Der findes mange forskellige taktikker til at tøjle en sød tand. I denne skribents barndomshjem blev slikket gemt rundtomkring i tomme vaser og ubenyttede skuffer i håb om, at forrådet ville overleve små og stores sukkertrang og en dag dukke op fra glemslen som en glædelig overraskelse.

Enhver, der desperat har gennemsøgt sine køkkenskabe i jagten på et stykke glemt chokolade, ved, at lysten til søde sager kan være svær at styre – at sukker kan føles som et fix, man bare må have. Men er der tale om egentlig afhængighed?

Der har videnskaben haft svært ved at give et klart svar på. Mens nogle forskere advarer om, at sukker faktisk virker som narko for hjernen, er andre mere skeptiske. Nogle pointerer, at de sukkerforsøg, man har lavet med mus og rotter, ikke kan fortælle os ret meget om, hvad der sker i hjernen på et menneske.

Men nu kommer et nyt dansk studie med ammunition til dem, der opfatter sukker som vanedannende: et studie, der ikke er lavet på mus eller rotter, men på en langt nærmere slægtning: grisen.

»Der er ingen tvivl om, at sukker har en masse fysiologiske effekter, og der er jo mange grunde til, at det ikke er sundt. Men jeg har været meget tvivlende over for, hvor stor en påvirkning sukker rent faktisk har på vores adfærd, og i mit stille sind har jeg nok håbet, at jeg ville kunne aflive en myte,« siger Michael Winterdahl, lektor ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og en af hovedforfatterne bag studiet, som udkom for nylig i tidsskriftet Scientific Reports.

Studiet er baseret på forsøg med syv minigrise, som fik to liter sukkervand én time dagligt i 12 dage. For at kortlægge konsekvenserne af sukkerindtaget scannede de løbende grisenes hjerner, både ved forsøgets start, efter det første døgn og ved dets afslutning.

»Efter bare 12 dages sukkerindtag kunne vi se store ændringer i hjernens dopamin- og opioid-system. Det var altså overraskende,« siger Michael Winterdahl.

Læs også om, hvorfor vi har så svært ved at fortære 600 gram grønt om dagen: »Grøntsager vil ikke spises«

Når vi foretager os eller oplever noget meningsfuldt, belønner hjernen os med en følelse af nydelse, lykke og velvære. Det kan ske som følge af naturlige stimuli, såsom sex eller socialt samvær, eller hver gang vi lærer noget nyt. Følelsen kan også fremkaldes af stimulanser som fastfood, visse euforiserende stoffer eller sukker. Både »naturlige« og »kunstige« indtryk aktiverer hjernens belønningssystem, hvor neurotransmittere som dopamin og opioid frigives, forklarer Winterdahl.

Indtager man eksempelvis kokain, oversvømmes hjernen af disse nydelsesgivende kemikalier. Hjernen svarer igen ved at lægge en dæmper på belønningssystemet og slukke for receptorer, der normalt reagerer på stofferne – som en højttaler, der skrues ned for, når musikken bliver ulidelig høj.

Når man skal undersøge, om et stof som sukker er vanedannende, kigger man typisk på, hvordan det får belønningsstofferne i hjernen til at opføre sig.

»Men problemet med størstedelen af studierne er, at de er foretaget i mus og rotter,« siger Winterdahl.

Mest virkelighedstro ville det være, hvis undersøgelserne kunne laves på Homo sapiens selv. Men det er svært at kontrollere, siger Winterdahl, for alverdens ting kan influere vores dopaminniveau. Det påvirkes af, hvad vi spiser, om vi spiller kasino på telefonen, eller om vi bliver hamrende forelskede midt i forsøgets forløb. Derfor er grisen et godt alternativ, fordi dens hjerne er mere kompleks end en gnavers og mere lig et menneskes.

Så hvad skete der i hjernen på de aarhusianske grise? Da grisene havde drukket deres første omgang sukkervand fra truget, var dopamin- og opioidreceptorerne i fuld sving og systemet aktiveret, men efter 12 dages sukkerrus var der lagt en dæmper på reaktionen.

»Grisenes receptorer blev mindre tilgængelige, og det minder om, hvad man ser hos mennesker, der er afhængige. Når de lukker ned, skal der hele tiden stærkere stimuli til at få det samme kick. Man skal hele tiden have mere og mere for at nå samme virkning som før,« siger Winterdahl.

