Først var det græssende køer i Korsør, så var det vandboringer på Fanø, havskum på Vesterhavet, og i denne uge var det så økologiske æg. Der dukker PFAS op overalt, og de svært nedbrydelige kemikalier er uden sammenligning tidens mest omtalte og frygtede miljøudfordring. Men stemmer blandt fagfolk peger på, at der tegnes et skræmmebillede, som ikke bare er urimeligt, men også kontraproduktivt.
»I mediedækningen er det kørt helt ud af proportioner,« siger Paula Hammer, klinisk toksikolog samt arbejds- og miljømediciner ved Bispebjerg Hospital. »Det er glimrende, at dækningen har medført, at der nu virkelig sker noget med regulering af stofferne. Men samtidig er borgerne blevet taget som gidsler. Set i et populationsperspektiv er stofferne problematiske, og de skulle aldrig have været benyttet, men den enkelte dansker har ingen grund til at gå i panik.«
Paula Hammer, som har rådgivet angste borgere fra både Korsør og hovedstadsområdet, efterlyser en koordineret strategi for kommunikation fra miljø-, fødevare- og sundhedsmyndigheder. Ikke for at bagatellisere, men for at perspektivere, hvad eksponering for PFAS reelt betyder i en samlet kontekst. Som hun siger:
»Danmark er et af de lande, som måler mest, men har nogle af de laveste niveauer af PFAS. Samtidig ved vi fra epidemiologiske studier af grupper, som har været udsat for ekstremt høje niveauer i årevis, at helbredseffekterne er beskedne,« siger hun. Hammer får støtte fra tidligere cheflæge på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Universitetshospitalet i Gødstrup Kurt Rasmussen. Han har i mange år arbejdet med kemiske risikovurderinger og er medforfatter til den lærebog i miljømedicin, som benyttes på de danske lægestudier.
»Man får indtryk af, at problematikken er ny og akut. Men faktisk er der tale om en flere årtier gammel forurening, som har været kraftigt faldende de seneste 20 år, og som bare vil fortsætte faldet i takt med udfasning af stoffer,« påpeger Rasmussen.
Gammel nyhed
Gruppen af PFAS, altså per- eller polyfluoroalkylstoffer, er en opdagelse fra 1930erne. Den har været produceret i stor skala siden 1950erne og brugt i et væld af produkter. Stofferne afviser både fedt og vand, og man kender dem fra teflon og diverse typer madvareemballage, men også fra kosmetik og brandskum, ligesom de bruges til imprægnering af regntøj, tæpper og møbeltekstiler. Stofferne er svært nedbrydelige og kan måles i dyr, mennesker og miljø overalt på kloden.
Stofferne findes i titusindvis, men på baggrund af dyrestudier bekymrer man sig fortrinsvis om de fire stoffer PFOA, PFNA, PFOS og PFHxS, som er såkaldt langkædede forbindelser. For mennesker, som ikke arbejder direkte med produktion af PFAS, er hovedkilden fødevarer. Stofferne optages i tarmen, bæres rundt med blodet og opkoncentreres i leveren. De omsættes ikke i organismen, men udskilles med urin og afføring, men halveringstiden i blodet ligger fra en enkelt dag til fem år.
Produktion af de gamle og mest problematiske langkædede stoffer som PFOS blev udfaset for 20 år siden, og lige siden er indholdet målt i menneskers blod faldet. I Danmark viser det sig i målinger foretaget i forbindelse med den store mor-barn-kohorteundersøgelse med 92.000 mødre fra hele landet. Indholdet af PFOS i blodet hos 860 mødre var mellem 1996 og 2002 syv gange højere end niveauet hos deres sønner i 2017. Niveauet af andre målte PFAS var halveret eller faldet til en tredjedel. Lignende fald kendes fra andre befolkninger.
Langt fra påvirkning til sygdom
Men det væsentlige spørgsmål er, om det PFAS, som nu engang stadig findes, har effekter på vores helbred.
»Det er vigtigt at forstå, at eksponering ikke i sig selv er lig risiko,« siger Paula Hammer. »Der er en verden til forskel på ændringer af nogle biomarkører i kroppen og klinisk sygdom.«
Sundhedsstyrelsen udgav sidste år en rapport om PFAS' helbredseffekter, som inddrager rapporter fra både amerikanske og europæiske sundheds- og fødevareagenturer. Den gennemgår forskningen på området og vurderer evidensen for effekter på en række områder fra reproduktion over organpåvirkning til kræftsygdomme. Den fastslår også, at »tilgængelige epidemiologiske studier tyder på korrelationer mellem eksponering for PFAS og flere helbredsudfald. Imidlertid er der ikke etableret kausale sammenhænge for disse udfald«. Kort sagt: Man kan ikke med sikkerhed sige, at PFAS er årsagen til de ændringer, man ser.
