Tabu. Vi taler helst ikke om det, men udseendet spiller en stor rolle for folks muligheder i livet. Er det på tide at behandle skønhed som en kilde til ulighed på linje med køn og race?

Den grimme sandhed

Fra tid til anden eksploderer den offentlige debat i forargelse, fordi nogen har kommenteret en kendt persons søde smil eller kønne øjne. På en måde forstår man godt opstandelsen, for hvem har lyst til at blive reduceret til sin krop eller sit ansigt? Men der er også noget paradoksalt i, at vi taler så lidt om, hvordan vi ser ud, når vores sanseapparat ser ud til at være overordentligt optaget af netop dét.

Vi danner instinktivt et indtryk af en persons udseende, så snart vi møder dem. Og selvom vi har vores egen personlige smag, når det gælder skønhed, så er der også nogle klare mønstre i, hvem der generelt opfattes som mere eller mindre attraktive.

Ved at bede en række mennesker om at vurdere en persons udseende kan man således nå frem til en slags gennemsnitlig skønhedsrating, som ser ud til at spille en rolle i et væld af ganske afgørende beslutninger. Udseendet ser blandt andet ud til at påvirke, hvem der ansættes i en stilling, hvilke politikere der vælges til vigtige poster, og om en person findes skyldig i en forbrydelse.

Selv når vi bliver bedt om at se bort fra folks udseende, eller har langt bedre information til rådighed, siver vores indtryk af folks ydre ind i vores vurderinger, og nogle forskere argumenterer ligefrem for, at vi skal betragte udseende som en kilde til diskrimination og ulighed på linje med eksempelvis race, etnicitet eller køn.

»Jeg begyndte egentlig at kigge på førstehåndsindtryk, fordi jeg var interesseret i, hvad det er ved folks ansigter, der gør, at vi opfatter dem som eksempelvis troværdige, kompetente eller dominerende,« forklarer Bastian Jaeger, der er adjunkt ved institut for eksperimentel og anvendt psykologi ved Vrije Universiteit i Amsterdam.

»Men jo mere jeg kiggede på spørgsmålet, jo mere gik det op for mig, at folk virkelig baserer mange af deres beslutninger på førstehåndsindtryk af folks udseende, selvom vi kan se, at det ikke fortæller dem særlig meget om personen.«

Det er dumt at basere vigtige beslutninger på upålidelig information, men konsekvensen kan være endnu værre for dem, der uheldigvis ser ud på en ufordelagtig måde:

»Man har måske mindre chance for at få et job eller større risiko for at blive dømt for en forbrydelse. Det kalder vi normalt diskrimination, og vi synes, det er meget unfair. Så min idé har været at se på betydningen af folks udseende fra ofrets perspektiv og argumentere for, at det ikke bare er et problem, hvis man ikke får et job på grund af ens køn eller race, men også hvis man ikke bliver ansat, fordi man ikke ser tiltrækkende eller troværdig nok ud,« siger Jaeger.

Blind vinkel

Når vi møder et nyt menneske, leder vores øjne efter tre overordnede signaler i personens ansigt. For det første, hvor troværdigt og omgængeligt det virker, for det andet, hvor kompetent og dominerende det fremstår, og for det tredje, hvor tiltrækkende eller ungdommeligt ansigtet ser ud.

Bastian Jaegers forskning viser, at mange mennesker er overbevist om, at de kan vurdere folks personlighed ved at kigge på deres ansigter. Selvom det ikke ser ud til at være tilfældet, så er der en vis logik i, at vi ønsker at vurdere, hvor kompetente eller troværdige folk er, før vi ansætter dem, men det kan være sværere at forstå, hvorfor vi er så optaget af, hvor smukke folk er i en professionel sammenhæng:

»Skønhed ser ud til at have en betydning i rigtig mange situationer, hvor ens tiltrækningskraft ikke rigtig burde spille nogen rolle. Vi har en masse data, der viser, at smukke mennesker eksempelvis har større chance for at blive ansat eller forfremmet,« forklarer Bastian Jaeger.

