Brevveksling. »Jeg glæder mig til at snakke med et relativt normalt menneske, for her omgås jeg kun psykotiske og demente samt en enkelt psykopat.« Tove Ditlevsens breve til sin forlægger vidner om en smadrekvinde med selvdestruktiviteten som modersmål.

»Hidtil har jeg altid været gift, idiot som jeg er«

»Hidtil har jeg altid været gift, idiot som jeg er« Af Pernille Stensgaard

Tak for sidst, det var smadderhyggeligt,« skrev Tove Ditlevsen i sit første brev til Mogens Knudsen, den litterære direktør på Gyldendal. Det var i 1969, begge var i 50erne. »Jeg sender dig hermed mit afskedsbrev til Hvilkenskid, som jeg lægger i postkassen sammen med dette.

Så må du foretage dig det videre fornødne.« Hvilkenskid var Forlaget Hasselbalchs direktør, Ebbe Wilkenschmidt, han blev vred over at miste forfatterskabet og strittede imod. Situationen mindede hende om, »når man fortæller sin nye, kampdygtige mand (som ikke aner, hvad han går ind til), hvor besværligt det er at blive af med den gamle hårdtprøvede, som skinsygen har berøvet enhver vilje til samarbejde«.

Men nu var det gjort. Tove Ditlevsen var »gået over« og blevet Gyldendal-forfatter. Og et par litterære direktører senere fandt Johannes Riis i sommer deres brevveksling i et gammelt pengeskab på første sal i Klareboderne. Et sensationelt fund. Nyt fra Tove Ditlevsen længe efter hendes død for egen hånd den 7. marts 1976. Hendes breve til Mogens Knudsen udkommer som en lille bog den 3. december og afslører, hvor tæt og fortroligt et forhold forfatteren over årene fik til sin redaktør.

Han var en fredelig og rar mand med næsten ingen fjender i en stilling, hvor det er let at få dem. Røde alfahanner i de revolutionære 1970ere beskyldte ham for at være konfliktsky, i virkeligheden var han radikal, undgik sindsoprivende politiske slagsmål og elskede at læse og få det bedste frem i sine forfattere. Hans ro passede hende godt. Mens hun røg ud og ind af psykiatriske afdelinger og var indlagt i måneder og halve år, stod han stille og tog imod. Og hun kom med det hele:

»Jeg har aldrig haft forstand på økonomi, men føler bare, at alting sejler for mig i øjeblikket. Jeg er ikke gift og ikke skilt, og hverken Victor (mand, red.) eller jeg betaler skat, og du kan sige dig selv, at det ikke kan blive ved med at gå. Min sagfører siger, at jeg bare skal forholde mig passivt, men jeg ved jo ikke engang, om Peter (søn, red.) og jeg kan blive boende i lejligheden. Jeg ved godt, at dette strengt taget ikke er noget at bebyrde dig med, men på en måde er du jo alligevel interesseret i, at der kommer ro og orden i min tilværelse. Ellers er jeg ude af stand til at samle mig om det væsentlige her i tilværelsen. Kærlig hilsen, Tove«.

Læs også: Brevkassen giver én mulighed for at svælge i andre menneskers unikke bekymringer – og måske ens egne: »Problemernes peepshow«

Jo, han var interesseret i, at hun samlede sig og skrev. Det var hans arbejde at få hende til det. Han var prof, men der skal mere til end det. Som en selvfølgelighed hjalp han med skat, pengesager og kontrakter. Det var det nemmeste af det. I februar 1969 skulle hun for første gang i sit liv selv udfylde en selvangivelse, dog i samråd med en sagfører. »Hidtil har jeg altid været gift, idiot som jeg er.« Hun var hjælpeløs i det praktiske liv og elendig over sin separation fra Victor Andreasen, ægtemand gennem 20 kærlige, vanvittige, fordrukne og vrede år. Der var ingen vej udenom, men det var også forfærdeligt. Ditlevsen var smadrekvinde, først og fremmest af sig selv.

»Nu beder jeg dig om noget, der vil forbløffe dig, men grundene til det er så indviklede og mangfoldige og private, at jeg ikke kan gøre rede for dem. Altså: Jeg vil gerne have, at der nederst til højre på forsiden af min digtsamling skal stå: Til Victor. Det er det hele. Jeg vil gerne have, at du ringer mig op og siger, at det er i orden.«

Et år inde i bekendtskabet skrev hun: »Kære Mogens. Tak for din invitation, som jeg mægtig gerne ville tage imod, men ikke kan. Jeg har været på Sct. Hans i tre måneder, og de slipper mig kun løs i weekenden, hvor jeg tager op i sommerhuset sammen med Peter. Det er min afsindige genforening med Victor, der til sidst slog mig ud. Eftersom jeg kan takke mig selv for den dumhed, er der ingen grund til beklagelse (...) Måske kan vi spise frokost en dag, hvor jeg er mindre melankolsk end nu.«

Når jeg tog hjem om fredagen, fik jeg Antabus med, som jeg skulle æde om lørdagen for ikke at fristes til at drikke om søndagen. Sidste lørdag blev jeg enig med Victor om at smide det skidt i lokummet.

