Af Morten Heiberg Kjær, cand.mag. i filosofi og dansk
Identitetspolitik kan defineres som politik, der er rettet mod bestemte gruppeidentiteter, i modsætning til en politik, der kun ser borgere af universelt tilsnit. Målet med en sådan politik er at opvurdere og/eller beskytte bestemte gruppebaserede identiteter med henblik på at opnå retfærdighed. Vi hører mest om den venstreorienterede variant, der fokuserer på at udbedre minoriteters underprivilegerede status. Den kritiseres fra både konservativt, liberalt og socialistisk hold, men store dele af kritikken fremstår ikke ret overbevisende og til tider decideret selvmodsigende.
Ved det dominerende fokus på venstreorienteret identitetspolitik overser man ofte, at den mest magtfulde og indflydelsesrige identitetspolitik i Danmark er af konservativt tilsnit. Denne politik søger at etablere en specifik identitets dominans over andre identiteter: nemlig en påstået tilnærmelsesvis homogen dansk identitets forrang over afvigende identiteter.
Konservativ identitetspolitik findes som det, vi kan kalde hård juridisk magt, ligesom den bevirker blødere magtformer og for eksempel sætter sig spor i vores omgangsformer og selvforståelser samt i majoriteters opfattelser af og forventninger til diverse minoriteter. Folketinget har i den hårde ende af dette spektrum for eksempel indført lovgivning til forsvar for en særlig dansk hilseform, lovgivning, der med baggrund i blandt andet et etnicitetskriterie dikterer udvalgte boligområder revet ned, lovgivning, der sikrer kristendom en særstaus, lovgivning, der under titlen hjemrejseydelse tildeler markant lavere sociale ydelser til borgere, der ikke har opholdt sig i landet i ni af de sidste ti år, samt lovgivning, der forbyder bestemte religiøst betingede hovedbeklædninger.
Juridiske forbud mod diskrimination fremstår for en sådan konservativ identitetspolitik ofte som et irritationsmoment, da intentionen er klar og udtalt: Man omtalte tildækningsforbuddet som et burkaforbud, ligesom en hjemrejseydelse oplagt ikke er møntet på de gammeldanskere, der som et nødvendigt retssikkerhedsmæssigt onde omfattes af loven.
Samtidig med denne hårde magt leverer de mange personlige vidnesbyrd om forskelsbehandling, som den aktuelle situation har hvirvlet med sig ind i debatsektionerne, bevis for, at omtalte blødere former for magt med inspiration i konservativ identitetspolitik spiller en stor rolle i minoriteters liv. De utallige akademiske undersøgelser af danske forhold, der blandt andet dokumenterer uligheder, hvad angår gruppers muligheder for at gå i fred for politiets sjette sans og for at komme ind på både bolig- og jobmarkedet samt natte- livets diskoteker, understreger denne pointe.
Dette kan man jo mene om, hvad man vil, men man kommer ikke uden om, at de juridiske og politiske bestræbelser på at opvurdere og/eller beskytte dansk identitet på bekostning af andre identiteter er identitetspolitik i ren form. Enhver position, der kritiserer en forestilling om et sammenhængende fænomen kaldet identitetspolitik, og som samtidig bakker op om en eller flere af ovenstående politikker, bliver derfor selvmodsigende.
Fra liberalt hold er en af hovedanklagerne mod den venstreorienterede identitetspolitik, at den besværliggør eller ligefrem umuliggør en sikring af individets rettigheder ved sin optagethed af identitetsbærende grupper. Med idéhistorisk baggrund i de oplysningstidsstrømninger, som de moderne vestlige liberale demokratier bryster sig af at være formet af, efterspørges forskelsblind lovgivning efter universelle idealer, der kun ser ligeværdige borgere for sig. En lovgivning med det formål at indfri den liberaldemokratiske utopi om at sikre alle samfundets borgere lige muligheder for at forfølge egne livsmål.
Mange liberale kritikere af venstreorienteret identitetspolitik overser imidlertid, at identitetspolitik allerede fra start var en afgørende central del af de liberale grundværdier, som den hævdes at underminere. Der gives ingen liberaldemokratisk stat uden minoritetsbeskyttelse, sådan som den for eksempel viser sig i lovgivning om religions- og ytringsfrihed, og denne lovgivning er med baggrund i idealet om lige muligheder designet til at beskytte borgerne uanset gruppebaserede identitetstilhørsforhold. Altså identitetspolitik.
Der er tillige ingen nødvendig modsætning mellem rettigheder formuleret som individuelle og gruppebaserede. De sidste kan for eksempel ofte begrundes ved samme forskelsblinde princip om lige mulighed til alle som de første – som når ordblinde får ekstra tid til eksamen, eller når der i folkeskolen undervises i hadforbrydelser. For så vidt den slags grupperettigheder – eller i tilfældet hadforbrydelser: gruppefokuserede oplysningspolitikker – har som mål at sikre underprivilegerede lige muligheder, er der intet i en liberaldemokratisk grundindstilling, der taler for at fastholde en generel kritik af identitetspolitik. Hvis man som liberal kan se en pointe med, at kvinder i 70erne mødtes i kvindegrupper for som gruppe at opnå styrke og bevidsthed til at kræve ligestilling, så kan man se pointen med safe spaces.
Venstreorienteret identitetspolitiks raison d’être er at sikre realiseringen af et liberaldemokratisk ideal om lige muligheder, hvorfor det forekommer påfaldende, at der ikke er større interesse i det borgerlige Danmark for at gå i dialog med den for at kvalificere dens løsningsforslag. Af og til er den også fra socialistisk hold under beskydning. Her især for at fjerne fokus fra mere grundlæggende og væsent- lige uligheder skabt af den kapitalistiske økonomi. Udfordringen for både den socialistiske og liberale kritik er blandt andet, at så længe man insisterer på at forblive forskelsblind, hvad angår køn, seksuel og religiøs orientering og tilsvarende identitetskategorier i en verden, der ikke er det, forbliver analysen ufuldstændig. De mange verserende beretninger om for eksempel hverdagsracisme demonstrerer behovet for en identitetspolitisk dagsorden. Uden en sådan forbliver én bestemt kategori af de mangeartede årsager til de ulige muligheder, man hævder at ville bekæmpe, ubelyste.
Gå derfor til den venstreorienterede identitetspolitik og dens teoridannelse med åbenhed, lyt til de mange, der for tiden deler personlige oplevelser af marginalisering, og engager dig i konstruktiv samtale med fokus på identifikation og løsninger af de uretfærdigheder, der ved nærmere eftertanke er på spil i langt de fleste tilfælde.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk.
