Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.
Det bliver svært at finde den dårlige stemning, når SF ved en reception på Christiansborg tirsdag fejrer, at Pia Olsen Dyhr i ti år har været formand for partiet.
Mange vil givet huske, at Dyhr overtog et parti på gravens rand. Man var netop tumlet ud af en regering, der fra start til slut havde været en folkesocialistisk ulykke. Og forgængeren Annette Vilhelmsen havde forladt posten uden at have rettet op på de ulykker, som Villy Søvndals følge af unge karrieremagere havde skabt.
Meningsmålingerne lå truende tæt på spærregrænsen, og de politiske spåmænd og -kvinder, der aldrig viger tilbage for en skråsikker fejltagelse, havde lagt partiet i graven. Der er alligevel ikke plads til et parti mellem Socialdemokratiet og Enhedslisten, lød kendelsen på det tidspunkt.
Problemet for SF var, at den stemning også var udbredt blandt delegerede på det landsmøde, der valgte Pia Olsen Dyhr. Selvfølgelig skulle det forsøges, men nogen udbredt tro på succes var der ikke.
Nu ti år senere konkurrerer SF så i de fleste meningsmålinger med et andet forhenværende fallitbo, Liberal Alliance, om at være det næststørste parti.
Det er langtfra første gang i historien, at SF kan notere sig vælgergunst. Men selvom det er 65 år siden, at en gruppe eksilerede kommunister med Aksel Larsen i spidsen stiftede partiet, har det endnu ikke helt formået at bevæge sig ind i de gamle partiers rækker, hvor også regeringsmagt er en naturlig tilstandsform.
Man nærmede sig under Jens Otto Krags røde kabinet i 1967, og forsøget blev gjort igen i Helle Thorning-Schmidts S-SF-R-regering. Begge gange kom SF splittet, fortumlet og decimeret ud af magtens korridorer. Det spørgsmål, man må stille sig på jubilæumsdagen, er, om SF reelt er kommet nærmere kredsen af partier, der kan gribe efter magten uden at brænde fingrene? Meget tyder på, at svaret er et betinget ja.
Den letbenede analyse af partiets seneste år er, at Pia Olsen Dyhr har valgt at være ukritisk vedhæng til Mette Frederiksen i håbet om en dag at få udleveret nøgler til en ministerbil.
I virkeligheden havde SF under Mette Frederiksens etpartiregering en bevidst strategi, der gik ud på at stille krav, der havde en chance for at blive imødekommet. Minimumsnormeringer, mål om 70 procents CO₂-reduktion og oprydning i såkaldt generationsforurening står øverst på listen, hvis man spørger SFere. Samlet set flere resultater, end man kunne notere efter årene i regering.
Samtidig er det lykkedes at flytte partiet på helt centrale politikområder. Klarest står, at SF – der i sine første år havde parolen »Afrust vort land« – nu uden at få interne problemer har tilsluttet sig en historisk forøgelse af forsvarsbudgettet og er blevet en del af den forsvars- og sikkerhedspolitiske inderkreds.
Betyder det så, at SF for alvor er blevet et voksent parti, der kan gå helt ind i magtens rum uden at komme forslået ud?
Pia Olsen Dyhr gjorde et reelt forsøg under forhandlingerne på Marienborg i 2022, men endte med at trække sig. En væsentlig grund var, at der i SFs folketingsgruppe var en udbredt skepsis over for at gå i regering med Venstre. Dertil kom, at den oprindelige tegning med Socialdemokratiet, SF, Venstre og Konservative – to røde og to blå – brød sammen, da Søren Pape Poulsen noget sent opdagede, at Mette Frederiksen i givet fald skulle være statsminister. Dermed måtte Venstre øge de blå aftryk for at blive i forhandlingerne, og resultatet af det var, at SF ikke længere kunne være med.
Dette sammenfald af tilfældigheder var imidlertid ikke en dårlig udgang for Olsen Dyhr, der forlod Marienborg med et indtryk af, at hun godt turde være med, men også turde sige nej, hvis det politiske indhold ikke var godt nok set med folkesocialistiske briller.
Nu sidder SF så med et pænt antal mandater og udsigt til flere, men uden markant indflydelse på den siddende flertalsregering. Indtil videre har man forvaltet det ved at byde sig til i håb om trods alt at få lunser. De har hidtil ikke været store, men til gengæld har man kunnet lune sig ved en notabel tilstrømning af utilfredse socialdemokrater, mens Liberal Alliance har haft samme held med en tilsvarende linje på blå side.
Derfor vil der selvfølgelig være fest og velfortjent hyldest til jubilaren. Men også en underliggende bevidsthed om, at SF stadig mangler at vise, at partiet kan tåle luften i magtens inderste korridorer.