De bedste menneskelige data kommer fra det, man kunne kalde 'naturlige eksperimenter', nemlig de uheldige befolkninger, som har været udsat for ekstremt høje PFAS-niveauer i årevis, fordi de har boet i områder, hvor man har produceret og udledt stofferne. Det gælder befolkninger i West Virginia og Ohio samt indbyggerne i den svenske Ronneby. I Ronneby var man gennem 30 år eksponeret for drikkevand kontamineret af PFAS via brandskum fra en nærliggende militærlufthavn, og niveauet af PFAS oversteg 1.000 ng/l, altså mere end 500 gange den danske grænseværdi. PFAS i blodet hos Ronneby-borgerne var mellem 5 og 100 gange højere end kontrolgruppen fra Karlshamn.
Ændringer i kolesterol er en af de mest underbyggede effekter, siger Paula Hammer: »Her taler vi om forholdsvis små stigninger hos de mest eksponerede. Ikke stigninger, som gav det, man klinisk vil kalde 'forhøjet kolesterol'.«
Undersøger man fødselsvægten for børn af eksponerede mødre, ser man statistisk, at drenge var 54 gram lettere, end de var i kontrolgruppen, hvorimod piger født af højeksponerede mødre var 47 gram tungere.
Diverse rapporter er enige om, at der ikke ser ud til at være en generel øget kræftrisiko ved PFAS-eksponering, men data fra Ronneby peger på en øget forekomst af nyrekræft på 20 procent. Det betyder i praksis, at risikoen for at få sygdommen ved høj eksponering for PFAS stiger fra 2 procent til 2,4 procent hos mænd og fra 1 til 1,2 procent hos kvinder. Omvendt viser Ronneby-data et fald i risikoen for prostatakræft hos de højeksponerede.
»Det er værd at nævne, at PFAS-målinger på de udsatte Korsør-borgere i gennemsnit lå på 40 ng/ml, hvor det hos borgere i Ronneby var 135 ng/ml. Hos borgere i West Virginia og Ohio har man målt niveauer på over 1.000 ng/ml,« siger Paula Hammer.
Skønt det umiddelbart virker som ubetydelige forskelle, gør de indtryk på Philippe Grandjean, professor i miljøtoksikologi og forskningsleder på Syddansk Universitet.
»Når man kalder helbredseffekterne beskedne, er jeg uenig,« siger han. »Hver gang vi ved en kemisk forurening har sagt, at 'effekterne ligger jo inden for normalområdet', har det vist sig at være mere alvorligt, når man graver et spadestik dybere.«
Grandjean er blandt andet nervøs for virkninger på immunsystemet. Han har selv undersøgt data fra børn på Færøerne og fundet en sammenhæng mellem højere PFAS-niveau i blodet og ringere antistofdannelse efter vaccinering. Tilsvarende effekter er observeret i nogle studier, mens andre kun ser dem for nogle vacciner. Der er imidlertid ingen undersøgelser af, hvorvidt PFAS-niveauet betyder noget for, om børnene i praksis har været beskyttet af deres vacciner.
»Jeg mener, der er generelle effekter på immunsystemet,« siger Grandjean. Selv har han spurgt en gruppe forældre i Odense til deres børns sygdomshistorie og set en sammenhæng mellem PFAS-niveauet i børnenes blod og antallet af luftvejsinfektioner. Læser man Sundhedsstyrelsens rapport, gør den dog opmærksom på, at der behøves undersøgelser med objektive mål og ikke selvrapporterede data, før man kan konkludere noget.
»Men det viser jo netop, at vi er nødt til at forske meget mere i det her,« siger Grandjean. Han er blandt andet i færd med at undersøge mulige effekter af PFAS på knogletæthed og overvægt.
Ekstremt konservative
Det er netop de mulige effekter på børns immunsystem, der i disse år driver ændringerne af diverse grænseværdier for indhold i kilder til PFAS. Blandt andet drikkevand, hvor grænseværdien i Danmark fra nytår blev sænket med en faktor 50 til 2 ng/l. Ændringen kommer i halen på en rapport fra det europæiske EFSA, som forsøger at etablere et acceptabelt dagligt indtag for de allermest sårbare, nemlig fostre og småbørn.
