Tirsdag. Aktive studerende, Eurovisions sårbarhed og en ikkeaftale om våbenhvile. Her er ...

Dagen ifølge Christoffer Zieler

Kære læser

»Jaja Ding Dong« er titlen på en smagløs popsang i Sussi og Leo-stil, som duoen Fire Saga fra Island gang på gang tvinges til at optræde med i filmen Eurovision Song Contest – The Story of Fire Saga. Ingen vil høre deres egentlige magnum opus, sangen, der skal give dem sejren ved det europæiske melodigrandprix; nej, det skal pinedød være den ulidelige »Jaja Ding Dong«.

»Jaja Ding Dongs« største fan er en skægget fisker i uldtrøje, der fra sin plads ved et cafébord brøler fuldstændig hæmningsløst for at få lov at høre sangen. Senere, da Lars, forsangeren i Fire Saga, holder en frustreret pause uden for koncertstedet, kommer denne islænding stormende ud og forlanger endnu en reprise.

Men jeg har jo allerede spillet den! råber Lars tilbage. »Sig mig, hvornår vil det være nok for dig!?«

»DET VIL ALDRIG VÆRE NOK!« skriger islændingen. »JEG VIL KUN HØRE ‘JAJA DING DONG’!«

Tænk at elske et kulturprodukt så højt. I aften vil hele Europa forhåbentlig kunne opleve et Jaja Ding Dong-øjeblik, for Eurovision er oprunden.

1. Urostiftere får en generalprøve

Ja, og undskyld filmreferatet. Jeg har udviklet et blødt punkt for Eurovision Song Contest-filmen (som kan ses på Netflix). Den fylder også hele indledningen på min artikel om Eurovision, som vi bragte i fredagens avis. 

Her fortæller ellers både Eurovision-kommentator Ole Tøpholm og DR-redaktionschef Erik Struve Hansen yderst interessant om konkurrencen, som man fra Danmarks Radios side tilgår med stor gravitas og omhu. Sådan som man bør, hvis man virkelig vil holde fest.

Musikskribent Sune Anderberg har desuden lyttet til samtlige årets Eurovision-sangbidrag for avisen, selv tak. Han konkluderer i sin artikel, at grækernes nummer, »Zari«, er bedst og skal have 12 point, fordi det har »bid, sensualitet og stort hitpotentiale«. (Til gengæld synes Anderberg, at Danmark er for kedeligt til at deltage i år i Malmø).

Politibetjente i Malmø forud for tirsdagens første semifinale til Eurovision. Foto: Johan Nilsson, Scanpix
Politibetjente i Malmø forud for tirsdagens første semifinale til Eurovision. Foto: Johan Nilsson, Scanpix

Spørgsmålet er selvfølgelig også, om Eurovision overhovedet bliver til noget, eller om det vil blive kørt i sænk af grasserende demonstranter, som protesterer over Israels deltagelse. Og som om det ikke er rigeligt at frygte, kunne en it-ekspert fra CBS her til morgen forklare DRs radiolyttere, at også hackere kan have ondt i sinde over for popkonkurrencen. Showet er it-sårbart, fordi det afgøres efter et sindrigt pointgivningssystem, hvor seerne indsender stemmer digitalt. 

Hvem kunne finde på at hacke et popshow? Er det aktivister fra pibe- og jazzsegmentet? Indierockere, der vil have Yo La Tengo, som andre vil have »Jaja Ding Dong«? Nok mest sandsynligt russere, der stadig er mugne over at være bandlyst fra Eurovision, blot fordi de indledte en uretfærdig storkrig.

Bøvlet nok for alle involverede afvikles det vældige Eurovision over adskillige dage, så man kan ikke bare koncentrere kræfterne om at beskytte ét enkelt arrangement. Aftenens show er således kun en semifinale, en slags generalprøve for såvel demonstranter som hackere og andre tænkelige spoilere. 

På Kristi himmelfartsdag foregår den anden semifinale med deltagelse af både Israel og Danmark, og lørdag er der finale, som ingen herhjemme sikkert gider se, hvis Danmark ikke får stemmer nok til at medvirke.

2. Israel og Hamas taler forbi hinanden

Gazakrigen udvikler sig i forvirrende ryk i disse dage. I går forlød det, at Hamas var villig til at indgå en våbenhvile, hvilket kortvarigt blev fejret af borgere i den invasionstruede og af flygtninge tætpakkede by Rafah. Men snart efter meddelte Israel, at den aftale, som Hamas var gået ind på, var en anden end den, de selv havde nikket ja til nogle dage forinden. 

Vores mellemøstkorrespondent Gunnar Willum redegør for den seneste udvikling i sin artikel »Indrømmelse eller bluff«, som vi opdaterede i aftes.

Israelske tanks i Rafah tirsdag. Foto: Det israelske militær.
Israelske tanks i Rafah tirsdag. Foto: Det israelske militær.

Her til morgen har Israel med kampvogne taget kontrol over grænseovergangen mellem Rafah og Egypten.

»Dermed signalerer israelerne, at de holder fast i, at de ikke stopper krigen, før at Hamas er sat uden for indflydelse i Gazastriben,« skriver TV 2s korrespondent, Rasmus Tantholdt.

3. Studerende rykker ind på rektors plæner

Med vanlig sans for at appropriere amerikansk kultur med et par ugers forsinkelse rykkede studenteraktivister i går ind på græsset ved Københavns Universitets samfundsvidenskabelige fakultet i protest mod Israels felttog i Gaza. Til universitetets frie medie, Uniavisen, siger talsperson Emil Nielsen, at »nu lægger vi os i slipstrømmen af et internationalt momentum og vælger at råbe universitetet op på samme måde, som vi ser i USA og andre steder i Europa«.

Studerende har slået lejr på Københavns Universitets City Campus, på det gamle Kommunehospital i det indre København Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix
Studerende har slået lejr på Københavns Universitets City Campus, på det gamle Kommunehospital i det indre København Foto: Thomas Traasdahl, Scanpix

De studerendes krav er ikke nye. Allerede i januar kunne gruppen Studerende mod Besættelsen levere over 2.000 underskrifter fra studerende og universitetsansatte til bestyrelsen for Københavns Universitet sammen med forskellige politiske krav. Et af kravene er, at universitetet skal være enig med demonstranterne om at karakterisere Israels krig som et folkemord, en anden del handler om, at universitetet skal afhænde sine investeringer i Israel.

Det er ikke enorme beløb, ni millioner kroner i 2023, men som Uniavisen har beskrevet, har Københavns Universitet interessant nok nidoblet sin investering i virksomheder med aktiviteter på de områder, som Israel har besat. Ifølge avisen er det »virksomheder som Booking.com og eDreams Odigeo, som udlejer boliger, der er lokaliseret i ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, i Østjerusalem og i Golanhøjderne«. 

Universitetets ledelse forsvarer over for DR sin investeringspolitik og kalder den »etisk«.

Apropos Uniavisen: Som led i en spareplan har ledelsen for Københavns Universitet for nylig foreslået, at den redaktionelt uafhængige avis fremover skal lukke sine to årlige papirudgaver og i fremtiden udkomme på universitetets lukkede intranet.

Venlig hilsen
Christoffer Zieler 

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.