Løkkestund

UDENRIGSMINISTERENS stil er ikke at hænge sig for meget i fortiden. Lars Løkke Rasmussens styrke er tværtimod, at han tilsyneladende uanfægtet kan skifte holdning såvel som parti. Det forlener ham med en stor grad af frisind og ærlighed, som nok har virket uimodståelig på mange ved folketingsvalget i efteråret. Ingen kan være i tvivl om, at det, han har at tilbyde som politiker, ikke er ubrydelige visioner og stålsatte holdninger. Han tilbyder sig selv, sin suveræne manøvredygtighed, sin nonchalante holdning til de uskrevne regler, sit rummelige forhold til politisk loyalitet og sin store taktiske begavelse.

BETÆNKELIGE beslutninger engang for mange år siden vil derfor næppe være noget, der slår ham synderligt ud af kurs. Men da han nu er blevet landets udenrigsminister, kunne det ikke desto mindre være passende at minde om hans andel i det, som med længder er blevet den største europæiske katastrofe siden Murens fald. Det handler naturligvis om den afhængighed af russisk gas, flere europæiske lande i varierende grad fik og nu betaler dyrt for. Den fatale forbundethed styrkede den russiske præsident i den tro, at betydelige europæiske lande næppe ville gøre afgørende vrøvl, hvis han angreb Ukraine. Han var tryg i sin forvisning om, at han havde os i sit greb.