Kære læser
»For fanden mand,« lød Enhedslisten-politiker Rosa Lunds protest på X over, at en mindesten for danske jøders flugt under krigen i går blev udsat for hærværk med rød maling.
1. Besudlet
Hærværket på mindestenen, som står på Israels Plads i København, fandt sted i forbindelse med en propalæstinensisk demonstration, hvis arrangører havde valgt at gøre brug af befrielsesdagen 5. maj til at tage afstand fra handlinger begået af nutidens jøder i Israel.
En kilden kombination af nutidig harme og den fælles erindring om historiens største folkemord, som det antisemitiske hærværk gjorde ekstra ubekvem.
På tværs af spektret fordømte politikerne vandalismen mod mindesmærket.
En anden, der approprierede frihedsdagen til nutidig polemik, var EU-parlamentariker for Dansk Folkeparti Anders Vistisen.
I en video, som han offentliggjorde 4. maj, ses historiske billeder af flygtninge i et krigssmadret Europa, og hen over messer Vistisen i en parodi på BBCs frihedsbudskab fra 1945, at »i dette øjeblik meddeles det, at Mette Frederiksen har oplyst, at de danske politikere i Strasbourg, i Bruxelles og i Danmark har overgivet sig til Den Europæiske Union«.
Det er »lavet med et glimt i øjet«, sagde Vistisen til TV 2.
Søndag aften indbød tv-stationen så kulturminister Jakob Engel-Schmidt til en diskussion af Vistisens video og synligheden af glimtet i hans øje.
»Kan du ikke få øje på det glimt?« spurgte studieværten.
»Nej, det kan jeg ikke,« sagde ministeren.
Det er sjældent sjovt at skulle forklare en joke.
2. Fordrejet
I bogen Snuden og Otto fra 1981 har kapitalister gravet gift ned ved odderen Ottos mose. Otto bliver syg af forureningen, men da man på landsdækkende tv tager sagen op, vil ingen tage ansvar:
»Politikerne sagde, at det ikke var deres skyld. Det var en stor fabrik, som havde købt mosen til at smide affald i. Så spurgte TV-manden direktøren for fabrikken, hvorfor de havde gravet den farlige gift ned i mosen. Direktøren svarede, at det heller ikke var hans skyld. Det var bare en fejltagelse. Giften skulle have været smidt i havet, men en eller anden havde gravet den ned i stedet for.«
Siden er man måske blevet bedre til at koordinere, politikere og forurenere imellem.
DR har i weekenden afsløret, hvordan Miljøministeriet tilsyneladende har hjulpet kemivirksomheden Cheminova med at få en miljøgodkendelse til at forurene, selvom forureningen var voldsommere, end reglerne tillader. Dette kaldes med et lidt 1980er-agtigt ord for »magtfordrejning«.
Som professor i forvaltningsret Frederik Waage i dagens P1 Morgen udtrykte det:
»Det her er jo skræddersyet til, at de enkelte virksomheder, og her særligt Cheminova, skal have mulighed for fortsat at udlede. Det er magtfordrejning, fordi når man er myndighed, skal man handle sagligt, og når man fortolker, skal man fortolke sagligt, og hvis man ikke fortolker sagligt, så begår man grundlæggende magtfordrejning.«
Alt sammen til skade for oddere, eller hvad der nu måtte være tilbage til at spjætte med halen i dansk farvand.
I samme udsendelse medvirkede miljøminister Magnus Heunicke, som nu har lovet en grundig undersøgelse. Myndighederne hverken »må eller skal eller kan skræddersy vejledninger«, sagde ministeren, som gjorde opmærksom på, at vejledningen til Cheminova og andre udledere var skrevet før hans ministertid. Han havde i studiet medbragt en vicedirektør fra Miljøstyrelsen som en form for menneskeligt skjold mod kritikken. Vicedirektøren sagde, at kritikken måtte bero på en misforståelse, »når det bliver gjort gældende her, at vores arbejde ikke er fagligt baseret«. Hun afviste, at man har skræddersyet regler til nogen konkrete virksomheder.
Tiden vil vise, om forureningstilladelserne var lovlige eller ej. I mellemtiden kan man fundere over, hvordan landbrugsindustrien egentlig har opnået tilladelse til de udledninger af næringsstoffer, som har gjort vores indre farvande så beskidte, at de stort set alle er i »dårlig økologisk tilstand«.
3. Glemt
»All that she wants is another baby/ She's gone tomorrow, boy/ All that she wants is another baby, jæh-æh-æh,« synger Malin Berggren fra den svenske popkvartet Ace of Base, mens hun kigger alvorligt ind i kameraet med store øjne, som en Marlene Dietrich fra 1990erne.
Videoen til »All That She Wants« blev optaget i København på et yderst skrabet budget. Det fremgår af en dokumentar i tre afsnit om bandet, som forleden blev sat i gang på Viaplay. Jeg har fået lov at se hele serien, og den er et på mange måder vemodigt, men også seværdigt gensyn med bandet fra Göteborg, der spillede en simpel, men original reggae og på få år solgte omkring 30 millioner album, før de på det nærmeste fordampede og forsvandt. Et næsten glemt ABBA, (men meget federe, hvis man spørger mig).
Tre af medlemmerne af Ace of Base var søskende, nemlig førnævnte Malin Berggren, hendes lillesøster Jenny og storebror Jonas, der komponerede størstedelen af musikken. Det er kun Jenny Berggren og bandets fjerdemand og indpisker – deres René Dif, om man vil – Ulf Ekberg, der aktivt medvirker i dokumentaren. Han fremstår i dag som en både rig og plaget mand, martret af bandets sammenbrud i senhalvfemserne og af sin egen fortid som angrende eksmedlem af en højreekstrem bevægelse. Jenny fandt til gengæld Jesus.
Om Malin Berggren vides ikke meget. Hun trak sig totalt fra offentligheden omkring årtusindskiftet.
Venlig hilsen
Christoffer Zieler
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