Man har måske mindre chance for at få et job eller større risiko for at blive dømt for en forbrydelse. Det kalder vi normalt diskrimination.

Bastian Jaeger, psykolog

Han har selv lavet studier, der viser, at Airbnb-værter i New York, som et uafhængigt panel vurderer til at være tiltrækkende, tager flere penge for deres lejlighed sammenlignet med dem, der bedømmes som knap så smukke, og han har vist, at italienske politikere, der opfattes som mere tiltrækkende, er mere tilbøjelige til at blive valgt end dem med et mindre attråværdigt ydre.

Det mest foruroligende er, at vi ikke nødvendigvis opdager, når udseende ekskluderer folk. Jaeger og hans kolleger arbejder lige nu på en række forsøg, der antyder, at vi har en blind vinkel over for diskrimination på baggrund af skønhed:

»De fleste kan nok blive enige om, at køns- og racediskrimination er de to store problemer, og man kan måske også argumentere for, at det er de vigtigste former for diskrimination. Men vi taler så lidt om diskrimination på baggrund af udseende, og der er næsten ingen forskning i det,« siger Bastian Jaeger.

I forsøgene viser Jaeger og hans kolleger deltagerne en gruppe ansøgere, der er udvalgt til et job. Nogle deltagere ser kun hvide ansøgere, andre ser kun mænd, mens den sidste gruppe kun ser smukke mennesker:

»Når der kun er mænd eller hvide i udvalget, er folk gode til at få øje på, at det er uretfærdigt, men når man viser dem et udvalg, hvor alle er smukke, siger mange, at det ser ganske fair ud. Vi argumenterer for, at folk kigger efter køn og race, men ikke skønhed, når de skal vurdere, om en gruppe er mangfoldig, eller en ansættelsesprocedure var fair. Det kan være forklaringen på, at diskrimination på baggrund af udseende ofte går under radaren,« siger Bastian Jaeger.

Skønhedsåbenbaring

Når det gælder kilder til ulighed, står skønhed i skyggen af karakteristika som køn og race. Men faktisk virker de tre ting ofte sammen. Sidste år publicerede American Journal of Sociology et tankevækkende studie fra tre amerikanske sociologer, der antyder, at udseende gør en stor forskel for alle grupper, men at effekten i høj grad afhænger af folks køn, race og etnicitet.

Illustration: JCT Li
Illustration: JCT Li

Sociologerne brugte data fra en stor amerikansk undersøgelse, der løbende har fulgt et repræsentativt udsnit af befolkningen fra teenageårene og frem. De interviewere, der stod for at indsamle de mange svar fra deltagerne, blev også bedt om at vurdere, hvor smukke interviewpersonerne var, og fordi undersøgelsen indsamlede data i fire omgange, har forskerne flere vurderinger af hver deltager.

Interviewerne var ikke trænet i at vurdere folks udseende, men det er faktisk en fordel, forklarer Ellis Monk, der er lektor i sociologi ved Harvard University og en af forfatterne til studiet. Forskerne er nemlig interesserede i den naive, hurtige bedømmelse, som deltagerne typisk vil møde i deres hverdagsliv:

»Det er vigtigt at forstå, at der ikke er et objektivt skønhedsideal, men at vi fra en tidlig alder lærer, hvem vi skal vurdere som mere eller mindre smukke, og vores skønhedsidealer har det med at være ret eurocentriske, selv hos mennesker, der ikke er hvide. Vores studie viser konsekvenserne af ikke at leve op til de standarder.«

Ellis Monk har primært forsket i betydningen af hudtone, og hvordan en lysere eller mørkere tone kan skabe store uligheder inden for grupper af folk, der eksempelvis identificerer sig selv som sorte. Det er denne grundtanke, Monk og kollegerne viderefører i studiet, hvor de ser bredere på den amerikanske befolkning.

