Potpourri. Som noget nyt – en udvidet service for abonnenter – præsenterer vi hver uge et udvalg af ugens lydartikler i én sammenhængende udsendelse.

En time med Weekendavisen

Velkommen til En time med Weekendavisen. Her guider jeg lytterne gennem et udvalg af denne uges Weekendavisen – i et nyt format:

En times udsendelse, hvor vores skribenter selv læser deres artikler op, præsenteret og perspektiveret af mig, og lige til at tage med sig i ørerne. Lydartiklen er her første gang gratis at høre, fremover vil den være forbeholdt abonnenter.

I denne uge handler det, selvfølgelig, også om Brexit. For det er Tony Blair, der taler, og han taler for en ny folkeafstemning – i et interview med vores London-korrespondent Mette Rodgers.

Hele ugen har vi hørt om det stressende Forældreintra. Men er det virkelig forældrene, der bliver mest stressede? Det har jeg selv skrevet en leder om.

Jeg har selv glædet mig meget til at se Amadeus på Det Kgl. Teater. Jeg har set filmen et hav af gange, første gang, da den gjorde et stort indtryk på mig som 13-årig. Hvad mon Linea Maja Ernst mener om Holtens version af fortællingen om middelmådigheden Salieri og geniet Mozart?

Vi begynder dog med avisens forsidehistorie – et drama fra den virkelige verden: Fire ledende uddannelsesforskere beskyldes for plagiat, citatfusk og fabrikation af forskningsresultater. Det er ikke hvilke som helst forskningsresultater, skriver Markus Bernsen, men netop dem, der lå til grund for den udskældte skolereform i 2014.

Til slut bringer vi en genudsendelse: Joakim Jakobsen er med mig i studiet, og bagefter kommer hans forrygende essay Et Dannevirke af brystkasser fra sidste uge om håndbolden som forklaring på den danske nationalkarakter.

En time med Weekendavisen er i gang. Klik på lydafspilleren øverst i artiklen – god lyttelyst!

 

Alle avisens artikler kan høres selvstændigt på weekendavisen.dk/lydavisen.

En time med Weekendavisen er tilrettelagt af Birgit Nissen Pedersen og Martin Krasnik.