For tiden diskuteres det i Storbritannien, om engelsk havekunst er racistisk. Strukturelt racistisk.
Debatten er opstået, efter at den kendte britiske havemand og tv-vært James Wong i et tweet skrev: »Det er uomtvisteligt, at Storbritanniens havekultur har racismen indkodet i sit dna.«
Wong har siden henvist til, at hortologer slynger om sig med udtryk, der synes at indikere, at nogle gevækster har forrang for andre. Der tales rask væk om »ædle sorter«, »stærke grundstammer«, »vilde blomster« og »blomster, der er hjemmehørende og vokser naturligt på disse kanter« i modsætning til »invasive arter«.
Og sådanne debatter bliver der stadig flere af. For antiracisme er det nye sort, og hudfarve har erstattet klassetilhørsforhold som omdrejningspunktet for den progressive kamp.
Hvorfor er det for eksempel altid de hvide brikker og ikke de sorte, der trækker først i et parti skak under de internationale turneringer?
Det var genstand for en ophedet debat i USA sidste sommer, som resulterede i, at verdens bedste skakspiller, Magnus Carlsen, og Anish Giri, der på det tidspunkt var den tiende bedste skakspiller (og nu nr. 11), spillede et parti, hvor sort lagde ud i en #MoveforEquality-kampagne.
»Vi brød en regel i skak i dag for at ændre verden i morgen,« lød deres statement.
Ifølge det akademiske netmedie The Conversation er det imidlertid ikke lykkedes nogen at påvise, at racisme var motivet, da den regel blev fastlagt i anden halvdel af det 19. århundred.
Bortset altså fra, at hvide mennesker dengang generelt betragtede sig selv som civilisationens spydspids. Men desuden kan man indvende, at det jo afgøres ved lodtrækning, hvem der spiller sort og hvid, og derfor kan det jo lige så godt være en brun mand, der spiller hvidt.
Men for de progressive er det lige meget. En opgørelse fra chessgames.com viser, at det er en fordel at indlede spillet. De hvide brikker har historisk vundet flest gange. Der er altså tale om et hvidt privilegium. En stadfæstelse af det hvide overherredømme, som vil blive ved med at eksistere, så længe den slags regler opretholdes.
Som man måske fornemmer, er racismebegrebet udvidet ganske betragteligt på det seneste. Hvilket da også tidligere i år fik redaktører fra Merriam-Webster til at love en opgradering af ordbogen.
Racisme forudsætter ikke længere en forestilling eller en politik om, at nogle racer er bedre end andre. Nej, enhver statistisk forskel mellem hudfarverne, der falder ud til hvide menneskers fordel, er i princippet racisme. Landegrænser – altså i den vestlige verden – er racisme, fordi de primært rammer ikkehvide. Tv-branchen er racistisk, fordi der er flest hvide studieværter. Klassisk musik og fysik er racistisk, fordi hvide mænd står bag de største værker og opdagelser. Og så fremdeles.
I det hele taget er det racistisk af forskere overhovedet at beskæftige sig med den hvide, vestlige verden, når de kunne beskæftige sig med den farvede verden og rette op på de sortes efterslæb.
Det er just derfor, Yale Universitet har nedlagt sit grundkursus »Introduktion til kunsthistorien: Fra Renæssancen til Nutiden« til fordel for et kommende kursus, der angiveligt skal fokusere på samspillet mellem europæisk og non-europæisk kunsttradition i relation til køn, klasse og »race«.
Men hov! For omvendt er det jo også racistisk, hvis hvide mennesker beskæftiger sig forkert med den farvede verden. Det var det, der ramte samfundsforskerne Ole Wæver og Barry Buzan, der blev udskammet internationalt, fordi de havde skrevet mindre flatterende om regeringsførelsen i visse afrikanske stater.
Hvide forskere skal ikke formaste sig til at kritisere noget, der sker i Afrika. Det er en artikulering af hvidt overherredømme, der vil gøre demokrati, menneskerettigheder og markedsøkonomi til et civilisatorisk højdepunkt. Nej, hvis man vil ytre sig om Afrikas tilbageståenhed, så skal det ske i sammenhæng med, at Vesten har smadret et helt kontinent gennem slaveri og kolonisering. Mens det omvendt netop var kampen for slaveriets ophævelse, som drev demokratiseringen af de vestlige samfund frem.
Det paradoksale er så, at det i Vesten i høj grad er hvide mennesker, der kæmper mod det hvide overherredømme. Selvom deres egen hudfarve er problemet.
Men det er set før. De mest stålsatte marxister i Vesten var nærsynede akademikere, der kæmpede for proletariatets diktatur uden nogensinde selv at have haft sved på panden og en skovl i hånden. Revolutionen lykkedes kun i Rusland, fordi der var for få hærdebrede arbejdere til at gøre modstand: Det var et fattigt, uindustrialiseret bondeland.
I Vesten slog marxismen til gengæld aldrig igennem for alvor. Folk brugte heldigvis brikkerne: Det hele er ikke sort eller hvidt.