»Selvom jeg taler om et eurocentrisk skønhedsideal, er der mange hvide, der i realiteten ikke lever op til det ideal,« siger Ellis Monk.

Man skal forestille sig, at deltagerne gennem interviewernes subjektive vurderinger er blevet placeret på en skala fra mindst til mest tiltrækkende, og ser man isoleret på hvide mænd i undersøgelsen, er der et løngab mellem de to ender af skalaen, der svarer til, at de mindst tiltrækkende kun tjener 88 cent, hver gang de smukkeste tjener en dollar:

»Løngabet mellem sorte og hvide er på 87 cent til en dollar, så det illustrerer meget godt, at fysisk tiltrækningskraft er en dimension af ulighed på arbejdsmarkedet, der er lige så kraftfuld som eksempelvis race,« siger Ellis Monk.

Udseende skaber betydelig ulighed inden for alle grupperne – lidt større hos hvide kvinder end hvide mænd – men har allerstørst betydning for de sorte amerikanere. Særligt de sorte kvinder vurderes som mindre tiltrækkende af interviewerne, og for den majoritet, der ikke lever op til interviewernes eurocentriske skønhedsideal, bliver den eksisterende ulighed kraftigt forstærket, når man også tager højde for betydningen af udseendet. Til gengæld kan den lille gruppe sorte kvinder, der faktisk lever op til skønhedsidealet, høste den allerhøjeste gevinst af alle:

»De sorte kvinder, der vurderes som værende blandt de allersmukkeste, passerer faktisk indtjeningsniveauet hos hvide kvinder med samme vurderede skønhed, og det antyder, at minoriteter, der trods stereotypen lever op til de her idealer, faktisk høster en stor gevinst og tjener mange penge. Men de stikker ud som undtagelsen, der bekræfter reglen,« forklarer Ellis Monk.

Født med et smil

Vores trang til at vide, hvordan folk ser ud, er stærk, viser Jaegers forskning. Det samme er vores tro på, at vi bedre kan bedømme en person, hvis vi ved, hvordan han eller hun ser ud. Men hvorfor har vi den stærke trang, hvis det ikke er til megen hjælp i vores vurderinger?

Måske er det en bivirkning af, at folks ansigtsudtryk kan være et forholdsvis pålideligt signal om folks intentioner i øjeblikket.

»Hvis en person smiler, giver det mening at tro, at vedkommende er rar. Evolutionen har formentlig udstyret os med en mekanisme, der leder efter smil for at bestemme, om vi skal nærme os eller holde afstand, og den leder så intensivt efter smil, at selv noget, der ligner et smil, kan udløse en reaktion i os,« forklarer Bastian Jaeger.

Han sammenligner det med en røgalarm, der også hellere må gå i gang en gang for meget end en gang for lidt. Teorien understøttes af et par studier, Jaeger og en kollega har lavet for at fastslå, hvilke ansigtstræk der er vigtigst for vores førstehåndsindtryk:

»Vi så kun på neutrale ansigter, hvor folk slapper af i musklerne, men selvom du ikke bevæger dit ansigt, aflæser folk stadig følelsesmæssige udtryk i dit ansigt. Vi ser måske et smil, fordi mundvigene fra naturens hånd vender lidt opad, og disse ligheder med følelsesudtryk viste sig at være bedst til at forudsige folks førstehåndsindtryk,« siger Bastian Jaeger.

I forskningen har man peget på, at vi opfatter ansigter som smukkere, hvis de eksempelvis har kønstypiske træk, er tættere på gennemsnittet og er mere symmetriske, men der er stor uenighed om, hvor afgørende trækkene er for folks opfattelse af skønhed.

