Jeg vil sent glemme Terry fra Alaska. Han deltog i sæson ni af den amerikanske udgave af Alene i vildmarken og havde held med at nedlægge en bæver: en triumf, der betød mad til mange dage og gav Terry et langt bedre kalorieregnskab end konkurrenterne. Så han flåede, parterede, og røg kødstrimler, spiste bæverbacon og drak bæverfedt. Alligevel blev han tyndere og tyndere. På dag 42 røg han ud; bæveren havde inficeret ham med en parasit.
Terry havde brugt en uge på at opspore bæveren og planlægge det perfekte skud, og bagefter var der så meget arbejde med kødet, at han ikke havde tid til også at samle urter til at supplere sin kost. Der var noget dybt uretfærdigt i hans nederlag: Selv hvis du præsterer noget så imponerende som at skyde en pil i en bæver på lang afstand, kommer der bare en lillebitte parasit og nedlægger dig.
I denne uge begynder en ny dansk sæson på DR, hvor syv deltagere skal klare sig så længe som muligt i det finske Lapland, 300 kilometer nord for polarcirklen. Og ved første øjekast ser det måske ud til at handle om stærke enspændere, der med kløgt og snilde formår at overleve i barske omgivelser. Men ofte ender programmerne i stedet med at vise, hvor begrænsede vi er på egen hånd.
Ikke fordi det moderne menneske er kommet for langt væk fra naturen, men fordi selve opgaven – at overleve alene – er dømt til at mislykkes.
MENNESKER HAR sandsynligvis aldrig klaret sig på egen hånd i naturen. Nok var jæger-samlerne i stenalderen underlagt naturens luner, men de var ikke alene. Fund fra bopladser indikerer, at de levede i grupper, som kunne være større eller mindre, men der er ingen tegn, hverken etnografisk eller arkæologisk, på mennesker, der har levet hver for sig og klaret alle opgaver selv. Tværtimod var det i mange kulturer den ultimative straf at blive isoleret fra gruppen, fortæller forhistorisk arkæolog Mikkel Sørensen fra Saxo-Instituttet.
Der har også været samlingspladser, hvor folk mødtes fra flere forskellige bopladser, fordi det på bestemte tider af året gav mening at samarbejde om at skaffe føde. Det kunne være et rensdyrtræk i Grønland, laks eller ørred, der gik op i en elv i Nordamerika, eller hasselnødder, der skulle høstes og ristes på det helt rigtige tidspunkt.
Historisk er et af menneskets bedste overlevelsestrick at søge hjælp hos andre mennesker, og det er det vilkår, Alene i vildmarken bliver en påmindelse om. For selvom dette års deltagere får lov at jage, ligesom Terry gjorde, vil bue og pil sikkert ikke ændre det store. At dømme ud fra tidligere sæsoner vil de fleste af de højt specialiserede vildmarkseksperter ende med at sidde i bivuakken og sulte. Og før eller siden får de brug for en hjælpende hånd.