Tove Ditlevsen, forfatter

En lille uge senere takkede hun for hans brev og forsikrede ham om, at hun ville blive meget glad for et besøg, »bare ikke mandag. Så har jeg nemlig køkkentur, hvilket må lyde vanvittigt for relativt normale mennesker. Vi kunne tage til den vilde by Roskilde og spise frokost et eller andet sted (...) Nå, men jeg glæder mig til at se dig. Det er lige før, jeg skriver til ombudsmanden for at slippe herfra. Jeg hader Vanggaard (psykiater, red.) for tiden, så ham må du være villig til at rakke en smule ned.«

Senere sender hun ham et tak for sidst, »det var dejligt normalt og civilt at spise frokost med et menneske fra det frie erhverv på den anden side af tremmerne«, men to måneder senere er Tove Ditlevsen klaustrofobisk ulykkelig over stadig at være indlagt. »Jeg skriver til dig for at bede dig om at hjælpe mig, men du må selv finde ud af, hvordan sagen skal gribes an. Jeg leder efter et menneske, der har kontakt med Vanggaard, og som kan tale min sag hos ham.

Du er ikke det menneske, men du kender jo så mange, så måske du kan finde den rigtige person.« Så vidt, hun kan se, kan hun kun komme ud ved at bryde med Thorkil Vanggard, og det er hun ikke i stand til. »I mange år var han kun sådan en rar onkel, jeg en gang om ugen rakkede Victor ned sammen med. Det var meget hyggeligt, men han var uden indflydelse på min skæbne.« Siden hun blev indlagt på Sct. Hans i 1967 og begyndte at skrive sine erindringer, viste hun ham alt, hvad hun skrev. »Derigennem opstod noget langt mere intenst end ved et almindeligt læge-patient forhold, et gensidigt venskab, som er blevet mig uundværligt i den underlige verden, vi lever i.«

I øjeblikket er Victor interesseret i, at jeg kommer hjem, fordi hans elskerinde skal have et barn med en østrigsk skilærer, og Victor kan ikke fordrage gravide kvinder.

Tove Ditlevsen, forfatter

Ditlevsen beder altså Mogens Knudsen om at få hende ud af hospitalet uden at skubbe dets ledende psykiater, som er blevet hendes ven, men som hun i perioder hader, fra sig. »Men Mogens, jeg har været her i syv måneder nu, og det var til at holde ud, så længe jeg kom hjem til Peter i weekenden, men det må jeg ikke mere. Når jeg tog hjem om fredagen, fik jeg Antabus med, som jeg skulle æde om lørdagen for ikke at fristes til at drikke om søndagen. Sidste lørdag blev jeg enig med Victor om at smide det skidt i lokummet, så vi kunne tage os en lille en om søndagen, før jeg skulle tilbage hertil.«

Ægteparret spiste frokost i København og delte en flaske rødvin. Hjemme ringede Victor efter en taxi. Glad og munter satte hun sig ind ved siden af chaufføren, allerede lidt led ved at skulle tilbage. »Det var en frisk fyr,« skrev hun til Mogens Knudsen. »For at gøre en lang historie kort tog vi ind på alle værtshuse mellem København og Roskilde og drak bajere, til vi arm i arm kom dinglende op på afdelingen, hvor han blev smidt ud og jeg i seng.«

Hun føler sig helt spærret inde med »mere eller mindre defekte personer«, er aldrig nogensinde alene og kan især i weekenden, hvor så mange patienter er hjemme, ikke finde nogen at føre en samtale med. »Jeg længes så forfærdeligt efter Peter og han efter mig. Han kan besøge mig her, men da jeg ikke må komme ud, må vi sidde i besøgsstuen, som er helt Kafka-agtig forfærdelig.«

Hendes kærlighedsliv ser komisk tumultarisk ud, men er dødelig alvor: »I øjeblikket er Victor interesseret i, at jeg kommer hjem, fordi hans elskerinde skal have et barn med en østrigsk skilærer, og Victor kan ikke fordrage gravide kvinder. Men hvordan I sammen skal kunne blødgøre Vanggaards p.t. hårde hjerte, ved jeg ikke. Jeg dør af sorg, hvis jeg skal være her en måned til. Jeg dør af længsel efter Peter, efter mine bøger, mit hjem og min lykkelige og frugtbare ensomhed i de tidlige morgentimer, hvor alle sover.«

I hele Ditlevsens liv har timer uden børn, pligter og forstyrrende ægtemænd været de bedste, for da kunne hun skrive, men alligevel fyldte hun fra ung sine år op med ægtemænd (fire) og kaos. Kunne hverken leve med dem eller uden dem.

