Torsdag. En bekymrende graf, et mål, der flytter sig – og et ønske til Årgang 20. Her er ...

Dagen ifølge Nikolaj Arve

Jeg havde egentlig planlagt, at jeg i dag skulle skrive om, hvordan Facebook-vældet tog imod gårsdagens rapport om klima og landbrug. Det var nemlig ret interessant at følge kommentarsporet under to opslag fra yderpolerne i debatten: Inger Støjberg, der talte om en »krigserklæring«, og Pelle Dragsted, der talte om en »kærlighedserklæring«.

Man taler tit om ekkokamre på de sociale medier, hvor enige folk bliver enige om at være mere enige med hinanden. Sådan så det – med ret få undtagelser – også ud under Støjbergs opslag, men hos Dragsted var det en lidt anden historie: Her myldrede det til med folk, der mildest talt ikke er tilhængere af en kommende afgift – måske tiltrukket af Støjberg, som også selv har kommenteret Dragsteds opslag.

Engang forestillede man sig Facebook som et forsamlingshus, hvor det bedre argument på nærmest habermasiansk vis kunne sejre. Den stemning er vi stadig et stykke fra i Dragsteds kommentarspor, men der er da i hvert fald mulighed for at sætte sig ind i, hvad den anden side tænker.

Nå, det var det, jeg havde planlagt at skrive mere om, men så faldt jeg over noget helt andet her til morgen.

1. Stilstand i Ukraine

Hos The Economist spørger de nemlig, om Ukraine er ved at tabe krigen mod Rusland?

På lørdag er det to år siden, at Putin invaderede landet og hurtigt satte sig på omkring 22 procent af det samlede areal. Ukraine svarede dengang lige så hurtigt igen og fik kylet russerne ud af mange områder – men siden da har det samlede billede ikke rykket sig meget, hvis man skal tro en graf, som mediet har fremstillet: I hele 2023 skete der stort set ingenting.

Ukrainske soldater i færd med at lave en skyttegrav nær Bakhmut i februar 2023. Arkivfoto: Yasuyoshi Chiba, AFP, Scanpix
Ukrainske soldater i færd med at lave en skyttegrav nær Bakhmut i februar 2023. Arkivfoto: Yasuyoshi Chiba, AFP, Scanpix

Det er ikke just opmuntrende, slet ikke når man tænker på, hvor store problemer amerikanerne har med at blive enige med hinanden om at fortsætte den militære støtte. Samme problem har vi indtil videre ikke i Danmark, og mon ikke der falder flere penge af, når Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen i dag klokken 12.15 inviterer til pressemøde »om støtten til Ukraine og den sikkerhedspolitiske situation«?

2. Et mål, der flytter sig

Vi bliver i det sikkerhedspolitiske, men starter til et maraton i Berlin. Jeg har nemlig en ven, som for nogle år siden havde studeret ruten og set, at målstregen lå ved Brandenburger Tor. Så da han fik øje på den gamle byport, gav han det sidste, han havde i sig, så meget, at han kastede op – og først da opdagede han, at målstregen faktisk er små 400 meter længere væk.

Jeg har tænkt meget på min ven de seneste dage, når jeg har set forsvarsminister Troels Lund Poulsen turnere glad rundt med budskabet om, at Danmark nu endelig bruger de famøse to procent af BNP på forsvaret – hvis man altså lige regner de militære donationer til Ukraine med.

Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix
Foto: Ida Marie Odgaard, Scanpix

Nu kan jeg nemlig høre, at flere allerede taler seriøst om, at de to procent måske kun er begyndelsen. Først var det Venstres Mads Fuglede, som i USA-podcasten Kampagnesporet fortalte, at den indflydelsesrige amerikanske tænketank Heritage Foundation opfordrer Donald Trump til at kræve et bidrag på 3,5 procent fra alle. Det samme, som USA bruger i dag.

Og i går hørte jeg så Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, sige, at han tror, at vi om kort tid kommer til at diskutere, om budgettet skal hæves til eksempelvis 2,5 procent herhjemme. Det skete i en podcastsamtale med Informations Rune Lykkeberg, som lige er kommet hjem fra USA, hvor han til et »rally« hørte Trump sige, at han godt kunne tænke sig, at vi faktisk betaler fire procent. Et krav, han også stillede, da han var præsident tilbage i 2018.

Er Troels Lund Poulsen (og vi andre) mon klar til denne ekstra slutspurt?

3. Husk børnene!

Nå, vi slutter hos TV 2, hvor alle fire afsnit af årets udgave af Årgang 20 – programmet, hvor vi år for år følger fire familier med børn født i 2020 – nu kan streames.

Jeg ved, at vi i morgendagens avis bringer en temmelig kritisk anmeldelse af programmet, men selv er jeg ret begejstret. Måske fordi jeg har to børn født i 2019 og 2021 og derfor finder en vis glæde ved at sammenligne mit eget liv med dem, jeg ser på skærmen:

»Ej, det lyder jo sindssygt?!« (En af fædrene har sin egen restaurant og næsten aldrig fri).

»50.000! Koster det 50.000 at køre på cykel til Paris?!« (En af fædrene melder sig til Team Rynkeby, så deres bryllup må udskydes).

»Shit, han er jo genial!« (En af fædrene får endelig hul igennem til Louie med infantil autisme).

Daniel Brask med sin søn Louie fra 'Årgang 20'Foto: Lars E. Andreasen, Scanpix
Daniel Brask med sin søn Louie fra 'Årgang 20'Foto: Lars E. Andreasen, Scanpix

Jeg har bare ét ønske til produktionsholdet: Husk børnene. Årets fire afsnit handler mest om alt det, forældrene går og tumler med, mens børnene lister lidt rundt i baggrunden. Undtagelsen er lille Louie, som ikke har noget sprog, men som alligevel formår at charmere sig ind i hjertet på alle.

Mere af det næste år, tak!

Det var alt for i dag. Send mig endelig kommentarer og tips på nhen@weekendavisen.dk Vi ses i morgen!

Venlig hilsen
Nikolaj Arve

Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.