Læs også: Intuitiv spisning varsler et opgør med kalorieregnskaber og restriktioner på kost: »Autentisk sult«

Længe troede forskerne, at selve oplevelsen af velbehag, altså den umiddelbare effekt af et stimuli, var nok til at gøre os afhængige. Men i 1993 formulerede de to neuropsykologer Kent C. Berridge og Terry Robinson deres »incentive sensitization theory«, som anførte, at følelsen af nydelse i sig selv ikke var nok: Helt central er også dopaminens indvirkning på indlæring og nysgerrighed. Det kan illustreres med en vellykket date: Lækker mad og godt selskab frigiver opioider i hjernen og giver os en øjeblikkelig oplevelse af velvære – den såkaldte liking på engelsk. Men det er frigivelsen af dopamin, der giver os lyst til at gentage den gode oplevelse – den såkaldte wanting.

Det er således dopaminsystemet, der sørger for at give os lyst til at vende tilbage til og forstærke dét, der udløste belønningen. Det er en nyttig motiverende mekanisme, men det er også den mekanisme, der er afgørende for udviklingen af eufomani – afhængighed af euforiserende stoffer.

Et interessant spørgsmål er derfor også, om sukkerets dæmpende effekt på dopaminsystemet kan gå ud over vores evne til at lære nye ting.

»Det ville være interessant at se, om grisene var blevet dårligere til at lære. Sukkeret har skruet ned for de aktive receptorer, så der skal mere stimuli til at udløse en belønning. Hvis de får et nyt legetøj i deres grisesti, vil de så være mindre tilbøjelige til at undersøge det? Og vil det så tage de ellers så intelligente og nysgerrige grise længere tid at finde ud af, hvordan det fungerer? Muligvis, for det naturligt udløste dopamin kan ikke rigtig konkurrere med det høje niveau, som sukkervandet leverer,« siger Winterdahl.

Winterdahl og kollegerne er langtfra de første, der har forsøgt at opklare spørgsmålet om sukkerets magt. I 2017 lavede amerikanske forskere en gennemgang af studier på området og konkluderede i tidsskriftet British Journal of Sports Medicine, at »sukker er potentielt vanedannende for mennesket« og »øger måske risikoen for et stofmisbrug«. Til den engelske avis The Guardian satte forfatterne yderligere trumf på resultaterne: »At indtage sukker producerer effekter, der ligner dem, man får af kokain,« opsummerede de. Faktisk er sukker i dyr »mere afhængighedsskabende end kokain«, mente de – en påstand, der baserede sig på studier, som havde påvist, at gnavere foretrak noget sødt frem for noget euforiserende.

Men ikke alle er overbevist om sukkerets vanedannende effekt. En af skeptikerne er Hisham Ziauddeen, som er psykiater og forsker ved Institute of Metabolic Science ved University of Cambridge. Det er ikke første gang, at han har udfordret afhængighedsfortalerne. Blandt andet i flere gennemgangsstudier af forskning på området, senest i 2016.

Hisham Ziauddeen tolker eksempelvis de omtalte gnaverforsøg anderledes end forfatterne til studiet i British Journal of Sports Medicine. Han mener, de overser vigtige sammenhænge mellem eksperimenternes metode og resultater. Eksempelvis har rotter og mus kun udvist en afhængighedslignende opførsel, hvis tilgangen til sukkeret har været skemalagt og ikke fri, siger Ziauddeen. Derfor bliver deres sukkerhunger nærmere et udtryk for en form for »eating under uncertainty«, som en forsker på feltet, Rebecca L. Corwin, har formuleret det: Dyrene lærer, at sukkerbuffeten er begrænset, og derfor skynder de sig at hive en masse indenbords, når der åbnes op for den. Sådanne forsøg afspejler ikke virkeligheden, hvor sukkerholdige produkter findes alle vegne og kan konsumeres døgnet rundt, siger han.

At rotter i nogle studier har foretrukket sukker frem for kokain, er heller ikke overraskende ifølge Ziauddeen. Det samme sker, hvis man skifter stofferne ud med kunstigt sødestof, hvilket tyder på, at det er den sukrede smag og ikke sukkeret i sig selv, som gnaverne begærer. Resultaterne af det danske grisestudie kalder han forventelige.

»Her ser vi, som i andre dyrestudier, at hvis du udsætter dem for sukrose for første gang, vil du få en dopaminklimaks efter det første indtag. Men det vænner hjernen sig hurtigt til, sensationsværdien forsvinder så at sige. Derefter bliver udsvingene mindre og mindre, indtil de flader ud,« siger han.