Nu må jeg indvie dig i mit intimeste privatliv! Mine stakkels tænder er jo bygget snedigt op med rundkørsler og vindebroer, så ingen djævel kan finde ud af det.

Tove Ditlevsen, forfatter

I næste brev er hun stadig indlagt, men med udgangstilladelse og overskud til at være sjov: »Jeg glæder mig til at snakke med et relativt normalt menneske, for her omgås jeg kun psykotiske og demente samt en enkelt psykopat. Jeg deler stue med en alkoholisk invaliderentenyder, som beundrer mig, fordi jeg har skrevet Ditte Menneskebarn.«

Endelig ude! »Nu må jeg indvie dig i mit intimeste privatliv! Mine stakkels tænder er jo bygget snedigt op med rundkørsler og vindebroer, så ingen djævel kan finde ud af det. Forleden fik jeg tandpine i en tand, der bærer en halv bro. Det viste sig, at der var en byld på roden, og nu har min tandlæge lige hevet den ud med samt broen, så jeg går rundt med en halv undermund og ser herrens ud. Det varer ca. 14 dage, før jeg igen kan vise mig blandt mennesker, af hvilken grund jeg ikke kan komme med til festen den 24.«

I 1970 skrev hun på den erindringsroman, der blev til Gift (1971), en hård, mørk og enestående bog om hendes liv med mændene frem til Victor. »Jeg er meget spændt på, hvad du mener om mine erindringer, hvis du da har fået læst dem? Jeg synes ikke rigtig, jeg kan komme videre, før jeg hører din reaktion. Måske synes du, det hele er noget værre lort!«

Det syntes han ikke, og publikum slugte Gift, en skandalesucces, som også blev oversat til svensk og norsk. I et PS luftede Ditlevsen ret direkte, at hun var ked af at blive overset af parnasset, især Det Danske Akademi, der gang på gang forbigik hende både med invitation til medlemskab og priser, men hun nævnte ikke den mands- og modernisme-dominerede institution ved navn, skrev bare: »Hvorfor får jeg heller aldrig nogen af Gyldendals priser? Jeg tror, det kommer af, at Ole Wivel (direktør i Gyldendal, red.) ikke kan fordrage mig. Forstå det hvem der kan.« I udgivelsesåret 1971 sørgede Mogens Knudsen for, at Tove Ditlevsen blev tildelt Søren Gyldendal Prisen.

Knudsen besøgte hende i Fjordhuset på Sct. Hans, hvor hun igen var indlagt, og tog sig i det hele taget af et bredt udvalg af sager. Hun var ved at blive separeret: »Den egentlige vanskelighed ligger i, at jeg er uden kontakt med Victor, det dumme svin. Han reagerer ikke på breve, og sidst jeg talte med ham, var han så ondskabsfuld, at jeg ikke bryder mig om at gentage det. Dig derimod har han ikke noget udestående med, så jeg tænkte på, om du ikke kunne ringe ham op på bladet og spørge ham, hvad jeg skal gøre for at få tilkendt lejligheden.«

Og næste brev: »Du kunne vel ikke hurtigst muligt sende mig en check på 3.000 kroner. Vi har fået en varmeregning på godt 2.000, den har Michael, men ingen penge.« Korrespondancen kredsede om royalities, skat, regninger, kontrakter, Victors mulige økonomiske krav til hende og senere også om småjobs til hendes nye ven, Knud Mogensen, som hun fandt via en kontaktannonce og var helt uforelsket i. »Jeg kan jo ikke være alene, og nu er han der nu engang. Sød og hjælpsom er han, men sådan virkelig tale med ham, kan jeg ikke.«

Læs også: Den reflekterede forberedelse til selvmord går igen i samtidslitteraturen: »Men du gør det ikke selv, vel?«

Mogens Knudsen måtte meget gerne sende ham bøger til læsning og konsulentudtalelse og et eller andet at arbejde med. »Jeg har aldrig før prøvet at protegere nogen ind et sted, og du må ikke føle det som om jeg lægger pres på dig.« Over de næste måneder rykkede hun ham konstant. Og Mogens Knudsen sendte Knud Mogensen Muriel Sparks Not to Disturb og flere andre til bedømmelse.