»Det er ikke alle EU-lande, der som Danmark bruger EFSAs anbefalinger til at justere grænseværdien, og flere lande kritiserer os for at være ekstremt konservative,« siger Paula Hammer. Hvortil Philippe Grandjean bemærker, at den nye grænseværdi i USA er 100 gange lavere end den danske. Han mener, at EFSA har begået fejl i sin vurdering.
I betragtning af den nye grænseværdi er det ikke underligt, at man jævnligt kan finde boringer, der overskrider den, bemærker Kurt Rasmussen. På Fanø var indholdet i drikkevand det dobbelte af den nye grænseværdi, men altså langt under den gamle.
»Og fundet gav anledning til unødig panik, fordi myndighederne ikke har kommunikeret den samlede forståelse af det her,« siger han. Rasmussen har i denne uge fremsendt et notat til Folketingets Sundhedsudvalg og Miljø- og Fødevareudvalget, som ikke bare kalder på bedre myndighedskommunikation, men et stop for spredte målinger af PFAS i miljøet. Som han siger: »Vi lever lige nu under en slags målingens tyranni.«
»Det handler om at lave en målrettet analyseplan for at identificere de formentlig ganske få steder, hvor der reelt er landforurening, med henblik på at sikre drikkevand og eventuel fødevareproduktion i de områder.«
En ganske anden type måling er lige nu til debat, nemlig målinger af PFAS i vores blod. I kølvandet på opdagelsen af høje niveauer i økoæg skrev DR, at »politikere og forskere vil have testet mere mad og flere mennesker«. En af disse forskere er Philippe Grandjean. Han støtter sig til en rapport fra sidste år, hvor det amerikanske videnskabsakademi, National Academy of Sciences, anbefaler, at borgere med forhøjet eksponering får fri adgang til testning for PFAS.
»Når samfundet har udsat borgere for en forurening, har borgerne en ret til at vide, hvordan det står til med dem selv. Den ret er vigtigere end hensynet til, at nogle risikerer at blive unødigt bekymrede,« siger han.
»Der kan være gravide, som, hvis de har et højt niveau, vil overveje, hvor længe de skal amme,« siger han. Grandjean tilføjer dog, at man faktisk ikke kan rådgive om, hvornår en ammendes PFAS-niveau er så højt, at det udligner de fordele, amningen har for barnet.
Grandjean er medlem af Sundhedsstyrelsens Ekspertudvalg for PFAS, og her er flere medlemmer dybt uenige med ham. En af dem er Sandra Søgaard Tøttenborg, forskningsleder ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og hun skriver i et notat til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, at »mistankebaserede tests ikke er vejen frem«.
»Med den nuværende viden er det ikke muligt at give hverken en konkret risikovurdering eller tilbyde behandling til folk,« siger hun og påpeger, at omkostningerne – 2.000 kroner alene for testen samt opfølgende lægekonsultationer – »ikke står i rimeligt forhold til det sundhedsmæssige udbytte«. Noget, som samtlige cheflæger på de danske arbejds- og miljømedicinske afdelinger bakker op om.
Paula Hammer peger på, at fri adgang til PFAS-test strider imod de danske screeningsprincipper, som vi forholder os til, hver gang vi overvejer, om der skal testes eller screenes.
Philippe Grandjean indrømmer, at den rådgivning, man kan give den enkelte, er helt generelle råd: at begrænse sin eksponering for PFAS. »Kassér måske teflonpanden, og sørg for, at tæpper og den slags ikke er imprægneret med PFAS.«
Endelig gør han opmærksom på, at man kan filtrere sit drikkevand med et aktivt kulfilter. Det overvejede han selv i sin lejlighed i Boston, hvor indholdet af PFAS er syv gange den danske grænseværdi. Vandværker og vandboringer kan gøre det samme.
»Stofferne er i miljøet i dag, men langt de fleste steder ikke i koncentrationer, som helbredsmæssigt betyder noget,« siger Paula Hammer. »Men den fornuftige reaktion er at gøre, som vi gjorde, da vi fandt ud af, at bly var et problem, og forbød det i benzin. Vi skal fjerne kilden, og det er, hvad man er i færd med. EU er på vej med den første lovgivning, som ikke bare forbyder en række PFAS-forbindelser under mistanke, men også stoffer, der bare ligner.«
