Jurnalister billede

Anne Jensen Sand

(f. 1991) er journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Pontificia Universidad Católica de Chile. Skriver især om forskning og samfund for avisens videnskabssektion og 1. sektion.
Fortrængt. Gentrificeringen af byens kvarterer vækker harme, men forskningen viser positive effekter: Kriminaliteten falder, handelslivet blomstrer, og de fattige flytter ikke i særlig høj grad. Hvor er taberne?

Ramt af det mondæne

Ramt af det mondæne Af Anne Jensen Sand

København er som andre storbyer hårdt ramt af gentrificering,« kunne man for nylig læse i en kommentar i Politiken. Her delte avisens skribent sin harme over den højere middelstands indtog i byen. »De rige overtager byen, alle andre må ud,« beklagede han.

Også andre steder bliver der harceleret over gentrificeringens indtog. I slutningen af januar demonstrerede omkring 200 borgere foran Frederiksberg Rådhus mod den amerikanske kapitalfond Blackstones indkøb af ejendomme i kvarteret, og i april besatte foreningen Tag din by tilbage hovedstadens Nytorv »for et København, hvor der er plads til alle«. Gentrificeringen fordriver de fattige og forringer deres vilkår, lyder den gængse opfattelse.

Men vender man sig mod forskningen, harmonerer den umiddelbart dårligt med de kritiske røster. Studier tyder på, at når et kvarter byfornys, og middelklassen rykker ind, fører det til mindre kriminalitet, flere butikker og jobs. De lokale føler sig fysisk sundere, og amerikanske studier har vist, at lavindkomstgrupper ikke flytter hurtigere ud af gentrificerede kvarterer sammenlignet med de bydele, som ikke har været igennem processen.

Mens nogle forskere har svært ved at få øje på ulemperne, påpeger andre, at de kolde tal ikke fortæller den fulde historie.

En af dem, der prøver at finde frem til gentrificeringens tabere, er Ismir Mulalic, lektor ved Danmarks Tekniske Universitet og senior fellow hos Kraks Fonds Byforskning. Han forsker blandt andet i, hvilken betydning metroen har haft for Københavns ejendomspriser og beboersammensætning.

Ved hjælp af transportdata fra DTU og registerdata fra Danmarks Statistik har Mulalic og hans kollegaer vist, at metroens ankomst har været en af drivkræfterne bag gentrificeringen af hovedstaden. Boligerne tæt på de nye metrostationer blev dyrere og voksede i antal. Den nemme transport medførte også en tiltagende segregering: Flere højtuddannede valgte at bo og arbejde i byen, mens et voksende antal lavtuddannede rykkede til omegnskommunerne.

Særligt på Amager var forandringerne tydelige. Andelen af indbyggere med en længerevarende uddannelse steg fra 12 procent i 2002 til 22 procent i 2010, nogle steder eksploderede huspriserne, og byggerierne tog til, efter øen fik en hurtig forbindelse til resten af hovedstaden. Voldsomme omvæltninger, der ikke kun kan forklares med en generel urbanisering og en stigning i befolkningens uddannelsesniveau, siger han.

Spørgsmålet er så, hvorfor de mindre ressourcestærke beboere vælger at forlade området, og hvor de ender henne. Det er her, at billedet bliver lidt mudret, blandt andet fordi der stadig mangler solide studier på området, siger Mulalic. Der er også en tendens blandt forskerne til at arbejde ud fra en hypotese om gentrificering som noget skadeligt, hvilket kan påvirke måden, fænomenet undersøges på, siger han.

»Vi kan relativt nemt stoppe gentrificeringen, men så skal vi lade være med at investere i byen. Man kunne også argumentere for, at gentrificering gør byerne pænere og udvikler dem. Der var masser af problemer i København i 80erne. Nu er der mange steder pænt og dyrt, og de to ting hænger jo sammen og er på en måde konsekvenser, man må acceptere,« siger han.

