PARIS – I lang tid har franskmændene gruet for, at næste forårs præsidentvalg ville ende i en ikke videre ophidsende gentagelse af valget i 2017: mellem den EU- og globaliseringsglade Macron og den nationalkonservative leder af det yderste højreparti Rassemblement National, Marine Le Pen.
Men i mellemtiden er de tektoniske plader begyndt at forskyde sig. Og som det så ofte før er set ved franske præsidentvalg, har en ny kandidat meldt sin ankomst og ser nu ud til – temmelig overraskende – ikke blot at ændre landskabet for både den moderate og den yderste højrefløj, men også at være et bud på en kandidat, som direkte kan true Macrons plads i Élyséepalæet.
Ind på scenen er pludselig trådt Éric Zemmour: 63 år, politolog, kontroversiel kommentator gennem mange år for blandt andet det konservative dagblad Le Figaro og den Fox-agtige tv-station CNews og forfatter til flere storsælgende værker med ideologiske – kritikere ville sige stærkt fordrejede – udlægninger af Frankrigs historie: Le Suicide français (2014) og Destin français (2018), begge moppedrenge på over 500 sider, der solgte henholdsvis 300.000 og 100.000 eksemplarer.
Med sin flair for kommunikation og timing har Zemmour formået at opretholde mystikken om sit mulige kandidatur så længe, at han i de seneste måneder er blevet den kandidat, alle taler om, og som – endda uden at være stillet op – allerede overskygger de fleste andre erklærede kandidater.
Hans primære fokus er enkelt: immigration. Eller rettere kampen mod den: »Vi er vidner til en krybende islamisering, som vi må samles for at bekæmpe og bremse, hvis ikke vi skal drukne i den,« som han sagde til mig, da jeg drak kaffe med ham på hans stamcafé bag avisredaktionen i forbindelse med udgivelsen af hans bog Destin français.
I bogen leverer han et frontalangreb på den massive globalisering og forfægter teorien om ’den store befolkningsudskiftning’ – et begreb, han har lånt fra det yderste højres uofficielle chefideolog Renaud Camus, og som nu er blevet omdrejningspunktet for hele hans politiske program.
I sine utallige medieoptrædener og som fast deltager i tv-programmet Face à l’Info på CNews (som tv-stationen har set sig nødsaget til at stoppe, fordi landets audiovisuelle råd, CSA, mente, at han allerede er at betragte som en præsidentkandidat) har han tordnet mod den utæmmede immigration. Den er i Zemmours øjne resultatet af, at Frankrig sænkede vindebroen, da man i 1970erne gav grønt lys til familiesammenføringer. Det åbnede med Zemmours ord »for en befolknings- og ikke en arbejdskraftimmigration«, og »franskmændene ser i hverdagen – i metroen, på stræder og pladser – den store befolkningsudskiftning«, som han sagde til mig.
I dag taler han mere direkte om islamisterne, der arbejder på at »knuse resterne af republikken« for i stedet at indsætte »fremmede enklaver, der regeres af Allahs arkaiske love og regler«. Det står at læse i hans nyeste bog: La France n’a pas dit son dernier mot (Frankrig har ikke givet op), der udkom for fire uger siden på hans nystiftede forlag Rubempré, der er opkaldt efter en af Honoré de Balzacs karakterer, der drømmer om at erobre Paris.
Brobyggeren
Zemmours erklærede mål er at bygge bro mellem den yderste og den mere moderate højrefløj, og hans metode er at plukke lystigt i historien og væve allegorierne sammen i en så tempofyldt og flydende ordstrøm, at ingen rigtig formår at sige ham imod.
På sælsom vis synes hans politiske projekt nu at tage form: Fra at have været et ubetydeligt fænomen er han pludselig vokset så dramatisk i meningsmålingerne, at han for første gang i den forgangne uge i en måling fra Harris Interactive overhalede Rassemblement Nationals leder, Marine Le Pen og så ud til at kunne gå videre til anden runde af næste års præsidentvalg mod Emmanuel Macron.
Le Pen – der før forgæves har prøvet at lokke ham til at stille op under sin fane til europaparlamentsvalget – forsøger at skjule den drivende koldsved og siger temmelig uoverbevisende til de franske medier, at »hun ikke er spor nervøs«, og at hun stadig er »den bedst rustede til at slå Macron«.
Men hendes parti er dybt forgældet og medlemsbasen mere blodfattig end nogensinde før, og hvordan hun agter at slå Macron, har hun ikke forklaret endnu.
Partiets aldrende stifter, hendes far, Jean-Marie Le Pen, sagde forleden, at han agtede at stemme på Zemmour, en mavepuster, der blev fulgt af en uppercut, da hendes niece, partiets tidligere unge håb, Marion Maréchal, underfundigt ymtede, at »det næppe ville gøre en sejr lettere, hvis de begge to var kandidater«.
