemme ved at sidde ned en hel dag, er derfor dem, der har tabt på den overakademiserede skole .«
Ifølge Tesfaye rammer nedprioriteringen af det anvendelsesorienterede faktisk også de fag, der ellers betegnes som praktisk-musiske. Som eksempel henviser han til eksamensformen i madkundskab.
»Her bliver man selvfølgelig vurderet på at lave maden. Men man bliver også vurderet på, om man kan fortolke måltidet, om man kan forholde sig kritisk til processen, og om man kan svare på en masse teoretiske spørgsmål. Jeg er tilhænger af, at der er en kobling mellem teori og praksis i alle fag. Men der er opstået en ubalance. Vi tillægger de akademiske færdigheder en meget stor værdi i eksamenssituationerne og i den almindelige hverdag på skolen, og vi tillægger den praktiske side af fagene for lille værdi. Det har rod i beslutninger truffet på Christiansborg.«
Motorvejen til gymnasiet
En af ændringerne, som regeringen lægger op til, er at øge antallet af timer i de praktiske fag – som ud over madkundskab også omfatter idræt, musik, billedkunst samt håndværk og design – i udskolingen fra 7. til 9. klasse. Ifølge børne- og undervisningsministeren handler det om at gøre op med en snæver opfattelse af begreberne kulturhistorie og almendannelse.
»Det er lige så vigtigt for den almene dannelse, at man kan spejle et æg, slå søm i et bræt, tage to greb på en guitar eller høre forskel på omkvæd og vers i en sang. Det er også en del af vores kulturhistorie, og det skal børnene opdrages med, uanset hvad de skal senere i livet.«
Skal man tro en undersøgelse fra organisationen Skole og Forældre, er der opbakning til tanken. Syv ud af ti forældre ønsker mere praktisk undervisning. Også Reformkommissionen anbefaler flere timer i de praktiske fag i folkeskolens ældste klasser. Kommissionen har peget på, at herhjemme udgør de praktiske fag i udskolingen 13 procent af timerne, mens det er 27 procent i Sverige og 20 procent i Norge.
»Det er os i Danmark, der er outsideren,« siger Mattias Tesfaye. »Der er nogle gange en forståelse af, at den danske skole er lidt hippie og klatmaleri. Men det er den ikke. Vi sidder mere ned, vi er mere inde i det almindelige klasselokale, og vi er mindre ovre i faglokalerne, end man er i vores nabolande. Det har den konsekvens, at når man beder unge i 9. klasse om at forholde sig til, hvad de vil efter sommerferien, har vi lagt en motorvej ind på gymnasiet. Man skal virkelig tage afkørslerne for at ende på en landbrugsskole eller på en teknisk skole.«
Regeringen vil ikke gøre skoledagen længere. Der skal med andre ord skrues ned for noget andet for at gøre plads til flere timer i de praktiske fag. Den øvelse kan blive politisk sprængfarlig. Der er en lang tradition på Christiansborg for konstant at kræve nye temaer ind i folkeskolens undervisning. Ingen ønsker noget fjernet.
Hvad der skal være mindre af, vil ministeren ikke ud med lige nu; heller ikke når man foreholder ham, at faget dansk forekommer nærliggende, eftersom det fylder suverænt mest på skemaet. Én ting herom vil Tesfaye dog godt bemærke:
»Da man lavede folkeskolereformen for ti år siden, blev der skruet kraftigt op for timerne i dansk, og vi kan jo i hvert fald konstatere fra test og undersøgelser, både danske og internationale, at eleverne ikke er blevet bedre til at læse og skrive. Hvis man tager luppen frem, vil man nok sige tværtimod. Så der er ikke en snæver sammenhæng mellem antallet af timer og det niveau, de kommer ud med.«
Accelereret virkelighed
Den største omvæltning er dog nok intentionen om at indføre nye læreplaner i samtlige fag, der skal skære ned på de i dag godt 4.000 læringsmål, herunder de mere end 1.000 bindende mål. Står det til regeringen, vil der altså blive færre emner, som eleverne skal undervises i. Tesfaye mener, at den nuværende mængde af læringsmål i realiteten gør undervisningen overfladisk, fordi lærerne er presset til at haste gennem et omfangsrigt obligatorisk pensum for at nå det hele.
»Læreplanerne er brede som Storebælt, de er dybe som et badekar. Her kunne jeg godt tænke mig, at vi flyttede vægten mere hen på fordybelse, hvor man kommer ind til kernestoffet, og efterlader plads til, at lærerne både kan udfolde fagenes praktiske sider og kan tilrettelægge undervisningen til den klasse, man har, og som kan være meget forskellig på tværs af landet.«
Ifølge Tesfaye er det simpelthen forfejlet, at der fra Christiansborg er formuleret ambitioner om »at hakke 4.000 læringsmål af«. Det giver hverken fornuft for børnene eller lærerne.
»Det, som har skræmt mig mest, efter at jeg er blevet undervisningsminister, er oplevelsen af et stort meningstab i den danske folkeskole. Jeg oplever lærere, der siger: ‘Jamen det skal vi jo, fordi det står i reglerne.’ De har meget svært ved at begrunde, hvorfor de skal gennemgå et undervisningsforløb. Det kommer ikke fra hjertet; at det er, fordi det er vigtigt at lære. Det meningstab er gift for folkeskolen. For det smitter af på eleverne, der tænker: ‘Jeg skal lære det her, fordi jeg skal kunne det til eksamenen.’ Men nej, siger jeg: 'Du skal lære det her, fordi det åbner verden op for dig.'«
Undervisningsministeren afviser, at der vil komme dummere unge ud af skolen, hvis der skæres ned på antallet af bindende mål og dermed reduceres i stofmængden, som eleverne skal nå at stifte bekendtskab med. Tværtimod er problemet i dag, at en del af undervisningen kun »kratter lidt i overfladen,« mener Tesfaye.
»Som samfund må vi beslutte, om vi skal fordybe os eller sprede os. Jeg vil gerne have fordybelsen. Og så må man bare acceptere, at det godt kan være, at eleven kommer ud af folkeskolen uden at have mødt Marie Antoinette. Men hvis man virkelig interesserer sig for Den Franske Revolution, skal man nok komme omkring hende. Som forælder er det vigtigere, at vores børn kommer ned i stoffet og fordyber sig, fordi de nærmest lever halvdelen af deres liv på smartphones og i en accelereret virkelighed. Nogen er nødt til at trække tempoet ud af børn og unges liv.«
Tesfaye fortæller, at de nye læreplaner »skal udvikles i tæt samarbejde med fagfolk«, herunder skolelærerne. Men han fastholder, at afgørelsen til syvende og sidst er politisk.
»Det er helt legitimt for et samfund, at politikere beslutter, hvad der skal læres i folkeskolen. Det er en enormt vigtig kulturinstitution, og nogen skal tage ansvaret for, at skolen videreleverer vores værdier til næste generation om demokrati, ligestilling, troen på videnskab og fortroligheden med vores egen kultur, men også forståelsen for andre. Det er jo en del af det danske velfærdssamfunds værdier, og det skal skolen afspejle. I sidste ende er det et politisk ansvar at sige: Derfor ser læreplanen i billedkunst sådan her ud.«
