Den 30. januar er det 90 år siden, at Adolf Hitler blev udnævnt til tysk rigskansler. Ved valget til rigsdagen fem uger senere sikrede nationalsocialisterne sig en markant valgsejr med næsten 45 procent af stemmerne. Das Volk havde talt, Hitler var manden, der skulle lede tyskerne tilbage til stormagtsdagene, skabe vækst og genrejse den nationale stolthed efter ydmygelsen ved Versailles-freden i 1919. Ragnarok kunne begynde.
Hvad der siden skete, hører til et af historiens mørkeste kapitler. Men kan man i denne sammenhæng stille spørgsmålet: Hvor dygtig en leder var Hitler, og hvilke evner besad han i egenskaben som der Führer?
Kigger man i Albert Speers erindringer, kan man læse detaljerede skildringer af, hvordan Hitler nærmest gik og danderede den frem for at yde et reelt stykke arbejde. Uanset om vi kommer med ind i Rigskancelliet i Berlin eller til Berghof i De Bayerske Alper, møder vi en Hitler, der står sent op og slæber sig gennem dagen med lange, tunge middagsselskaber, som ingen af gæsterne kunne slippe fri af, før hans uendelige monologer var hørt op, ofte ud på de sene timer.
Speer, der var arkitekt og rustningsminister, tilhørte Hitlers absolutte inderkreds og kunne komme og gå efter eget behov. Med sin frie adgang til Føreren må man tage hans øjenvidneberetninger for ganske sandsynlige og troværdige. Han skriver blandt andet:
»I folkets øjne var Hitler Føreren, der arbejdede utrætteligt døgnet rundt. Den, der kender mange kunstneriske temperamenters arbejdsmåde, kan forstå Hitlers udisciplinerede tidsinddeling som en bohemes livsstil. Så vidt jeg kunne iagttage, lod han ofte et problem modnes under sin ugelange beskæftigelse med uvigtige ting, for derpå i nogle intensive arbejdsdage definitivt at formulere den løsning, der forekom ham rigtig ifølge af en pludselig erkendelse. Når han havde truffet en afgørelse, faldt han atter tilbage til sin lediggang.«
Ulyst til arbejde
Claus Bundgård Christensen, lektor i historie ved RUC og forfatter til en række bøger om Anden Verdenskrig, mener, at Hitler havde elementer af at være en fantast og en dagdrømmer. Men han vil ikke beskrive ham som doven.
»Han var ikke typen, der lå på divanen og kiggede op i luften. Han var faktisk meget arbejdsom, der var ikke den detalje, han ikke kunne finde på at blande sig i. Alligevel vil jeg sige, at han havde en ulyst til at arbejde. Det trivielle arbejde gad han ikke. Han interesserede sig ikke ret meget for økonomi, det kedede ham, og han havde i øvrigt ikke flair for det. Når hans økonomichefer holdt oplæg for ham, blev han fjern i blikket, hvilket resulterede i, at han tog dårlige beslutninger. Han ville hellere tale om, hvad der skete på slagmarken, og store, fremtidige projekter, eksempelvis opbygningen af verdenshovedstaden Germania og udviklingen af raketvåben, der kunne ramme den amerikanske østkyst. Den slags gik han meget energisk ind i. Nærmest manisk,« siger Claus Bundgård Christensen og tilføjer:
»Det er en forbløffende historie, at Hitler endte med at blive rigskansler, når man tænker på, at han som ung drev rundt som en randeksistens i Wiens gader. Til tider arbejdsløs og hjemløs.«
Trods sin sociale deroute fik den unge Adolf fodfæste under Første Verdenskrig, hvor han kom til det bayerske infanteriregiment og blev ordonnans. Efter alt at dømme var han en tapper soldat, der udførte sit arbejde uden beklagelse.
Den brutale skyttegravskrig kom til at betyde meget for hans dannelse. Årene som soldat formede ham og gav ham en række forestillinger, som han tog med ind i den nationalsocialistiske idé. Havde det ikke været for de år, havde hans liv formentlig formet sig anderledes. Her er det værd at nævne, at han under nazisternes partidage i Nürnberg optrådte iført en feltuniform med sit jernkors fra Første Verdenskrig. Og intet andet. Det var den periode, der skabte ham.
»Da han senere gik ind i politik og opdagede, at han havde nogle retoriske evner, gav det ham et yderlige skub fremad. Han besad nogle retoriske evner og havde samtidig flair for at bevæge sig i et politisk uroligt miljø med voldsparate grupper. Her kan man nævne ølstuekuppet i München i 1923.«
Netop talerne og hans fornemmelse for iscenesættelse, særligt under partidagene, var måske Hitlers stærkeste kort. Det at kunne gribe folk og indfange dem, tale i opildnende vendinger.
»Talerne var med til at bære ham frem som en stærk leder. De bragte ham langt og gav ham et fast greb om partiet.«
Komponisten og journalisten Henning Rechnitzer-Møller (1889-1975) mødte Hitler flere gange, da han boede i Berlin i mellemkrigsårene. I en DR-radioudsendelse mange år efter fortalte Rechnitzer-Møller til programmedarbejder Hans Skaarup, hvordan Førerens øjne var fuldkommen »udtryksløse«, da han trykkede hans hånd under et selskab i Rigskancelliet. Hitler gjorde ikke noget indtryk på ham ved den lejlighed. Anderledes var det de gange, han oplevede ham i Berliner Sportpalast.
»Det hele var et stort iscenesat teater at se på. Men jeg må sige, at han talte glimrende, ja ganske storartet, men jeg var ikke overbevist om indholdet,« fortalte Henning Rechnitzer-Møller.
Myten og virkeligheden
Der var altså en diskrepans mellem myten Hitler, symbolet på magt, orden og højtidelighed, og så den reelle leder. Han fremstod stærk og barsk, men var ikke typen, der evnede det seje træk bag sit enorme skrivebord. Han begravede sig ikke i tunge dokumenter, gad ikke den daglige trummerum og de dårlige nyheder fra fronten.
»Han satte sig ikke grundigt ind i tingene, og det resulterede i nederlag ved fronten. Det kan minde om den måde, Donald Trump arbejdede på, uden sammenligning i øvrigt, men man har ikke indtryk af, at han satte sig dybt og grundigt ind i sagerne. Der er nogle paralleller mellem dem som ledere,« siger Claus Bundgård Christensen.
I den første store biografi om Hitler, skrevet af Joachim C. Fest i 1973, betragtede han Hitler som en tom skal, men det passer ikke, ifølge Claus Bundgård Christensen.
»Hitler var et menneske, han havde relationer til det modsatte køn, hvilket noget af den nyere forskning har peget på. Men der er ingen tvivl om, at han var speciel, og det blev han mere og mere, som krigen skred frem. Der var ingen til at sige ham imod, og det betød noget for den person, han udviklede sig til. Noget, der kendetegner diktatorer.«
Han påpeger samtidig, at Hitler besad et organisatorisk talent. Fra det øjeblik, han blev rigskansler, igangsatte han en markant oprustning af det tyske militær. Han satte gang i en udvikling, der betød, at Tyskland ved krigsudbruddet i 1939 stod med verdens mest moderne hær.
Parallel til Putin
Hvad der skete på slagmarken, optog ham naturligvis. Han lyttede sjældent til sine generaler. Han talte meget og var dårlig til at lytte til andre. Forud for angrebet på Sovjetunionen frygtede mange af hans generaler, at det var for tidligt at sætte angrebet mod øst ind, hvilket det også viste sig at være. Trods advarslerne iværksatte Hitler verdenshistoriens største militære operation. Hans had til kommunismen var for stort. Derudover ville han skabe et yderligere Lebensraum for det tyske folk. Da Stalingrad var tabt, kastede han skylden på alle andre end sig selv.
»Når vi taler om diktatorer, ser man ofte, at de oplysninger, der tilgår dem, bliver filtreret. De hører det, som de gerne vil høre. Det handler om en magtfuldkommenhed, som er farlig for diktatorer. Det så vi med Hitler, og det kan vi også se med Putin. Hvis han havde haft et reelt indblik i den russiske hærs formåen, havde han næppe angrebet hele Ukraine. Der, hvor krigen står i dag, var vel ikke det, som Putin drømte om for et år siden. Realistisk set bliver det meget svært for Rusland at besejre Ukraine. Det har de formodentlig ikke kapaciteten til. På samme måde tabte Hitler krigen, fordi han ikke forstod det potentiale og den produktionseffektivitet, som amerikanerne havde.«
– Så var han en dygtig leder?
»Han var dygtig til nogle ting og elendig til andre ting. Men overordnet set var han ikke en dygtig leder. Han satte alt over styr, tingene kunne have gået anderledes, men det formåede han ikke. Han efterlod et sønderbombet Tyskland. Set i det perspektiv var han en forfejlet fører.«
