KRIGEN i Ukraine eskalerede voldsomt, da Rusland om morgenen den 10. oktober bombede en lang række ukrainske byer i syd, nord, øst og vest som hævn for lørdagens angreb på Krim-broen, der forbinder halvøen Krim med Rusland.
Ifølge Vladimir Putin var der tale om »et massivt angreb med langtrækkende præcisionsvåben fra søsiden og fra luften mod Ukraines energiforsyningsanlæg, militære installationer og forbindelseslinjer«.
Præcisionsvåben eller ej, angrebet var ikke mere præcist, end at 100 mennesker blev såret, og 14 foreløbig er døde, men det vil Putin næppe beklage. Formålet var åbenlyst at terrorisere den ukrainske befolkning ved at sørge for, at så mange som muligt går vinteren i møde uden strøm, varme og vand.
ER de russiske missilangreb et vidnesbyrd om, at Putin aldeles ikke er på retræte, så er Ruslands lyssky operationer mod Europa det ikke mindre. Den 8. oktober måtte de tyske statsbaner, Deutsche Bahn, indstille togtrafikken i hele Nordtyskland, fordi kablerne var blevet klippet over to steder.
Tysk politi er af den overbevisning, at der er tale om sabotage. For nogle dage siden var der mystiske rystelser i farvandet nord for Læsø, og i mandags blev det meste af Bornholm så ramt af strømsvigt. I sidstnævnte tilfælde er der ifølge Energinet tale om en lokal fejl på et søkabel, og det er godt, at det er afklaret. For i ingen af de nævnte tilfælde er det sandsynligt, at man på baggrund af en efterforskning entydigt ville kunne slå fast, at Rusland stod bag.
Russerne er eksperter i hybridkrig, hvis definerende træk netop er at skabe forvirring hos modparten om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Præcis ligesom Rusland er ekspert i at målrette sine angreb mod udvalgte lande i en del og hersk-teknik, der skal skabe splid og uenighed i Vesten. Danmark er i den sammenhæng et oplagt mål: Vi er en mindre stat med et forsvar, der har set bedre tider, og vi er samtidig på hardlinerfløjen i EU over for Rusland. Vi leverer slagkraftige – om end gamle – våben som Harpoon-missiler, vi træner ukrainske soldater, og vores regering er klar i mælet i fordømmelsen af Putin.
NU kan man spørge, om det ikke er at male fanden på væggen, eftersom Rusland ærlig talt synes at have rigeligt med problemer i Ukraine. Når ukrainske modoffensiver langsomt, men sikkert æder sig ind på de territorier, som Putin har indlemmet i Den Russiske Føderation, skulle Rusland så virkelig have overskud til at ramme mål i Europa? Men her skal man vide, at krigen – eller rettere »specialoperationen« – set fra Ruslands synspunkt overhovedet ikke står til at slutte i en nær fremtid.
Vi er, som Churchill for mange år siden udtrykte det, ikke ved begyndelsen på enden. Højst ved enden på begyndelsen.
For tiden er analysen i den russiske udenrigspolitiske elite, at når det på det sidste er gået så gruelig galt militært for Rusland i Ukraine, er det, fordi Vesten er holdt op med at være bange for Rusland. »Lad os få angsten tilbage,« lyder overskriften på et interview med Dmitrij Trenin, den engang så moderate tidligere chef for Carnegie Centret i Moskva. Og det er vel at mærke vores – Vestens angst – han efterlyser; russernes egen angst for, hvad Vesten kan finde på, indgår slet ikke som et parameter i interviewet.
Særligt er han optaget af, at amerikanerne skal skræmmes fra sans og samling, og foreslår derfor snarest at få dem overbevist om, at Rusland vil bruge atomvåben mod USA, hvis man taber Ukraine. Endvidere gentager Trenin den udbredte forestilling i Moskva, at Rusland har mere at tabe ved et nederlag i Ukraine end Vesten. »For os er det et eksistentielt spørgsmål, fordi det ikke bare handler om Ukraines skæbne, men (hvad der for os er meget vigtigere) om Ruslands skæbne, i den mest fundamentale betydning af dette ord. For USA er det snarere et spørgsmål om politisk prestige, om lederskab, om deres placering i det internationale system.«
OGSÅ russisk udenrigspolitiks grand old man Sergej Karaganov havde denne pointe i et nyligt interview: »For os er det et spørgsmål om landets overlevelse, mens det for Vesten er et spørgsmål om eliternes overlevelse. Det giver os en moralsk, psykologisk fordel.«
Ingen af dem har forstået, at det sandelig for Vesten ikke kun handler om Ukraine eller prestige, men om, at de mange nye NATO-medlemmers sikkerhed hviler på, at FN-pagtens artikel 2 bliver respekteret af Rusland: »Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål.«
Og så længe den udenrigspolitiske elite ikke har fattet, at vi kæmper for os selv gennem ukrainerne, vil de leve i den overbevisning, at vi bare skal presses nok. Hvis ikke i Ukraine, så hjemme hos os selv. Sabotagen mod Nord Stream-linjeføringerne var blot et forvarsel om, at krigen er gået ind i en ny fase: Europæere – herunder danskerne – skal forstå, at de ikke kan sidde hjemme i sofaen og fjernbetjene sig til en militær sejr gennem ukrainerne. De skal mærke krigens konsekvenser på alle tænkelige hårde måder.
I det lys må man undre sig over, hvor fraværende Ukrainekrigen er som tema i den danske valgkamp. Jo, alle besværger med én mund, at Putin skal tabe sin aggressive angrebskrig, men der er ikke meget refleksion over krigens mulige konsekvenser for Danmark. Selvom vi står i en situation, hvor det slet ikke kan udelukkes, at Storebæltsbroen bryder i brand i morgen, at jernbanenettet lammes, at grundvandet forgiftes, at kablerne til datacentrene skæres over, så handler valget meget lidt om, hvordan vi styrker sikkerheden.
Det kan der være tre forklaringer på. Den første er, at situationens alvor ikke er gået op for politikerne endnu. I så fald er det på høje tid. Den anden mulighed er, at vi taler så meget om faren for, at Putin bruger taktiske atomvåben, at vi helt glemmer at forholde os til mere prosaiske måder, han kan chikanere os på. Putin ville få det meste af verden imod sig, hvis han bruger atomvåben – herunder sandsynligvis også Kina – så tiden er bedre brugt på at forholde sig til det, han allerede gør nu.
Den tredje mulighed er, at politikerne afholder sig fra at drøfte, hvad Putin kan finde på over for Danmark, fordi de frygter, at befolkningens opbakning til Ukraine skal svinde. Men i så fald er svaret ikke at fortie det, men at gøre befolkningen klart, at Putin ikke har tænkt sig at holde op, selv hvis Vesten presser Ukraine til at forære ham de fire ukrainske regioner plus Krim i morgen. Putin kan sidde som præsident indtil 2036, og hans erklærede mål er at indstifte en ny verdensorden, hvor Rusland får en indflydelsessfære, der inkluderer en lang række nytilkomne NATO-medlemmer. Hvis hans lære af Ukrainekrigen bliver, at aggression betaler sig, så fortsætter han.
DANMARK er altså truet, som vi ikke har været det i mange år, og det burde valgkampen bære præg af. Det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik blev indgået i marts på et tidspunkt kort efter invasionen, hvor man stadig forestillede sig, at krigen i Ukraine ville stå i Ukraine og ikke brede sig til angreb på kritisk infrastruktur i Europa.
Det var på den baggrund, at man anså det for forsvarligt først at løfte Danmarks udgifter til forsvar og sikkerhed til to procent inden udgangen af 2033. Altså om 11 år. Der er vi ikke længere. Vores statsminister har kaldt dette valg for et tryghedsvalg. Gid der kommer handling bag ordene.
