VENEDIG – Det var et syn for havguder, da det 3. oktober 2020 for første gang nogensinde lykkedes mennesket at forhindre en oversvømmelse af Venedig:
Én efter én rejste de gulmalede palisader sig fra havets bund og steg langsomt op gennem grågrønne bølger. De i alt 78 aflange og flade bokse af jern brød gennem havoverfladen, nåede op i blæsten og stod til sidst næsten lodret. Tilsammen dannede de nu en mere end halvanden kilometer lang barriere, der forhindrede vandmasserne fra Adriaterhavet i at trænge ind i Venedigs lagune.
Ved middagstid nåede højvandet 135 centimeter over normalt niveau, hvilket sædvanligvis ville have oversvømmet halvdelen af byen. Men ikke denne lørdag, hvor stort set alt forblev tørt takket være MOSE. Det var første gang, anlægget blev aktiveret, og som en af Venedigs beboere udtrykte det til CNN:
»Det er historisk. Som da Armstrong tog det første skridt på månen.«
Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro, talte om »stolthed og glæde«, og det er der god grund til, for MOSE er historiens hidtil største ingeniørbedrift, når det gælder om at undgå oversvømmelser. Navnet er en forkortelse for Modulo Sperimentale Elettromeccanico – eksperimentelt elektromekanisk modul – men passende nok betyder ordet på italiensk også Moses. Ham, der i Bibelen skilte Det Røde Hav, så jøderne kunne forlade Egypten tørskoet.
Det har taget mere end 40 år og kostet næsten 50 milliarder kroner at gennemføre projektet, der skal beskytte Venedig mod vandet, som først gav Havets Dronning livet og storhedstiden og siden truede med at tage det fra byen igen.
Bygget på pæle på sumpede småøer i lagunen er Venedig gennem århundreder sunket langsomt af geologiske årsager. I dag er den generelle havstigning som følge af klimaforandringer dog den største trussel mod byen, der med forfatteren Joseph Brodskys ord i sig selv er »et kunstværk, det største mesterstykke, som vores art har skabt«.
Han boede selv hver vinter i Venedig, hvor paladserne og kirkerne nu som før står med fødderne i vand – som skrin fyldt med umådelige rigdomme i sten, guld, marmor og maling – men Brodsky advarede alligevel mod mange af de velmente forsøg på at redde og genoplive Venedig; det ville aldrig gå godt.
Ved nattelyden af vandet, der slikker op ad hotellets middelalderlige mure ved Canale Grande, er der da også noget tillokkende ved – som Brodsky – bare at affinde sig med, at Venedigs skæbne er undergang. I al sin skønhed undervejs.
Borgmester i husarrest
Kuren mod denne melankoli er mødet næste formiddag med den entusiastiske Monica Ambrosini, der i 25 år har været informationschef i Consorzio Venezia Nuova. Konsortiet består af en række koncessionerede private firmaer, som mod offentlig betaling blev overladt opgaven med at gennemføre Moses-projektet.
»Mange venetianere troede ikke på, at projektet kunne lykkes. Nu er alle meget glade,« siger hun, mens hun tjekker sin mobiltelefon. Hun har en app, der viser vandstanden i Venedig. I dag er den trods tidevandet kun 52 centimeter over dagligt vande, så der er ingen grund til bekymring. De gule barrierer i havet rejses først, når den forhøjede vandstand når op over 85 centimeter.
Egentlig er grænsen 100 centimeter, men de er nødt til at tage højde for, at der, ud over vandet fra Adriaterhavet, i en kritisk situation også kan falde regn og komme ekstra meget vand fra floden, der munder ud i lagunen. I vinteren 2020-21 blev MOSE aktiveret 20 gange, og fra november 2021 til nu er det sket 13 gange.
Lukningen skal vare så kort tid som muligt, for økosystemet i den lavbundede lagune er afhængigt af, at der konstant flyder friskt vand fra havet ind i lagunen. Beregninger viser, at vandet under normale forhold udskiftes en gang i døgnet.
Netop frygten for, at økosystemet vil lide skade, når lagunen i kortere eller længere tid lukkes af fra havet – i december sidste år skete det faktisk ti dage i træk – var en af hovedårsagerne til, at flere miljøorganisationer længe kæmpede imod MOSE-projektet. I dag er kritikken stort set forsvundet, efter at de mobile dæmninger til venetianernes store begejstring har vist sig flere gange at kunne forhindre oversvømmelser.
»Vi lukker kun, når det virkelig er nødvendigt, og typisk af nogle få timers varighed,« siger Monica Ambrosini.