Nogle opfatter gentrificering som en mere eller mindre uundgåelig proces. Den generelle urbanisering betyder, at flere og flere vil bo i byerne, derfor stiger priserne, og det betyder, at studerende og kreative typer må flytte ind i de slidte og billige kvarterer. Flere og flere flytter ind, boligpriserne stiger, butikkerne vokser i antal, og investorer ser potentiale i området og begynder at bygge. Måske kommunen accelererer processen ved at renovere området og anlægge parker. En dag er kvarteret fyldt med solslikkende turister, dyre kaffebarer og cafeer, der sælger økologiske retter og naturvin.

På Vesterbro var det en omfattende byfornyelse i starten af 1990erne, der for alvor forandrede kvarteret. Torben Vestergaard flyttede fra Vejle til København i 1987 og har nu boet i mere end to årtier i en andelslejlighed på Vesterbro sammen med sin kæreste og søn, tæt på Halmtorvet og Kødbyens populære technoklubber og østersbarer.

I 80erne huserede ungdomsarbejdsløsheden. Torben Vestergaard arbejdede først inden for postvæsnet, som tilkaldevikar på en institution og med at ordne lys på forskellige teatre. Han tog en hf-eksamen, men læste først sent til arkitekt.

»Jeg har da været med til at gentrificere. Bestemt. Vi var fattige studerende med små børn, da vi var meget heldige at få en billig lejelejlighed, der senere blev til andelsbolig. At jeg afsluttede min uddannelse og fik et godt arkitektjob, har med tiden gjort det muligt at leve et økonomisk privilegeret liv. Med besøg på cafeer, restauranter og takeaway,« siger han.

I dag er kaffebarerne, akademikerne og de mere velbemidlede kommet til Torben Vestergaards nabolag. Minoritetsfamilier i opgangen er flyttet ud, og han kan godt blive nervøs for, om kvarteret en dag bliver alt for mondænt og dyrt.

Men der er også ting, han ikke savner fra dengang: de voldsomme optøjer og containerafbrændinger nytårsaften, de lokale bander, de fire indbrud i bilen og kanylerne i vaskekælderen.

Selvom københavnske områder som Vesterbro, Nørrebro og Amager har gennemgået en tydelig forandring, så er der forskellige faktorer, der dæmper gentrificeringen i Danmark. I København udgør almene boliger og andelslejligheder omkring halvdelen af boligmassen, og det giver mulighed for, at mennesker fra forskellige sociale lag kan bosætte sig i byen og blive der længe. Den danske lejelov er forholdsvis streng, og selvom andelslejlighederne er steget i pris, er de med til at sløve den ekstreme opdeling, som gentrificeringen har medført i andre lande.

Ofte taler man om, hvem der får gavn af gentrificeringen, og hvem den går ud over, fortsætter Mulalic. For tiden sidder han med data på forskellige typer husholdninger og kigger blandt andet på, om der er nogle grupper, der er flyttet i en dårligere bolig eller til et område, der står længere nede på den socioøkonomiske rangliste.

Umiddelbart er det ikke lykkedes ham at finde nogen, der har tabt på områdernes forandringer. Nogle ressourcesvage familier kan meget vel have været glade for lokalområdets forandringer, hvis deres ejerlejlighed er steget trefoldigt i værdi og dermed har givet dem råd til at indfri drømmen om at købe et hus i forstaden. Dem, der bliver boende, kan ende med at drage fordel af det voksende antal ressourcestærke forældre, der engagerer sig i den lokale skole, eller de færre pushere på gadehjørnerne.

Samtidig er det værd at huske på, at folk til en vis grad godt kan lide segregeringen, påpeger Mulalic. Børnefamilier vil gerne bo i områder med gode skoler, og singler vil gerne bo der, hvor der er natklubber og cafeer, og så ender de ofte med at slå sig ned samme sted som dem, der ligner dem selv.

Anders Lund Hansen, lektor ved Lund Universitet: »Hvem er slumromantiker nok til at ønske sig tilbage til tredje baggård på Vesterbro og narkomaner i opgangene?« Illustration: Sebastian König
Anders Lund Hansen, lektor ved Lund Universitet: »Hvem er slumromantiker nok til at ønske sig tilbage til tredje baggård på Vesterbro og narkomaner i opgangene?« Illustration: Sebastian König

Ikke alle er begejstrede for ideen om en mere opdelt by, og nogle fastholder, at diversitet har en værdi i sig selv, blandt andet fordi det gør os mere åbne over for dem, der ikke ligner os selv. Forskningen har dog svært ved at vise sådan en effekt – tværtimod tyder en række studier på, at blandede boliglag fører til mindre tillid og tolerance beboerne imellem.

Ismir Mulalic kan godt forstå frustationen over, at byen ændrer sig, og priserne stiger.

»Men det er stadig ikke påvist, at gentrificering nødvendigvis er noget dårligt,« siger han.

Før Jægersborggade på Nørrebro blev fyldt med butikker, der sælger dyre designerdimser, og specialcafeer, der serverer grød, var den rockernes territorium. Opgangene husede hashklubber, og den eneste handelsdrivende, en købmand, levede af at sælge øl og petroleum til opvarmning af lejlighederne.

I løbet af 00erne satte gadens mange andelsforeninger en omfattende renovering i gang. Beboerne blev udskiftet, og butikkerne sprang frem.

Lene Tønnesen, som kommer fra Falster, flyttede til kvarteret i 1991, da hun fik tilbudt en billig og relativt stor lejelejlighed. Dengang var bydelen så slidt, at »man kom til at tænke på Detroit,« fortæller hun over en kop kaffe i hjemmet. I opgangen boede folk fra arbejderklassen, men da lejlighederne blev istandsat i 00erne skete der en stille udskiftning. De er kun få oprindelige beboere tilbage fra dengang.

»Det har været positive forandringer. Jeg tjener jo ikke noget, når det er en lejelejlighed, og kan godt fortryde, at vi ikke gjorde det til en andelslejlighed,« siger hun.

Dengang gik hun aldrig en tur ned ad Jægersborggade. Det gør hun i dag, mest for at kigge, for »butikkerne, de er jo dyre«.

»Jeg tror ikke, folk som sådan er blevet fordrevet direkte. Jeg kan jo også blive hængende, for det er billigt og centralt, men flytter jeg væk, bliver det nok svært at komme ind igen. Derfor har jeg ikke rigtig turdet at gøre det.«

Det er netop sådanne historier, der mangler i forskningen, siger Eric Clark, som er professor i kulturgeografi ved Lund Universitet. Effekterne af gentrificering er svære at studere udelukkende via tal. Vi mangler individernes forklaring på, hvorfor de flytter eller bliver.

Som eksempel nævner han et stort studie fra 2004, hvor amerikanske forskere havde undersøgt gentrificeringens konsekvenser i New York i 1990erne. Ved at analysere beboernes flyttemønstre i 55 forskellige områder kom de frem til, at »fattige husholdninger« var 19 procent mindre tilbøjelige til at flytte fra gentrificerede områder end dem, der boede i ikke-gentrificerede kvarterer. Et tegn på, at de ressourcesvage ikke blev fortrængt fra området, lød konklusionen. Senest indikerede et arbejdspapir fra det amerikanske National Bureau of Economic Research, at det samme gælder lavindkomstbørn i New York mellem 2009 og 2015.

»Man har en masse tal på, hvor mange der flytter, men det er også kun tal på netop flytning. Ikke på, hvorvidt folk er blevet fordrevet eller ej,« lyder Clarks indvending.

Samme kritik kom nogle forskere med i et studie fra 2006, hvor de også så på New Yorks gentrificerede nabolag og spurgte lejerne, hvorfor de var flyttet. De kom frem til, at omkring ti procent af alle flytninger skete som følge af fortrængning på den ene eller anden vis, og konkluderede, at selvom gentrificering skubber en mindre del af de ressourcesvage husholdninger ud, »kan det ikke affærdiges som ubetydeligt«.

Anders Lund Hansen, lektor ved Lund Universitet og Eric Clarks kollega, har blandt andet undersøgt forandringerne på Vesterbro. Ifølge ham mislykkedes kommunens ønske om at inkludere indbyggerne i byfornyelsen af kvarteret og forhindre fortrængningen af bestemte socialklasser. Der har ikke været været nok almene boliger eller andelslejligheder til, at de ressourcesvage beboere havde råd til at blive, og selvom lejeloven i nogle tilfælde beskytter mod huslejestigninger, er der eksempler på, at beboere alligevel har følt sig presset ud – blandt andet af kapitalfonde som Blackstone, der har opkøbt lejeboliger i København.

Når fordrivelsen kan være svær for forskningen at registrere, kan det skyldes, at lavindkomstgrupperne bruger opsparingen på at blive boende så længe som muligt, men på et eller andet tidspunkt må give slip.

»Nogle gange foregår fortrængningen ujævnt og sent. Men det ændrer ikke ved, at det er traumatiserende for den enkelte, når det sker,« siger Lund Hansen.

Almensektoren og andelslejlighederne afbøder de velbemidledes indtog, men de er også under forandring, fortsætter han. Nogle af de almene boliger, som er på vej i det nybyggede københavnske Nordhavnskvarter, har en månedlig leje på op mod 10.000 kroner, og mange steder er andelslejlighederne steget væsentligt i værdi.

»Det her handler også om, hvem der har ret til byen. I Sverige er det blevet til en diskussion om menneskerettigheder. Om retten til ikke at blive sparket væk og til at kunne bidrage til byen. Med den skala af kapitalbevægelser, vi ser i dag, bliver byen i mindre og mindre grad et sted, hvor høj og lav kan leve sammen, hvilket er nogle af de demokratiske principper, vi ellers har haft i Skandinavien,« siger han.

Når det forlyder i forskningen, at gentrificeringen medfører mindre kriminalitet og en pænere by, er det vigtigt at skille tingene ad, siger Lund Hansen.

»Ingen ønsker jo det modsatte, for hvem er slumromantiker nok til at ønske sig tilbage til tredje baggård på Vesterbro og narkomaner i opgangene? Der kommer måske mindre kriminalitet og flere butikker, men det er også et udtryk for, at man har skubbet problemerne et andet sted hen.«

Om gentrificeringen blot flytter kriminaliteten, har forskningen svært ved at give et entydigt svar på. Noget tyder dog på, at den ikke bare forsvinder: Et amerikansk studie fra 2014 viste eksempelvis, at hvis et gentrificeret område ligger på kanten af et, der ikke har været igennem processen, rykker forbrydelserne til områdets udkant.

»Nogle siger, at vi investerer i vores by, fordi vi elsker den, men det er vigtigt at huske, at det modsatte af gentrificering ikke er forfald. En stor del af vores almene boliger er meget velholdte og i rigtig fin stand. Der er mange måder at investere på.«

På Nørrebro, hvor ændringerne for alvor har taget fart det seneste årti, er der fortsat delte meninger om gentrificeringen. Der har været protester – fra knuste butiksruder til graffiti med budskaber som »caffe latte mig i røven«. Samtidig må mange af de beboere, der er skeptiske over for udviklingen, erkende, at de selv har været med til at drive processen. Et paradoks, som beskrives i den akademiske bog Gentrifiers fra 2017, hvor en række amerikanske forskere skriver om, hvordan de selv har været med til at gentrificere, selvom de egentlig er imod det.

Den splittelse kan Laura Klitten, som flyttede til Nørrebro i 2001, godt genkende.

»Jeg elsker jo Nørrebro og har også boet har, da jeg gik i gymnasiet. Først var vi fattige studerende, men så læste jeg på universitet og skrev en ph.d. Hele baduljen. På godt og ondt er jeg en del af gentrificeringen, for jeg har egentlig ikke villet være det.«

Side 53