Okay, hvis man vil overrumples lige så hårdt og kontinuerligt mavepumpende af Theis Ørntofts romandebut, Solar, som nærværende håbløst garvede anmelder, skal man holde op med at læse denne anmeldelse om cirka tre linjer og nøjes med min uforbeholdne anbefaling af den grusomt gode bog og bare fluks styrte hen til nærmeste boghandel og slippe sølle 250 kroner.
For det er altså umuligt at karakterisere værket meningsfuldt uden at plotspoile ekstensivt. Hvis man da kan kalde en stadig mørkere og svimlende malstrøm for et plot, men det kan man vel sagtens, især når der til en begyndelse er al mulig grund til at tro, at vi befinder os i smult, autofiktivt vande, der trygt går lige til brystet.
På den måde er det allerede – beklager! – en fatal plotspoiling overhovedet at tale om overrumpling. Også fordi læseren de dér første 90-100 sider befinder sig mere end glimrende sammen med det tilsyneladende cirka realistiske Theis-jeg, jyde-københavner, overmoden flanør, blasert højskolelærer, succesfuld øko-digter (Digte 2014 er nu i 14. oplag!), som han begiver sig på sin beskedne pilgrimsvandring lige ud ad Hærvejen og reflekterer sardonisk over civilisationens forfald og højskoleelevers sovevaner (før han, ret kosteligt, støder ind i faktiske elever) og sirligt iagttager den omgivende, pænt tæmmede, men i glimt storslåede natur. Så langt så vældigt fint, som en solo-genindspilning af de ældre kolleger Brixvold, Frost, Llambías og Skinnebachs hedevandringer i kollektivværket Kærlighed til fædrelandet var drivkraften, 2001.
Fordi han har »begået den elendige fejl at foretage min Jyllandsvandring i strømper af kunststof, hvilket havde ødelagt mine fødder«, vender Theis-jeget tilbage til København før planlagt og genoptager rastløst, rådvildt sit privilegerede driverliv. Da han med en ven har forarget sig gennem filmen The Neon Demon skriver han et manende profetisk notat om »At vende bregnernes blade, så tusind øjne stirrer«, om hvilket han sinistert anfører, at »Det skulle blive det sidste jeg kom til at nedfælde i kunstnerisk øjemed«.
Den skæbnesvangre begyndelse på det næstfølgende afsnit lyder: »Det var i de følgende dage, jeg begyndte at styrketræne.« I begyndelsen iagttages fitnessmiljøet med samme skarpe humoristisk-analytiske distance, som herskede og regerede i romanens første del, men efterhånden fylder træningen stadig mere, og humoren, analysen, distancen stadig mindre.
På et tidspunkt henledes Theis-jegets opmærksomhed, via vital røvstrutten, på en ung pige, Nadja, pædagog fra Vestegnen, som han efter et diskoteksbesøg hooker op med og tilbringer stadig mere tid med og hos, mens han digterbevidsthedsløst reducerer tilværelsen til sex og computerspil. Som optakt til næste runde i undergangen indledes en lang, ekstatisk eksplicit sexscene med fremtidsbesværgelse nr. to: »I den forbindelse indtraf det, der skulle blive mit livs sidste entydigt lykkelige oplevelse.«
Nadja slår meget forståeligt op, fordi Theis-jeget simpelthen bare er for ugidelig, og snart drager han rundt i Europa uden en krone på lommen og ender i Portugal som kumpan med den småkriminelle Diago med det store faderkompleks. Med et sidder han mutters alene i et skur ved stranden og foretager sig absolut ingenting udover at holde øje med windsurferne og mislykkes med at illumineres af magiske kaktusser. Han støder på Diago igen og vælter med ham ind i et voldeligt mareridt à la de videospil, han spillede og spillede i lejligheden i Albertslund.
Og så er der vist heller ikke meget tilbage at røbe, for selve slutningen er slet ikke røbelig. Romanen igennem flash-perspektiverer Theis-jeget igen og igen sig selv og hvad og hvem som helst op og ned og frem og tilbage, i evolutionshistorien, i universet, i det biologiske netværk, som en dynamisk, løbende undergravning af romangenrens individualistiske kukkasse. Samtidig med at jo selve malstrøms-plottet i sig selv er en sådan undergravning, fra overlegent kreativ klassemedlem med pilgrimsprojekt over sex- og fitnessdyrkende Vestegns-gamer og omstrejfende backpacker og ekset eneboer til morderisk, hallucinerende desperado. Det er for en gangs skyld også en undergang med format – og action! – hvor de sædvanlige danske romansammenbrud, senest Nikolaj Zeuthens ondt præcise Buemundet guitarfisk, lige nøjes med et ynkeligt sidespring eller to. Med imponerende, flerstemmig kontrol kører Theis Ørntoft sammenbruddet helt i bund; saligt splintret sidder anmelderen tilbage efter endt læsning.
Theis Ørntoft: Solar. 304 sider. 249,95 kr. Gyldendal.