Hun har været med til lidt af hvert i sine mange år i konsortiet. Ikke mindst under korruptionsskandalen, der i 2014 fik den italienske regering til at overtage kontrollen over projektet. Umiddelbart inden var flere embedsmænd blevet arresteret, og Venedigs daværende borgmester blev sat i husarrest anklaget for at have modtaget penge til sin egen valgkamp fra Consorzio Venezia Nuova.
I realiteten er konsortiet i dag under konkursbehandling, og ifølge Monica Ambrosini er det forklaringen på, at projektet endnu ikke er helt færdigt, selvom det er langt efter tidsplanen. Barriererne i havet fungerer, men det centrale kontrolcenter, som skal ligge i Arsenale-området inde i Venedig, mangler stadig at blive etableret, så indtil videre er operationerne kun halvautomatiske. Elevatorerne ned til anlæggene under havet er heller ikke færdige, så når det stormer, må teknikerne stadig tage trapperne. Som hun forklarer:
»Arbejdet er sat i stå, fordi vi ikke har lov til at udbetale penge fra konsortiet. Regeringen har dog accepteret, at vi må bruge penge på at aktivere anlægget, når der er fare for oversvømmelser, da det betragtes som en nødsituation. Så vi betaler medarbejderne og beskytter Venedig, indtil en aftale er på plads. Forhåbentlig næste år.«
Den italienske regering har udnævnt en særlig kommissær for MOSE-projektet, Elisabetta Spitz, der har haft store stillinger i statsadministrationen. Hun skal rekonstruere organisationen, og når vejrudsigten står på storm eller ekstraordinært højt tidevand, er det også hende, som formelt skal godkende, at lagunen lukkes af.
Det hårde arbejde
Acqua alta! Advarselsråbet – vandet stiger! – har gjaldet gennem Venedig i århundreder og hyppigere og hyppigere i de senere årtier. Nu er råbene endelig forstummet med realiseringen af en idé, der på samme tid er lige så simpel, som den er genial.
I al sin enkelhed består løsningen i en række store, flade og hule jernkasser, 20 meter brede, op til 30 meter lange og fem meter tykke, som ligger hængslet fast til hver sit betonfundament i havbunden ved hver af de tre udmundinger, som forbinder Venedigs lagune med havet.
Åbningen mellem Treporti på fastlandet og Lido-tangen er langt den bredeste, og havdybden varierer mellem 20 og 40 meter, så her er der af tekniske årsager anlagt en kunstig ø i midten. Øen består af havbundsmateriale, som blev gravet væk for at få plads til de ti meter dybe betonfundamenter. Den er uden navn og huser indtil videre også kontrolcentret.
Hvert af de i alt 78 fundamenter vejer 14.000 ton og blev støbt på land, før de blev sejlet ud og sænket ned i den udgravede havbund.
Til daglig vil de hængslede metalkasser, der i sig selv vejer 300 ton hver, ligge fladt nede i betonfundamentet på niveau med havbunden, så vandets ud- og indstrømning ikke påvirkes. De holdes nede af sig selv, fordi de er fyldt med vand, men når tidevandet ser ud til snart at nå et kritisk højt niveau, aktiveres en række kompressorer, der pumper luft ind i kasserne. Når vandet presses ud af luft, bliver kasserne lette og rejser sig op.
Det tager 32 minutter at rejse dem, og til sidst står de side om side med få centimeters afstand. Som en mur mod havet. Når højvandet er overstået, bliver de tømt for luft, fyldes igen af vand og lægger sig atter til hvile i forsænkningerne. Det tager kun halvt så lang tid.
Kompressorerne, som gør det hårde arbejde, står i store betonkasser eller -huse på hver sin side af de tre åbninger mellem havet og lagunen. Otte huse er der i alt, fordi en af adgangsvejene som nævnt er delt i to. Når man sejler forbi, kan man se virvaret af blanke rør, der stikker op af toppen. De ligner hver især et lille olieraffinaderi, men der er kun luft i rørene. De fortsætter nede under havbunden, hen til metalkasserne.
De skal til gengæld behandles med maling mod rust – ugiftig af hensyn til miljøet – hver tredje måned, og det er i sig selv en del af forklaringen på, at det vil koste omkring 650 millioner kroner om året at holde anlægget kørende.
Til daglig er der kun et par mand på arbejde, men når det går løs, kræver det et team på 100 mennesker at styre kontrolrum, kompressorer, undervandstunneller og, helt lavpraktisk, skibe, som fragter mandskabet ud til arbejdspladserne. Der er også indrettet opholdsrum, så arbejderne kan sove der på skift.
Anlægget kan holde i anslået hundrede år, og barriererne er dimensioneret til at modstå højvande på op til tre meter.
Markuskirken hegnes ind
Den hidtil største oversvømmelse i Venedig skete i 1966, da en voldsom Scirocco-vind den 4. november pressede så meget vand ind fra Adriaterhavet, at det drev tidevandet op til 1,94 meter. I tre dage stod hele byen og øerne i lagunen under saltvand, som ødelagde uvurderlige kunstgenstande, inventar og på længere sigt også bygningerne.