»Med kokain, derimod, vil du blive ved med at se dopaminhøjdepunkter, hver gang det indtages, fordi det ligesom kaprer det naturlige belønningssystem. Den mekanisme er central for udviklingen af en afhængighed.«

I et normalt fungerende belønningssystem er receptorer dynamiske størrelser, der lukker ned og aktiveres konstant. Ved et langvarigt kokainindtag bliver der gjort anderledes skade på det. 12 dages sukkerindtag er ikke nok til at se, om det også var tilfældet for grisene.

»Hvis du har et vedvarende forbrug af alkohol eller kokain, kan dets forandring af hjernens struktur og funktion gøre dig afhængig. Men selv med sådan nogle substanser, er det kun en mindretal, der bliver det,« siger Hisham Ziauddeen.

»Det er stadig et uudforsket spørgsmål, hvorvidt sukker, der har en helt andet farmakologisk profil end de tydeligt vanedannende stoffer, kan skabe afhængighed hos en undergruppe af mennesker, der er disponerede for det.«

Striden om sukkerets potentielt ufordelagtige effekter er et minefelt af kommercielle, sundhedspolitiske og akademiske interesser,

»Sukker skaber også røre, fordi det prikker til noget sårbart i os,« siger Hisham Ziauddeen.

»Når forskerne taler om, at det og dermed alle de sukkerholdige produkter, vi indtager, gør os afhængige, så vækker det genklang hos dem, der føler, at de spiser noget, de ikke burde eller ikke kan styre forbruget af.«

Som psykolog, der blandt andet forsker i miljøets betydning for overspisning, lægger Ziauddeen meget vægt på de ydre faktorer, der skal til for at udvikle et misbrug. I stedet for at fokusere så snævert på sukkeret i sig selv burde forskerne bruge deres energi på at kortlægge, hvem der udvikler en for sød tand og hvorfor, mener han.

»At rette skytset entydigt mod sukkeret tilbyder en simpel forklaring på et komplekst fænomen. Det gør det nemt at argumentere for at forbyde eller indskrænke produkterne, der indeholder det. Men vi behøver egentlig ikke inddrage afhængighed som endnu et argument. Vi har allerede rigelig videnskabelig evidens for, at sukker er usundt.«

Én ting kan Michael Winterdahl og Hisham Ziauddeen blive enige om: Det er ikke kun biologien, men også forhold som psykologi, opvækst og miljø, som er afgørende for, om vi bliver afhængige eller ej.

»De fleste eksperter vil sige, at man ikke rigtig kan blive afhængig af sukker. For man får ikke de samme abstinenser som ved euforiserende stoffer, hvis man holder op med at indtage dem. Som rysteture og hovedpine,« siger Michael Winterdahl.

»Men det er de samme områder i hjernen, som aktiveres. De samme receptorer og de samme mekanismer, der er i spil. Der er en masse forskellige faktorer, som er udslagsgivende for at udvikle afhængighed, men noget tyder altså på, at sukker er et rigtig stærkt stof. Men fordi det er så meget en del af det, vi spiser, tænker vi ikke så meget over det.«

Hvis sukker er vanedannende, kan det være en af grundene til, at Vestens sukkerbetingede sundhedsproblemer er så svære at få bugt med, siger Winterdahl. Helt fortabte er vi heldigvis ikke. Selv efter et årelangt overforbrug af sodavand og sukkerrig mad kan belønningssystemet stabiliseres på ny. Hvis vi altså erstatter de kunstige stimuli med de naturlige af slagsen.

Skal børnene så formenes adgang til julens overdosis af snolder og sukkerproppet bagværk?

Michael Winterdahl slår en lidt nervøs latter op, for nu bevæger han sig ind på ømfindtligt territorium.

»Man kan måske holde lidt igen. Eller vende det om og sige: Hvad nu hvis man bager julekagen sammen med børnene?« siger han.

»Der bliver i hvert fald udløst en masse neurotransmittere, når man er sammen om noget socialt og meningsfyldt. Måske er det faktisk et stærkere stimulus at bage kagen sammen frem for bare at sætte tænderne i den.«

Læs også om, at chokoladens tilblivelse viser, hvordan menneskelig opfindsomhed kan skabe nydelse ud af de mindst lovende materialer: »Et menneskeskabt mirakel«

Anne Jensen Sand

Kilden i hjernen