Tilpasset. »Vi har vænnet os til strålingen,« siger beboerne i Koyan, der bor klos op ad radioaktive ruiner fra Den Kolde Krig. Kan vi lære noget af deres historie i dag?
Jeg er en radioaktiv mutant
Magdalena Stawkowski var to måneder inde i sit feltarbejde, da ilden på den kasakhiske slette tog fat. Luften var orange og tung af røg og flammer, der nærmede sig landsbyen Koyan på grænsen af Polygonen – et 18.000 kvadratkilometer stort område, hvor Sovjetunionen udførte mindst 450 atomvåbensprængninger indtil sin opløsning i 1991. I dag bor omkring 50.000 kasakhere i nærheden af eller på de bestrålede arealer.
Da den polsk-amerikanske antropolog ankom til den antændte slette, var de lokale, bevæbnet med fåreskind monteret på lange pinde, i fuld færd med at slukke de antændte høstakke, dyrenes vinterforråd, som var blevet skåret kort tid forinden. Under den fire dage lange ildkamp, som fandt sted for ti år siden, var stemningen præget af irritation og opstemthed. Ingen var tilsyneladende bekymret for de radioaktive partikler, der hvirvlede i op luften og ind i lungerne, hver gang flammerne fik tæsk.
Del: