Essay. Døden er i denne tid ved at blive aftabuiseret både i det danske samfund og hos den enkelte. Det kan gøre livet mere meningsfuldt, skriver Lone Frank.
Dus med døden
Illustration: Christoffer Zieler
DØDEN HAR LÆNGE haft et dårligt ry. Jeg har gennem tiden læst utallige indlæg om den moderne vestlige kulturs fremmedgjorthed og unaturlige forhold til det uundgåelige. Det har altid slået mig, hvor problematisk det er for det sundhedssystem, der har øjnene stift rettet mod livsforlængelse uanset de samlede konsekvenser. Især har det dog følger for det enkelte menneske og kvaliteten af det liv, vi fører.
Men jeg synes endelig, man fornemmer tilløb til forandring. Det er, som om døden har fået en slags medvind, at den så at sige er omblæst af kulturel morgenluft. Eller som overlæge og konsulent i Dansk Selskab for Patientsikkerhed Ove Gaardboe formulerede det på en konference lige før jul: »Det er, som om døden er blevet aftabuiseret.«
Del:
