Hvis håndboldentusiaster mener, at de er uretfærdigt placeret i den finkulturelle matrice for god og dårlig smag, så skulle de prøve at gå til crossfit. Eller bare frekventere et godt, gammeldags mellempris-fitnesscenter med svedstænkede spejle, crosstrainermaskiner, Radio Nova i højttalerne og gigantiske montrer fyldt med proteintilskud.
Selv Jørgen Leth er begyndt at sætte pris på håndbold. Men fitness er der endnu ingen, der skriver digte om.
Det skulle da lige være Theis Ørntoft, der i hærværksromanen Solar fra 2018 lod sit alter ego påbegynde sin deroute fra den kreakulturelle klasse med bodybuilding og en omplacering til den københavnske vestegn, for det mest kontroversielle, den moderne digter kan gøre, er naturligvis ikke at gå i hundene, men at gå i Fitness World. At erstatte sine store tanker om livet og kunsten med den overfladiske dyrkelse af kroppen.
Der er noget med den intellektuelle klasse og kroppen. Især, hvis jeg må være så fri, den intellektuelle venstrefløj.
SENEST HAR man i Dagbladet Information kunnet læse en kommentar af Matthias Dressler-Bredsdorff, for hvem en uges gang i et fitnesscenter har afstedkommet følgende, lidet muntre åbenbaring om årsagen til, at så mange af os hver dag vælger at pakke tasken og gøre det samme: Det handler om kapital. Helt konkret at man »for at overleve i en verden skabt af penge er (...) nødt til selv at blive til kapital«.
Det er en påstand, der nok ikke helt kan afvises. Men det er ikke derfor, den er interessant. Her i avisen har man ved flere lejligheder kunnet læse om forskning, der understøtter den for mange nok i forvejen indlysende sandhed, at et smukt ydre kan være kapital i sig selv, og at mennesker, der lever op til vores vedtagne skønhedsidealer, opnår flere fordele livet igennem. Der findes også forskning, der peger på, at muskuløse mænd faktisk har tendens til at være mere højreorienterede, især fordelingspolitisk, hvilket igen giver en slags intuitiv mening: »You want a bikini body, you better work bitch,« som Britney synger. Her er man i sandhed sin egen lykkes smed. Ja, og dog, for det er selvfølgelig en illusion: Fysisk form er betinget af en række andre faktorer, først og fremmest genetik, som ofte betyder mere, end man skulle tro. Dernæst penge, tid og snyd. Eller sagt på en anden måde: penge, penge og penge.
Men er fysisk udfoldelse virkelig kun et middel til at opnå kapital? Det, der især slog mig ved Dressler-Bredsdorffs analyse, var det totale fravær af krop. I hans udlægning er det at løfte vægten eller træde op på crosstraineren en symbolsk handling, ja, selve knæfaldet for kapitalismen, og motionisterne i dette fitnesscenter, hvis navn vi ikke lærer at kende, men hvor man fra løbebåndet kan »kigge ud over Københavns havn, hvor bankvæsenets kolde domiciler spejler sig i det grå vand«, fremstår som intet mere end konkurrencestatens små soldater, der hver især kæmper for at forbedre deres markedsposition.
MEN DEN moderne kapitalisme har ikke opfundet kropsdyrkelsen. Den går tilbage til antikken, til de gamle grækeres nøgenatletik og glinsende muskler og ideen om, at det er en mands pligt at holde sig ikke blot mentalt men også fysisk i form (i Xenofons erindringer skælder Sokrates ud på sin unge følger Epigenes for ikke at gøre netop det). Læser man professor i idrætshistorie Hans Bondes imponerende værk fra 2020 om den danske fitnesspioner J.P. Müller, vil man opdage, at dyrkelsen af kroppen – i særdeleshed den nøgne, trænede krop – var uløseligt forbundet med det moderne gennembrud og frigørelsen fra klunketidens kvælende bånd, med sanseligheden, med erotikken. Og har man skimmet et hvilket som helst populærvidenskabeligt magasin, eller hopper man blot på stedet 100 gange, vil man vide, at bevægelse frigiver hormoner, der føles godt.
Med det in mente kan man fristes til at spørge, om ikke det er afvisningen af fitness som simpel jagt på æstetisk kapital, der er overfladisk. Man kan også spørge: Hvorfor må kroppen ikke være et instrument? Hvorfor er det finere at øve klaver, memorere et digt, mestre et sprog eller lære at stave til Houellebecq, end det er at forædle sin fysik? Er det, fordi tankens arbejde, selv på venstrefløjen, altid vil være finere end kroppens?
J.P. Müllers antihelt var i øvrigt netop den intellektuelle »bykontorist«, der »duknakket« hensygnede ved skrivepulten i stedet for at indfri sin krops potentiale. Til en moderne venstrefløjser ville han måske sige: Når revolutionen kommer, hvordan vil De så løfte en høtyv med de tynde arme?
