Det land som alle børn kender/ er ved at gå til i sygdom og død/ Afrika – Afrika/ Det bli’r bedre dag for dag ...
Nana Lüders’ sang »Afrika«, bedre kendt som »Giv en hånd til Afrika«, fra 1985 er forbudt i mit hjem. Jeg blev for nogle år siden citeret for at sige, at »det er nok den værste sang, der nogensinde er lavet på dansk«. Det står jeg ved. Også i dag er sangen en god beskrivelse af danskernes billede af og viden om Afrika.
En tsunami af lyrik, musik og sang om sultedøden i Etiopien ramte i 1985 Europa, USA og Afrika. Dansk Røde Kors kunne se markedet og kastede sig ud i et økonomisk og socialt eksperiment. Organisationen udskrev en konkurrence blandt toppen af dansk rock og pop. Nu skulle vi have vores egen sang, så danskerne kunne donere penge til de sorte. Ikke mere engelsk følelsesporno som »Do They Know It’s Christmas« eller amerikansk indlevelse i form af »We Are The World«.
Vinderen blev den 22-årige Nana Lüders, der tidligere havde hittet med »Busters verden«. Hun blev kåret til at formidle nøden, døden og håbet syd for Sahara. Singlen solgte mere end 150.000 eksemplarer. Et megahit af en støttesang, som nok aldrig vil blive overgået.
Nanas lyrik cementerede i 1985, at det var de danske NGOer, der alene stod for formidlingen af Afrika. Lüders’ sang blev symptomatisk for vores billede af det mørke kontinent. Eller som verdensdelen optræder i Nanas tekst: Det land, som alle børn kender
Afrika er ikke et land. Det vidste vi godt tilbage i 1960erne og op gennem 1970erne, da danske dagblade og Danmarks Radio stadig havde en interesse i at berette om kontinentet. De mange nye nationalstater fik stor opmærksomhed. Regeringsledere blev portrætteret, deres partiprogrammer – eller mangel på samme – kunne stadig vække forundring og beundring hos læsere og seere i Danmark.
Det var der intet nyt i. Bladhusene havde allerede set potentialet i Afrika, da journalisten og eventyreren Henry Morton Stanleys beretninger solgte som varmt brød i 1870erne og 1880erne. Især gennem fortællingerne fra Congo, som danske søfolk og soldater valfartede til i årtier. Her blev vores billede af Afrika grundlagt.
Da Portugal i 1975 frasagde sig deres overherredømme i nogle af Afrikas sidste kolonier, Angola, Mozambique og Guinea, ebbede interessen for kontinentet langsomt ud. Den kolde krig i Afrika sluttede for de danske medier.
Men så begyndte en ny krig. Godhedskrigen. Danmark sendte ulandsfrivillige og eksperter til Afrika i tusindvis for at hjælpe de sorte med at få et anstændigt liv efter kolonimagternes undertrykkelse. Langsomt, men sikkert, overtog private organisationer fortællingen om de mange hundrede millioner stakkels skæbner på det mørke kontinent. De danske NGOer fik uanede mængder af støttekroner fra staten til oplysning. Men oplysningerne var sjældent objektive. De fleste organisationer havde deres egne kager at mele, deres egne sorte at farve.
Det er der, vi er i dag. Vi har i årtier fået vores Afrika-billede fortegnet af snævre politiske interesser. Vi har, hvilket Lüders og det store kendiskor eksemplificerer, fået et fastlåst billede af Afrika som et håbløst kontinent, der kun kan reddes af os hvide mennesker. Helst med sang og musik, men ellers med kroner indsamlet via sultende børns udmarvede kroppe, udtørrede brønde eller grædende voldtægtsofre fra de mange endeløse krige.
I 2010 kunne selv NGOerne se, at de nok skulle til at skifte ud i samlingen af floskler og stereotyper. Investere i lidt glansbilleder. Men i stedet for at begynde at formidle, hvad der egentlig sker i Afrika, gik de over i den anden grøft og skabte i forbindelse med en oplysningskampagne et foretagende, der hed Verdens bedste nyheder.
På trods af det nye tiltag, eller måske på grund af det, blev 2010 også året, hvor Dansk Røde Kors skød sig selv i foden med en relancering af Nanas nummer, nu med andre, yngre kunstnere. For hvordan kan man synge en sang med ordene »det bli’r bedre dag for dag«, 25 år efter at det åbenbart ikke er blevet bedre?
Røde Kors lavede derfor året efter den mest ubehagelige kampagne i Danmark i 2010erne. Den kørte under sloganet »Afrika sulter og tørster«, selv om kampagnen kun handlede om et lille hjørne af kontinentet, nemlig Afrikas Horn. Kronprins Frederik var frontfigur og hjalp med til igen at fastholde kontinentet i det stereotype billede.
I DAG er danskernes information om Afrika overladt til to modsatrettede strømninger. Begge formidlet af de samme hjemlige NGOer. På den ene side står Verdens bedste nyheder, som skriver på deres hjemmeside: »Hvert år en morgen i september siger Verdens bedste nyheder godmorgen til hele Danmark med en avis, der beretter om fremskridt og løsninger på klodens udfordringer.« På den anden side står de samme organisationer og fortæller os, at Afrika lider.
Danmarks førende Afrika-ekspert, journalist og forfatter Peter Tygesen, udtaler sig om den tvetungede tale sådan her: »Enhver dansker, der år efter år bliver fodret med den rædselsfulde Danmarksindsamling, må nødvendigvis ende med et negativt syn på Afrika, når spørgsmålet efterhånden melder sig: Hvordan skal vi tro på påstanden om, at det hjælper år efter år at sende millioner efter millioner ned til negrene, når de tilsyneladende blot skal have flere millioner næste år? Dermed fastholder og forstærker showet myten om, at Afrika er hinsides vor forståelse, og at kontinentets indbyggere er fundamentalt anderledes end os, amoralske, uintelligente og grusomme.«
Det kan næppe være gået hen over hovedet på de respektive redaktører i Danmark, at vi har gang i en folkevandring fra Afrika til Europa. At kontinentet mere end nogensinde påkalder sig en grundig dækning fra mediernes side.
Sidste år i maj udtalte udviklingsminister Ulla Tørnæs til Altinget: »DR har ganske vist en Afrika-korrespondent, men med base i København. Det er ikke optimalt i forhold til en kontinuerlig dækning af udviklingen på kontinentet.« Ministeren fortsatte: »Det er jo noget, der i den grad vedrører os alle. I dag bor der godt 1,2 milliarder mennesker på det afrikanske kontinent, tallet stiger til 2,4 milliarder mennesker i 2050 ifølge FN-fremskrivninger. Det kræver vores fulde opmærksomhed. Også mediernes.«
Et klart eksempel på, hvor galt det står til, er dækningen af Congo. Vi har en historisk interesse i landet, idet danske sømænd og soldater var med til at udrydde halvdelen af befolkningen for over 100 år siden. Det er en historie, vi har glemt i al den opmærksomhed, vi har tildelt Danmarks rolle som slaveopkøbere i Ghana. Men det gør ikke Congo-historien mindre relevant.
Alligevel holder danske medier konsekvent det enorme land uden for avisernes spalter samt tv- og radio-sendetid. Kun når noget dukker op, som potentielt kan skade os – eller kilder den urfrygt for de mørke kræfter, der inderst inde er synonym med Afrika – optræder landet i nyhederne. I maj begyndte folk i en landsby vest for Tumbasøen at dø af ebola. Så kom Congo i avisen. For virussen kunne jo ramme os via en flyrejsende!
Fra 2016 har Congo været i den største krise, siden danskerne var med til at lægge landet øde under den belgiske kolonimagts supervision. FN kategoriserer Congo som værende på trin tre i deres krisevurdering fra oktober 2017. Kun tre andre lande i verden er lige nu med i den klub: Syrien, Yemen og Irak.
Men på trods af den eksklusive plads: meget lidt omtale. Alene i det østlige Congo hærger over 100 militser, de fleste af dem er involveret i krigsforbrydelser, der inkluderer voldtægter, etnisk udrensning, rekruttering af børnesoldater og plyndringer. FN mener, at otte millioner mennesker er flygtet fra deres hjem eller er på vej til at gøre det. Smid oven i det en kolera-epidemi og nu ebola. Samtidig med at den internationale hjælp er den laveste i ti år.
Det interesserer ikke de danske medier, fordi ingen af de toneangivende danske NGOer arbejder seriøst i Congo.
I dag findes der ikke én eneste fastansat korrespondent for et dansk medie bosat syd for Sahara. Tre medier har på papiret Afrika-korrespondenter, men de sidder alle solidt plantet i Storkøbenhavn. Karitte Lind Bejer arbejder for Kristeligt Dagblad. DR har Søren Bendixen på Amager. TV 2 har Ole Vestergaard i Kenya, når det er koldt i Danmark, tre måneder om året en gang imellem. Måske.
Manglen på korrespondenter har fået Danmarks mest politiske NGO til at udnytte hullerne. Folkekirkens Nødhjælp har ansat en såkaldt Afrika-korrespondent i Uganda, Mathilde Utzon. Førhen ville hendes jobtitel have været informationsmedarbejder.
Den britiske forsker Melanie Bunce, lektor i journalistik ved det britiske City, University of London, udgav bogen Africa’s Media Image in the 21st Century i 2016. Hun udtalte i den anledning til Kristeligt Dagblad: »Nyhedsorganisationerne kæmper for at tjene penge og skærer ned, og desværre er afrikanske bureauer og journalister ofte de første til at blive fyret, fordi redaktørerne ikke tror, at folk vil høre om Afrika.«
Det har hun ret i, men har redaktørerne også ret?
Jørn Stjerneklar er journalist og forfatter.
