»Min mor taler mandarin, og jeg taler engelsk. Det er en ret mærkelig ting.«
Sådan fortæller en amerikansk-kinesisk kvinde, mens hun sidder ved siden af en ældre dame, der tilsyneladende er hendes mor.
Så ifører datteren sig en sort brille, og pludselig kan hun forstå, hvad moderen siger: De kinesiske ord oversættes live til engelske undertekster, der dukker op i hendes synsfelt.
Scenen stammer fra en video, der for nylig blev offentliggjort af Google i forbindelse med relanceringen af Google Glass – techgigantens omdiskuterede briller, som gør det muligt at lægge et digitalt lag oven på vores virkelighed.
Da Google Glass blev introduceret første gang for ti år siden, vakte det kritiske røster og en ophedet debat om privatlivets fred. De, der skulle teste brillerne, blev smidt ud af restauranter og barer, fordi man frygtede det kamera, der var indbygget i brillen, og allerede inden brillerne var kommet i masseproduktion, blev de fjernet fra markedet.
Nu prøver man så igen. Der er stadig tale om samme grundlæggende teknologi, augmented reality, som gør det muligt at udvide virkeligheden med et grafisk lag, men indpakningen er anderledes. Denne gang sælges de i høj grad som et oversættelsesværktøj.
»Det er lidt ligesom undertekster til hele verden,« fortæller en af Googles produktansvarlige i lanceringsvideoen. »Vi giver folk den gave, at de kan kommunikere med mennesker, uanset hvilket sprog de taler. Jeg tror, det er en virkelig kraftfuld ting.«
Googles briller er klar til at blive testet i offentligheden i løbet af sensommeren. Men hvad har egentlig ændret sig i vores forhold til teknologi i løbet af et årti? Og hvad afgør, om brillerne vil blive accepteret i denne omgang?
Teknologi med forandringskraft
Selvom den nye version af Google Glass kommer med et løfte om at løse et specifikt problem – om at fjerne sprogbarrierer og forbinde mennesker – så er det ikke nødvendigvis dét, der vil få os til at tage teknologien til os. Det forklarer ph.d. og adjunkt Kasper Schiølin, som har brugt flere år på at forske i menneskets forhold til teknologi på både Harvard University og Aarhus Universitet.
»Hvis en teknologi har gennemslagskraft, har den forandringskraft – uanset om den løser et konkret problem eller ej. Da vi begyndte at bruge Facebook, var det ikke ud af nødvendighed. Facebook løste jo i virkeligheden ikke et praktisk problem for os, men det forandrede verden alligevel,« siger han.
Ifølge Schiølin er vores accept af ny teknologi i høj grad afhængig af de forestillinger om fremtiden, som teknologien er med til at producere. Forskerne kalder den slags for sociotekniske forestillinger.
»Teknologi spiller en ekstremt stor rolle i forhold til, hvordan vi forestiller os, at fremtiden skal være – på godt og ondt. Tidligere blev disse utopiske og dystopiske forestillinger om fremtiden særligt brugt i science fiction-litteraturen, men i dag findes sådanne forestillinger også i policy papers og politiske rapporter,« siger Kasper Schiølin.
Hvis Google Glass skal blive en succes denne gang, kan det altså ske ad to veje: enten på grund af nødvendighed eller fordi det lykkes at skabe en veldramatiseret forestilling om fremtiden, siger Schiølin.
»Om den forestilling så er mere eller mindre fiktiv, betyder ikke så meget.«
Derfor mener han også, at det muligvis kan snyde lidt, når Google lancerer de nye augmented reality-briller som et værktøj, der har til formål at hjælpe med sproglige udfordringer.
»Jeg spekulerer på, hvor mange der egentlig sidder i en situation, hvor de har kinesiske forældre, som de ikke kan forstå. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke findes nogen. Men jeg tror stadig, at Google arbejder videre på den software, der skræmte folk for ti år siden – som jo netop handlede om, at man kunne gå på gaden og scanne mennesker og omgivelser.«
I forbindelse med genlanceringen har Google selv oplyst, at brillerne har et indbygget kamera, præcis ligesom for ti år siden, men at der denne gang er »strenge begrænsninger« på, hvad man kan gøre med brillerne.
Ifølge Google understøtter brillerne hverken fotografering eller videooptagelse på nuværende tidspunkt – men techgiganten vil stadig indsamle billeddata fra brillerne, der kan blive brugt til blandt andet at oversætte menuer eller give rutevejledning til den nærmeste kaffebar i fremtiden. Det vækker bekymring hos Kasper Schiølin, som minder om, at Google og andre teknologivirksomheder lever af at indsamle og sælge data:
»Data er Googles største indtægtskilde, og der mangler generelt set transparens i forhold til, hvordan Google bruger og sælger vores data.«
Googles virkelighed
Selvom Google Glass endnu ikke har haft stor gennemslagskraft, er Google på andre måder et godt eksempel på, hvor uundværlig techgiganten har formået at gøre sig i dansk offentlig sammenhæng.
For nylig kom det frem, at Datatilsynet undersøger den Google-software, som bliver brugt på mange af de danske folkeskoler til at gemme filer online på Googles bærbare computere, Google Chromebook.
Ifølge DR er folkeskoler i 40 ud af landets 98 kommuner mere eller mindre afhængige af Googles Chromebook og det dertilhørende softwareprogram, Google Workspace for Education. Men hvordan påvirker det så vores kritiske sans, når vi er afhængige af techgiganternes produkter?
Ifølge Kasper Schiølin viser det, at Google allerede har opnået det, som må være enhver techgigants våde drøm – nemlig at være uundværlig. Han fortæller, at magtbalancen har flyttet sig i takt med, at vi har udliciteret og overladt flere og flere opgaver til techgiganterne, som i dag er med til at konstruere vores verden. Det sætter os i en kattepine, hvor vi har svært ved at se andre alternativer, lyder det fra forskeren.
»Når vi står i en situation, hvor vi har svært ved at forestille os andre alternativer, bliver det også et demokratisk problem, fordi demokrati er baseret på alternativer. Men den nye magtkoncentration betyder også, at der er nogle, som ikke er folkevalgte, der er med til at bestemme, hvordan vores virkelighed ser ud,« fortæller Kasper Schiølin.
Han fortæller, at det er afgørende, at vi forholder os mere kritisk og velreflekteret til brugen af ny teknologi, hvis vi gerne selv vil være med til at præge vores fremtidige virkelighed.
»I mange år har diskursen været, at vi får et godt forhold til teknologi ved bare at lære at bruge den. Men vi mangler en offentlig form for dannelse inden for teknologi, der fokuserer på de etiske og politiske aspekter.«
Det kunne være i lovgivende instanser, men i langt højere grad også i folkeskolen, universiteterne, aviserne og i lokalsamfundene, fortæller han.
»Den verden, vi lever i, er konstrueret, ikke mindst af teknologivirksomhederne. Vi kan også godt selv have en rolle i den konstruktion, hvis vi ellers kræver det. Problemet er bare, at vi har fundet det meget belejligt at udlicitere de her ting til teknologivirksomheder, fordi de kommer med løfter om at løse problemer, som er irriterende for os,« påpeger Kasper Schiølin.