Zemmour tiltaler hele den del af Rassemblement Nationals vælgere, der mener, at Marine Le Pen er blevet for blød og vattet danser lettere berøringsangst rundt om fremmedpolitikken for at tækkes de mere midtsøgende vælgere. Zemmours tilhængere mener, at han taler rent ud af posen og har betalt dyrt for ikke at dølge sandheden med to racismedomme (og en tredje i appel), fordi han blandt andet har konstateret, at det jo »er naturligt, at man kontrollerer folk (i forstæderne, red.) 17 gange, når nu det er et faktum, at flertallet af narkohandlere er sorte og arabere«.
Også mange unge finder ham forfriskende, fordi han ikke snakker udenom. De er blevet en del af hans projekt, og en skare af yngre tilhængere – der allerede kaldes les Zemmouriens – hænger plakater op overalt i de større byer op med sloganet »Zemmour président!«. Hans entourage har haft held til at overtale en større gruppe ældre nationalkonservative, der mener, at Marine Le Pen skal pakke sydfrugterne, til at holde sig i baggrunden.
En trussel
Men hvad med den moderate højrefløj? Er han en trussel mod den?
I begyndelsen troede det borgerligt-liberale parti Les Républicains, at Zemmour kun ville æde sig ind på Le Pen og dermed gøre det muligt for deres kandidat (som bliver udpeget af partimedlemmerne i december) at gå videre til anden runde.
Men nu viser meningsmålingerne, at han faktisk stjæler flest stemmer fra netop Les Républicains.
Og foreløbig ser ellers erfarne og internationalt ansete kandidater som tidligere udenrigsminister og EU-brexitforhandler Michel Barnier, formand for hovedstadsregionen Île-de-Frances Valérie Pécresse, ikke ud til at have mange chancer. Ej heller tidligere sundhedsminister Xavier Bertrand, der ellers for en stund så ud til at være den eneste, der kunne true Macron, hvis han ellers nåede frem til anden runde i 2022.
Da jeg interviewede Zemmour i forsommeren 2019, spurgte jeg ham, om han ville gå ind i politik. Han svarede prompte, at det vigtigste for ham »var kampen mod tidens dominerende politiske korrekthed (...) som vi har døjet med i de seneste årtier. Jeg vil knuse den måde at tænke på. Og det kan jeg gøre bedre og mere effektivt, hvor jeg befinder mig nu.«
Og det er tydeligt, at det er derfor, han malker sin uklare position som endnu ikke erklæret kandidat med det resultat, at alle i Les Républicains har skruet et nøk op for xenofobien i et forgæves forsøg på at tækkes de samme vælgere som Éric Zemmour. Eller som han selv glædestrålende sagde: »Blot rygtet om mit kandidatur har drejet hele debatten langt til højre.«
Zemmour har dog også gjort en del ud af at berolige erhvervslivet og højrefløjens liberale, bedst illustreret ved følgende citat, der faldt under en middag i juni med en række erhvervspinger (citeret i det litterære tidsskrift Marianne): »Hvis jeg får magten, er det for at håndtere ét emne: civilisationernes sammenstød. Hvad økonomien angår, har jeg ikke tænkt mig at revolutionere noget som helst.« Ikke noget pjat hér med at træde ud af euroen eller forlade EU, sådan som Marine Le Pen og hendes entourage før har plæderet for.
Midtsøgende Macron
Men hvad med Macron? Hvordan håndterer han den nye udfordrer? Og hvordan kan han imødegå Zemmours kometagtige stigning i meningsmålingerne uden samtidig at give ham yderligere vægt? At gå direkte i clinch med ham ville være at give ham rang af hovedmodstander. Omvendt risikerer tavshed som svar på Zemmours konstante forsøg på at få debatten til at flamme op at give ham monopol på at udpege den kommende valgkamps emner.
I modsætning til den etablerede højrefløjs kandidater har Macron valgt at trække mod midten og angribe Zemmours ideer og værdipolitiske indfald direkte, men uden at nævne ham ved navn.
I forhold til immigrationen – som Zemmour udelukkende ser som en »trussel« – taler Macron således om »Frankrigs gavmildhed og universelle kald«. Han insisterer på »en hård, men stadig humanistisk linje«.
Og når Zemmour taler dunder mod kriminelle bander og ærgrer sig over, at man ikke har dødsstraf i Frankrig, fejrer Macron, at den blev afskaffet for præcis 40 år siden.
Selv skriver Zemmour som afslutning på sin netop udkomne bog, La France n’a pas dit son dernier mot, at over for alle kriser »har Frankrig, uanset om det var Jeanne d’Arc, (Napoleon) Bonaparte eller de Gaulle, altid fundet en ’forsynets mand’, der kunne gå i kamp og samle landets energi og dermed sikre nationens overlevelse«. For som det hedder med flammende patos: »Det handler ikke længere om at reformere Frankrig, men om at redde landet.« Hvem denne forsynets mand mon kunne være i 2022, overlader han det – næsten – til læseren at konkludere.
