Aldrig før har jeg befundet mig i en støttegruppe, men for nylig faldt jeg over en, jeg kan identificere mig med. Gruppen findes på Facebook, og dens titel »Trypophobia Support Group« dækker over en fobi, der er så mærkværdig, at det egentlig er et under, jeg overhovedet har lyst til at udstille min særhed her i avisen.
Jeg er klar over, at det vil lyde besynderligt for den, der ikke har hørt om fobien før, men jeg er bange for huller. Ikke huller af den banale slags som dem i tænderne, strømperne eller sorte huller i rummet, men huller – og også buler – der sidder i mønster og er samlet i en tæt klynge. Tænk på en honningtavle, en samling edderkoppeæg eller et nærbillede af hudens porer.
Hvis De selv vil have syn for sagn, så lav blot en Google-søgning på fænomenet, som også har navnet »fear of holes«. Men jeg advarer Dem: Det er ikke for sarte sjæle! Måske vil det fremprovokere hjertebanken, få hårene på armene til at rejse sig eller huden til at kradse og klø. Et videnskabeligt studie foretaget i 2013 viser, at op mod 16 procent af befolkningen føler et ubehag ved at se på den slags billeder. Selv får jeg myrekryb bare ved tanken.
I ordet »fobi« ligger ganske vist en frygt, men jeg ved jo godt, at hullerne ikke kan gøre mig noget. Jeg kan bare ikke holde dem ud. Jeg føler en voldsom afsky, når jeg betragter eller forestiller mig en tæt samling huller eller buler – allerværst er det, hvis de befinder sig i huden eller andre organiske materialer. (Jeg kan af og til have mareridt om, at alle mine porer står vidtåbne, eller at hele min krop er dækket af små vabler, der sidder på rad og række).
Jeg ved, at det lyder fuldstændig tosset, og jeg føler mig også tåbelig, hver gang jeg står i køkkenet og får hudkløe af at se på et åbent granatæble. Det samme sker, hvis jeg kigger lidt for længe ind i brusehovedets små runde huller, eller hvis jeg får øje på en samling blomsterfrø i en buket eller en klynge knopskud i en plante.
Afsky føler jeg også, hvis jeg har siddet med bare lår på en stol af fransk flet, og sædet har lavet hulmønster i min hud. Spiser jeg fiskerogn, kræver det en dyb indånding, før jeg ser ned i de bittesmå æg, og de dér runde massagebolde med små dupper ville jeg ikke røre med en ildtang.
Som regel holder jeg min særhed for mig selv. Hvordan forklarer jeg – et rationelt og vel relativt fornuftigt tænkende menneske – at jeg instinktivt får lyst til at pille min hud af, når jeg ser på huller i mønster? De gange jeg alligevel har formastet mig til at fortælle venner og familie om min bizarre fobi, har der som regel udspillet sig ét af følgende scenarier: Personen over for mig bryder ud i latter eller stirrer vantro på mig, indtil jeg bliver klar over, hvor skør jeg lyder. Af og til sker der dog også det vidunderlige, at nogen genkender frygten. De spærrer øjnene op og fortæller, at de ved, præcis hvad jeg mener – eller også kender de måske én, der har det ligesådan.
Det er derfor, jeg ved, at min venindes veninde engang har siddet i en bil en hel dag, mens hendes familie var på stranden. Strandbredden var fyldt med så mange hullede koraller, at hun hellere ville sidde i den varme bil den udstrakte dag end at udsætte sig selv for den pinsel.
Også i litteraturen kan jeg en sjælden gang finde trøst. Jeg husker at have læst Olga Ravns science fiction-roman De ansatte og efter blot et par sider udbryde højt: »Hun har det! Hun må have det!« I bogen beskriver forfatteren blandt andet, hvordan én af karaktererne har haft en drøm, der minder påfaldende meget om mit eget mareridt:
»I drømmen står alle porerne i min hud åbne, og jeg ser, at der i hver og en ligger en lille sten. Jeg føler, at jeg ikke kan genkende mig selv. Jeg klør og klør min hud til blods,« skriver hun.
Jeg spørger Olga Ravn, om hun selv føler afsky for huller. Det gør hun ganske rigtigt. Selvfølgelig. Kun en forfatter med trypophobia tæt inde på livet kan være i stand til at beskrive huller så ækelt præcist, at huden på min hals øjeblikkeligt begynder at klø.
Jeg har naturligvis forsøgt at finde ud af, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Forskningen på området er beskeden, men enkelte teorier har jeg kunnet researche mig frem til. Én lyder, at frygten for huller bunder i en evolutionær angst for parasitter og infektion. Andre peger på, at fobien er associeret med frygten for farlige dyr, hvis hud ofte er mønstret, hullet eller bulet.
Atter andre påstår, at trypophobia blot er endnu en falsk internetdiagnose, som rammer særligt millennialgenerationen – der, meget passende, i flere medier er blevet døbt »generation frygt«. (Vi, der er født mellem 1981 og 1996, er i særdeleshed bange for at tale i telefon, at gå glip af noget og åbenbart også for huller).
I min nyfundne Facebook-støttegruppe vrimler det med trypophober fra hele verden. De fleste af dem fobiske i langt større udstrækning end jeg selv, viser det sig. Hvilken lettelse.
Jeg læser beretningerne i gruppen, og langsomt begynder jeg at forstå den undren, andre har reageret med, når jeg har fortalt dem om min egen hulangst. Én skriver, at hun ikke længere kan se eller læse nyheder i frygt for at blive mødt af den allestedsnærværende illustration af coronavirussen, hvis mange »pigge« åbenbart udløser hendes frygt. En anden efterspørger råd til, hvordan hun skal kunne falde i søvn efter at have set et billede, der triggede hende.
»Jeg ser altid på billeder af pejse,« lyder et af svarene, mens en anden tyer til videoer af søde hundehvalpe.
Jeg selv lukker støttegruppen og trøster mig med, at jeg trods alt ikke er lige så langt ude som alle disse, tilsyneladende komplet vanvittige, mennesker. Jeg forsøger samtidig at ignorere den akutte kløe, der opstår på min hud ved læsningen af deres beskrivelser.