Det var en katastrofe, der vakte bestyrtelse over hele verden, og der blev oprettet ikke mindre end 26 internationale støttekomiteer, som skulle hjælpe med til at restaurere det ødelagte i Venedig. Mange er stadig i gang.
Ligesom det store jordskælv i Lissabon i 1700-tallet fik oversvømmelsen mennesket til at beslutte sig for at tage kampen op mod naturen, og MOSE blev kronjuvelen i et større system af arbejder. For eksempel er kajerne i Venedig blevet forhøjet, og i den skrøbelige undergrund af sand, silt og mudder er der anlagt et nyt og avanceret kloaksystem.
Til de fleste lokales store begejstring og efter mange års kamp lykkedes det også sidste år at få Italiens premierminister, Mario Draghi, til at indføre et permanent forbud mod, at krydstogtskibe sejler gennem Venedig. For husene langs kanalerne har passagen gennem byen nærmest virket som en højhastighedsversion af klimaforandringer, fordi bølgerne fra de enorme skibe slår mod fundamenterne og får dem til at erodere.
Selv med succesen for de mobile barrierer ude i havet bliver byen dog aldrig helt fri for mindre oversvømmelser. Markuspladsen ligger kun 80 centimeter over havets overflade, og man har på forhånd opgivet altid at holde Venedigs mest berømte plads helt tør. Så skal der lukkes af for havet for tit.
Det er forklaringen på, at håndværkere i disse måneder er i gang med at opføre et permanent gærde af glas rundt omkring Markuskirken. Gærdet bliver en meter højt og skal forhindre vand i at trænge ind i kirken, som det skete 12. november 2019, da Venedig blev ramt af den største oversvømmelse siden 1966. Vandet nåede 187 centimeter og satte 80 procent af byen under vand. Skaderne i private og offentlige ejendomme blev gjort op til cirka 7,5 milliarder kroner.
I virkeligheden var den sidste af de beskyttende kasser uden for Venedig blevet monteret under vand mere end et halvt år forinden, og anlægget derfor principielt i stand til at forhindre den ødelæggende oversvømmelse i 2019. Alligevel blev systemet ikke aktiveret. Monica Ambrosini forklarer hvorfor:
»Kompressorerne var ikke helt klar. Vi var i gang med at teste dem, men korruptionen havde forsinket det hele. Vi var ikke sikre på, om vi kunne kontrollere dem, og ingeniøren, som havde designet systemet, sagde, at det ville være for farligt.«
Men hvor længe?
Den nylige og næstværste oversvømmelse i historien er en medvirkende årsag til, at man i dag skal lede længe efter venetianere, som er imod MOSE-projektet.
Det er ikke kun i Markuskirken, hvor de stadig forsøger at udbedre skaderne på gulv og marmorvægge, at man fik konsekvenserne at føle. Det gjorde for eksempel også den i Venedig fødte Claudio Bertoli, der i en årrække var ansat som overtjener på restauranten Fiaschetteria Toscana, hvor de kulinariske traditioner blev holdt i hævd. I 2017 gav ejerfamilien dog efter og solgte til McDonald's.
»Da restauranten lukkede, var jeg virkelig i tvivl om, hvad jeg skulle,« siger han, der er fyldt 60:
»Mange steder er blevet overtaget af kinesere, og det var svært at finde et sted, som forsvarede kvalitet og gastronomi. Til sidst foreslog en gammel ven, som jeg arbejdede sammen med for 30 år siden, mig at stå i spidsen for en lille restaurant uden for turistområdet, som han havde købt. Jeg satte mig for at genetablere Antica Besseta med al den erfaring, jeg havde, men så kom oversvømmelsen, som ødelagde alle elektriske installationer i restauranten. Så måtte vi lukke, før vi havde åbnet,« fortæller han.
Coronapandemien gjorde ondt værre, og Bertoli har været uden arbejde i mere end to år. Nu håber han at kunne begynde forfra i slutningen af februar:
»I det mindste behøver jeg ikke længere bekymre mig om oversvømmelser.«
Ikke i hans levetid i hvert fald, men spørgsmålet er hvor længe så? Nok er teknikken og udstyret designet til at holde i hundrede år, men klimaforandringerne er en blind makker. Som den italienske regerings særlige kommissær for projektet i Venedig, Elisabetta Spitz, udtalte til en journalist for nylig:
»Beskyttelsen nu er mere end rigeligt. Hvis barriererne ikke er nok til hundrede år, fordi klimaforandringerne bliver så dramatiske, at højvandet stiger over tre meter, kan jeg love dig for, at problemet ikke kun er Venedigs.«