Knudsens opgave var at skabe ro om sin forfatter, så hun kunne skrive, og han havde meget at se til. »Vanggaard siger, at det er mange år siden, han har set mig så rask, bare det nu holder,« skrev hun i januar 1972, og i marts sluttede hun et brev med at forsikre Mogens Knudsen om, at hun ikke var sindssyg for tiden og ikke indlagt, og at Vanggaard sagde, at vennen Knud var et fund, og at »jeg ikke bliver indlagt, så længe jeg har ham«. En måned senere skriver hun igen fra Sct. Hans, denne gang indlagt på en afdeling, »man kan være bekendt at ligge på, men hvor er her dog kedeligt i forhold til de psykiatriske«. Senere: »Mogens, jeg har som du ved tit været nede i en bølgedal, men hidtil er jeg altid kommet op igen.« Og senere: »Jeg bliver bare altid så deprimeret, når jeg har feber. Og ved siden af har jeg jo, som du ved, en paranoid natur. Kan du huske, da jeg var overbevist om, at Gyldendal stod på fallittens rand? Da hjalp du mig virkelig ved tålmodigt at køre frem med visse kendsgerninger.«

»Hvorfor får jeg aldrig nogen af Gyldendals priser? Jeg tror, det kommer af, at Ole Wivel ikke kan fordrage mig. Forstå det, hvem der kan.« Foto: Ritzau Scanpix
»Hvorfor får jeg aldrig nogen af Gyldendals priser? Jeg tror, det kommer af, at Ole Wivel ikke kan fordrage mig. Forstå det, hvem der kan.« Foto: Ritzau Scanpix

I slutningen af 1972 skrev hun, at Sct. Hans bare ikke duede som refugium længere, fordi hendes afdeling af forskellige grunde var blevet for urolig. Knudsen prøvede at skaffe hende et skrivested, fordi hun gerne ville forlade journalistikken, brevkassen i Familie Journal, de små ting, som tog hendes tid og kræfter, og skrive noget »dybere, alvorligere, mere indtrængende«. Romanen om ægteskabet med Victor, Vilhelms værelse (1975), nærmede sig.

»Kære Mogens«, skriver hun i april 1974. »Jeg skriver til dig, fordi jeg ved, at du er min ven og desuden den eneste på forlaget, der virkelig kender mig. Jeg havde jo hele tiden tænkt, at denne underlige roman, som jeg er ved at miste overblikket over, skulle komme til efteråret, men nu er jeg i tvivl.« Da hun gik i stå med Vilhelms værelse i 1974, kørte hun ud i Rude Skov for at tage livet af sig selv. I sidste øjeblik blev hun fundet af politi med hunde og bragt til live på Gentofte Amtssygehus. Ved juletid skrev hun igen til Mogens Knudsen, indlagt på »et vidunderligt, tæppebelagt eneværelse, al den ro jeg ønsker, afsindig forkælelse, og omgang med hele den bedre portion: ingeniører, arkitekter, millionærfruer osv«. Hun ønskede igen at gå i krig med »den forpulede bog« og agtede at skrive den, om det så skulle blive hendes død. Tre måneder senere var hun lettet over, at Knudsen kunne lide den, og dagen før den udkom, glædede hun sig til at læse anmeldelserne.

I DET sidste brev til Mogens Knudsen, dateret 22. juli 1975, var hun indlagt. Hun havde lovet sin søn Peter at blive der fire uger endnu, for han ville ikke rejse på ferie, hvis hun skulle være alene hjemme. »Den snart et år gamle affære (selvmordsforsøget, red.) må have givet ham et frygteligt chok. I øvrigt har jeg det godt her – og så får jeg endelig noget for skatterne! Kærlig hilsen, Tove.«

Kæk i allersidste linje. Som hun selv havde skrevet til ham tidligere, dæmpede hun sin angst for alt og alle ved at være »morsom« – men fyldt med en indre fortvivlelse, som hun ikke røbede for mange. »Er jeg endelig sammen med nogen, jeg kan tale med, bliver jeg så bange for at blotte mig, at jeg misbruger den kostbare tid til at spille fransk klovn, for folk må endelig ikke kede sig sammen med mig.« Hun skrev, at hun følte sig sikrest blandt muntre og let berusede mennesker, som ikke anede, hvem hun var. Men hendes redaktør, Mogens Knudsen, gjorde.

»Kærlig hilsen, Tove – Breve til en forlægger« udkommer 3/12 på Gyldendal.

 

Høre mere om Tove Ditlevsens hidtil ukendte breve i En time med Weekendavisen: »Kære Mogens«

Læs også: Tove Ditlevsen havde længslen som brændstof, blottelsen som teknik. Hendes forfatterskab er en lang lektion i »Ødsel ensomhed«

Side 44