Med tanke på de muligheder, et attraktivt udseende kan give, er det ikke underligt, at mange gør en stor indsats for at tage sig bedst muligt ud i den krop, de nu engang er udstyret med. Det er imidlertid ikke alle, der har de samme muligheder for at forme og bruge deres udseende, forklarer Outi Sarpila, der er forsker ved Invest Research Center under Turku University.

Hun mener, at meget af den økonomiske forskning om skønhed fejlagtigt antager, at et smukt ydre altid er et aktiv for folk:

»Jeg benægter ikke, at udseende er en faktor, der skaber social ulighed. Der er helt klart fordele ved at være smuk. Men når vi først kigger på, hvordan skønhed påvirker forskellige folk i forskellige situationer, bliver billedet mindre ligetil,« siger Sarpila.

Sammen med kolleger er hun netop blevet færdig med en systematisk gennemgang af forskningen på området, og her er hovedkonklusionen, at skønhed ikke altid er en fordel for kvinder. Særligt ser smukke kvinder ifølge Sarpila nogle gange ud til at have en ulempe i forhold til løn og ansættelse i erhverv domineret af mænd.

Naturlig skønhed

Sarpila og hendes kolleger forestiller sig udseende som en slags æstetisk kapital, som man kan få til at yngle ved at ændre sit udseende, og som man derpå kan forsøge at veksle til penge, bedre job, sociale forbindelser og romantiske forhold.

Men deres forskning antyder, at spillereglerne ikke er de samme for alle. Så selvom det er mere acceptabelt for kvinder end for mænd at forsøge at forme deres ydre, bliver det betragtet som mindre legitimt af samfundet, hvis de bruger deres udseende til at opnå ting:

»På den måde kan mænd faktisk have bedre mulighed for at udnytte deres udseende, fordi de ikke rigtig bliver straffet for at se godt ud. Vi opdager ikke nødvendigvis, når mænd bruger deres udseende, og jeg ved fra mine kollegers forskning, at folk har sværere ved at vurdere mænds skønhed, men derfor kan det jo godt have en stor betydning for deres position i samfundet,« forklarer Sarpila.

Ifølge Outi Sarpila er vi måske særligt tilbøjelige til at overse vigtigheden af æstetisk kapital i vore nordiske lande, der er mindre ulige og kompetitive end mange andre lande, og hvor skønhedsidealerne derfor kan være mere subtile. Det kan skjule, at normerne for æstetisk kapital tjener dem, der allerede har mange kulturelle, æstetiske og økonomiske ressourcer:

»For eksempel skal man vide, hvordan man skal klæde sig og forme sit udseende på en måde, der anses som acceptabel, og det kræver kulturel kapital,« siger Outi Sarpila.

Middelklassens idealer er ifølge Sarpila på en næsten usynlig måde indkapslet i forestillingen om »naturlig skønhed«. Hendes forskning viser, at mange i Finland synes, at det er mere legitimt at forme sit udseende med ting som træning eller daglig pleje, der anses som »naturligt«, mens forsøg på at skjule aldring eller ændre sit ydre med plastikkirurgi bliver betragtet som »kunstigt« og mindre acceptabelt.

På den måde kan idealet om naturlig skønhed tjene til at bevare status quo, så de, der i udgangspunktet er udstyret med den mest fordelagtige fremtoning, også er i den bedste position til at høste de næsten usynlige fordele ved skønhed:

»Jeg ved fra min egen forskning, at middelklassen er den gruppe, der er mest interesseret i at tage hånd om, hvordan de ser ud. De lader altså til at være fuldt ud klar over, hvilke fordele det kan give, men måske synes de ikke, andre mennesker skal drage en fordel af deres udseende. Der er forskning fra Storbritannien, der viser, hvordan kvinder fra middelklassen misbilliger arbejderklassekvinder, der bruger plastikkirurgi til at opnå en bedre position i livet, og på den måde handler ideen om det naturlige også om at beskytte sin egen position,« siger Outi Sarpila.