Leder. Et nej vil være et absurd signal at sende til alle i Europa, men afgørelsen handler mest om os selv. Hvem er vi? Hvad vil vi? Er vi europæere, der endelig gør op med det vege, tøvende, hykleriske udenforskab?

Det uudholdelige danske forbehold

MED folkeafstemningen om de fire forbehold i 1993 undgik Danmark at måtte forlade EU. Så simpelt er det. Det handlede om de fire forbehold, herunder forsvarsforbeholdet, men i realiteten stemte vælgerne om det eksistentielle: Danmarks tilknytning til EU og placering i Europa. Året før havde et lille flertal forkastet Maastrichttraktaten, og konsekvensen gik først efterfølgende op for vores lille land: Danmark måtte træde ud af EU. Medmindre altså vælgerne ombestemte sig og sagde ja alligevel.

ET enormt arbejde blev iværksat, særlig af SFs Holger K. Nielsen, der førte an i den historiske feberredning. Holger og konen sagde alligevel ikke nej til Unionen. Han så i lighed med resten af vælgerne på de blanke sider, der lå umiddelbart forude i danmarkshistorien: Hvad skulle der stå, når nu de selv førte pennen? Udenfor eller inde? Danmark med i Europa eller alene? Og så stemte vælgerne ja.

JA eller nej? De to afstemninger – i 1972 og igen i 1993 – handlede om Danmarks grundlæggende europæiske væren: De andre folkeafstemninger om det ene eller andet forbehold har drejet sig om den særlige mellemposition, hvor mange befinder sig bedst: Vi er med, men med forbehold. Vi deltager, tøvende, lurepassende. Vi er europæere, men ikke så meget. Men folkeafstemningen i næste uge handler ikke om mellemregninger eller vurderinger af traktatlige detaljer. Den handler om det helt store spørgsmål.

OPGIVER mange at hidse sig op over afstemningen, er det ikke så mærkeligt. Man får jo det indtryk, at valget grundlæggende er lidt lige meget. Jasiden insisterer på, at et ja jo ikke betyder, at Danmark nødvendigvis skal deltage i noget europæisk forsvarssamarbejde. Vi kan jo alligevel sige nej og stå udenfor. Og endda nedlægge veto og stoppe en operation helt. Fra den modsatte side lyder det, at nej er det sikreste: Så forbliver alt som før, og man kommer ikke til at »blive presset« til at deltage i noget. Så hvilken forskel gør det overhovedet, hvor man sætter krydset? Det er, som om danske politikere, når det gælder EU, har givet sig selv det hvide snit; hensunket i døsig apati.

VI skal på onsdag stemme om noget langt større, end både ja- og nejsiden lader ane. I 1993 kom forsvarsforbeholdet på stemmesedlen, fordi et sådant samarbejde var et spøgelse. En militarisering af det europæiske samarbejde? Det lyder ubehageligt, og det vil jo aldrig ske. Debatten fulgte den tids antagelse, at der aldrig igen ville komme krig i Europa. Når man sagde, at EU-samarbejdet handler om at forhindre krig på europæisk jord, svarede EU-modstanderne, at det da selvfølgelig aldrig ville ske igen.

ENDELIG passede det sammen: EU-modstanderne så ud til at have ret – ingen forestillede sig en ny krig i Europa. Selvom Danmark ikke har været neutral eller alliancefri som svenskerne, er der dybt i vores folkesjæl et sted, hvor følelsen af neutralitet, pacifisme og selvtilstrækkelighed flyder sammen. Det kommer til udtryk som tilbagelænet skepsis, ambivalens og grundlæggende mistro til det europæiske teater, hvor historien altid udarter. En fornemmelse af udenforskab. Sådan har det været i mere end 150 år. Når krigen kommer til Europa – og krigen kommer altid til Europa igen – træder vi et skridt baglæns og lader de andre tage slaget. Første Verdenskrig. Anden Verdenskrig. Den Kolde Krig. Vi er med. Men ikke helt.

SELVBEDRAGET tog svenskerne i sidste uge et historisk opgør med. De kunne ikke længere acceptere modsætningen mellem deres identitet og den geografiske virkelighed, der tårnede sig op mod øst. Hykleriet blev knust af Ukrainekrigen. Det danske selvbedrag er mere subtilt, mere flydende. Vi er medlem af NATO, men vi er det land, der hurtigst afviklede vores forsvar efter Den Kolde Krig, hvorfor vi nu halter gevaldigt efter i genopbygningen. Der udvikler sig hastigt et reelt forsvarssamarbejde i EU, der uanset hvad vil bidrage til at styrke Danmarks sikkerhed – men vi står udenfor. Finland og Sverige træder ind i NATO, men de træder også ind foran Danmark i frontlinjen mod øst og styrker vores sikkerhed gevaldigt. Begge lande deltager allerede i EUs forsvarssamarbejde og beder åbent Danmark om at bidrage. Situationen i Europa har gjort vores forbehold uudholdeligt. Et nej vil være et absurd signal at sende til alle i Europa, men afgørelsen handler i sidste ende om os selv. Hvem er vi? Hvad vil vi? Det er ikke så ofte, at man som vælger får mulighed for at besvare det spørgsmål. kras

Læs Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.