Toiletfinten

Jeg lukker døren, forsigtigt. Klik. Slåen for, endelig fred, nej, endnu bedre: endelig fri, helt fri! Jeg finder avisen frem, folder den møjsommeligt ud, bladrer frem til den der lange artikel, jeg ikke har fået læst endnu. Så sætter jeg mig på toiletbrættet. Ahh …

»Faa-aarh!«

Stille. Ikke røre på sig nu.

»Faa-AARH!«

Satans.

»Ja, skat?«

»Hvor er du, far?«

Dørhåndtaget bevæger sig.

»Jeg er lige på toilet, skat. Jeg kommer om lidt, ik'?«

Stille igen. Gik det mon?

»Jeg skal tisse!«

Fandens også. Nu står hun der igen, min datter, fire år gammel og alligevel så snu, at hun selvfølgelig har regnet ud, hvad jeg laver herude på toilettet. Jeg gemmer mig. For min kone og mine børn, for råb og skrig, børnemusik, slagsmål, jeg gemmer mig for vores ferie.

Vi har – som mange andre familier – lige tilbragt ni dage sammen over jul og nytår, to voksne, to små børn og en forkølelsesvirus på gennemrejse. Det kræver nogle pauser. Man kan selvfølgelig altid bede om et kvarter til at slappe lidt af, tage sig en lille lur, men det koster; den anden forælder optjener samme ret, det er et nulsumsspil, som at tisse i bukserne for at holde sig varm.

Nej, så er toiletfinten smartere. Her kan man sidde for sig selv i fem minutter, ti minutter, måske et helt kvarter, hvis man er heldig. Et kvarter, der ikke registreres noget sted, et kvarter, der ikke skal betales tilbage. Over årene har jeg på den måde sparet mig selv for timevis, hvis ikke dagevis, af gæld til min kone.

Men nu går den ikke længere. Min datter har luret den.

»FAAAAAAAAAR!!«

Dørhåndtaget hopper faretruende op og ned.

»Ja, ja, vent lige to sekunder.«

Jeg låser op, døren nærmest springer ud af karmen, og den lille fredsforstyrrer vælter ind.

Det var den pause.

**

Her skal jeg måske lige indskyde, at jeg elsker mine børn, min kone, vores liv sammen, at være far. Jeg har objektivt set ikke noget at klage over.

Men lad os være ærlige. Man gennemlever en hel del episoder, som skriger på en pause.

At være småbørnsforælder handler i det store og hele om at lade sig opløse som selvstændigt menneske i en periode. Hvis man skal sige det lidt selvhøjtideligt. Man må forvandle sig til en funktion, et serviceorgan uden rettigheder, man må lade sig ydmyge på daglig basis. Uden at kny, selvfølgelig.

Værdighed? Glem det.

Bevis nummer 1: Barnet stirrer mig i øjnene, hun ignorerer mine protester. »Nu kaster jeg den,« siger hun. Ærten flyver gennem luften og lander et sted på gulvet. Jeg tæller til ti. Skidt med det, siger jeg. Så begynder gråden. »Jeg vil have min ært!«

Nu er der kun to mulige udfald: den totale nedsmeltning. Eller en ydmygende kravletur under spisebordet efter den flyvende ært, som nu er aldeles uundværlig på barnets tallerken.

Jeg vælger det sidste. Døm mig bare. Det gør jeg selv.

Bevis nummer 2: Vi er i zoologisk have, barnet kræver en is, jeg siger nej. »IS! IS! IS!«, nej. »IIIIIIIIIIIIIS!«, nej. Alle kigger på mig, jeg kan se det i deres øjne, hvad gør han nu, tænker de, endelig får de noget underholdning for pengene.

Jeg bærer barnet hele vejen ud af haven, skrigende, sparkende, altså hende, ikke mig, jeg er enormt rolig og fattet. Så fortryder jeg, selvfølgelig gør jeg det, bærer barnet hele vejen tilbage, køber den is. Så skal vi rigtig hygge os. Jeg smiler til alle tilskuerne, de ryster på hovederne, godt det ikke er os, tænker de.

Bevis nummer 3-8:

Barnet bruger min nystrøgne skjorte som snotpapir. Ad.

Barnet propper en gennemgumlet bolle ind i min mund. Seriøst ad.

Barnet slår mig i hovedet med sin sut, mens jeg sover. Av.

Barnet sparker mig i hovedet, mens jeg sover. Av for satan.

Barnet laver lort ud gennem bleen og ned ad begge ben. Ej …

Barnet laver lort op ad ryggen. Stop!

Er det synd for mig? Nej.

Det er min egen skyld, og man vænner sig efterhånden til det hele, til rollen som kombineret rengøringskone skråstreg kok skråstreg snotpapir skråstreg klatrestativ skråstreg boksebold.

Som regel skal der ikke meget til – et skævt smil, en sjov fortalelse – før det hele er glemt igen. Men nogle gange kræver det liiige lidt mere tid og afstand, før det sådan rigtig bliver sjovt. Komedie er tragedie plus tid, som man siger.

Og nogle gange er en falsk tur på toilettet lige det, der skal til. Et lille øjeblik, hvor man igen føler sig som et menneske i egen ret.

Ligesom den første kop kaffe på kontoret om mandagen efter en endeløs weekend. En løbetur i skoven. En øl efter arbejde. En aften alene på sofaen.

Noget af det gode ved at være far er også, at jeg nyder de øjeblikke, hvor jeg ikke er far, på en anden måde.

**

Derfor udgør det også noget af et problem, at min datter nu har afsløret min toiletfinte. Jeg står med en potentiel bombe i parforholdet, hvad skal der nu blive af os?

Jeg nævner det for min kone, næsten hviskende, da vi er ude at spise en aften, indrømmer det hele, lægger alt frem, min beskidte hemmelighed, et årtis bedrag.

»Jeg har gemt mig for jer. Undskyld!«

Og reaktionen?

»Det ved jeg da godt.«

Hvad?!

»Tror du, jeg er dum?«

»Neejj, altså …«

»Men ved du hvad?«

»Nej?«

»Jeg gør det også selv.«

Chok!

Her går man og føler sig speciel, nærmest genial, sikke et smart trick, jeg har fundet på. Og så viser det sig, at min kone også gør det, ja, måske gør I det alle?

»Jeg er færdig, far,« siger barnet og smutter ud til sin bror.

Jeg lukker døren igen. Det er ikke helt det samme, når alle ved, hvad der foregår herude.

Men nu skal jeg faktisk på toilettet. Sådan helt ægte.

Klik.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.