Jeg affattede store dele af den seneste artikel til avisen i et stopfyldt fly fra Paris til København med to højlydt diskuterende damer lige bag mig, der talte højere og højere, efterhånden som trykskiftet i kabinen pressede på et jamrende spædbarns plagede trommehinder.
Men det generede mig ikke spor. Mine fingre dansede hen over tastaturet, og artiklen tog hurtigt form. Jeg kan nemlig arbejde overalt: på turbulensplagede flyveture, overfyldte cafeer eller parker fulde af legende børn. Det generer mig ikke det mindste. Uanset om jeg læser, researcher eller selv sidder og skriver.
Næsten da. For sæt mig i et roligt lokale, hvor jeg i baggrunden kan høre to personer, der dæmpet hvisker sammen, en dryppende vandhane, en svagt dunkende radiator eller den lille næsten utydelige diskantskratten fra en andens høretelefoner i det fjerne, og jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Ikke helt uproblematisk, når jeg nu efter et par flytninger rundt på redaktionen i København sidder midt i et åbent kontorlandskab.
Heldigvis arbejder jeg først og fremmest som korrespondent i Frankrig, hvor jeg kan plante mig med den bærbare ude i virkelighedens ukontrollerede kakofoni af larm og lyde (eller blot åbne min lejligheds vinduer ud til boulevardens konstante susen af biler og motorcykler, der drøner forbi nedenfor).
Men de formummede lyde plager mig desværre også, når jeg ikke arbejder og ikke har brug for at koncentrere mig.
Og vi taler jo altså ikke om hvinende bremser eller negle på tavlen, men relativt uskyldige hverdagslyde. Jeg får således næsten fysisk ubehag, når andre smasker, snøfter eller rømmer sig gentagne gange. Og jeg har forladt forretninger, fordi en enerverende ekspedient har klikket sin kuglepen op og i, ligesom jeg har fået ødelagt adskillige biografoplevelser af larmende slikposer og gurglen med sodavandssugerør (jeg tør slet ikke sætte ord på, hvad jeg har lyst til at gøre ved dem, der knaser og tygger bolsjer eller blot lader dem køre rundt i munden, så de klikker mod tænderne).
I København har jeg en lille lejlighed, hvor jeg bor omgivet af tre børnehaver og vuggestuer og en større skole, men råb og hvin fra legende børn generer mig ikke spor. Til gengæld har mine døtre gentagne gange måttet tale mig til ro, når jeg har været på vej ud for at råbe efter naboens dreng, når han trænede basket lige foran vinduerne i vores gamle hus og driblede på asfalten (universets mest irriterende dunkelyd – i mine øren, forstås) eller skød til måls på det vedbendtilgroede ahorntræ, der stod i skellet mellem vores forhaver.
Og mine nætter er i mange år blevet forpurret af noget så uskyldigt som min ekskones ikke snorken, men et lille næsten umærkeligt smæk med ganesejlet; et klik, der opstår arytmisk og kun ved hver tredje eller fjerde vejrtrækning, men som kan drive mig til vanvid og i mange år har sendt mig i asyl på sofaen.
Lyden af insekter, når jeg skal sove, virker decideret adrenalininducerende på mig, men her ved jeg, at frygt og irritation er rationel, fordi den stammer tilbage fra engang, mine forældre lod mig sove med en petroleumslampe i karmen på det åbne vindue i den myggeinficerede ødegård i Sverige, hvilket morgenen efter gav mit ubærligt kløende ansigt omtrent samme topografi og kulør som et fuldmodent jordbær.
Men der er altså ét eller andet galt med mig.
Jeg har i lang tid afskrevet det som en form for akustisk betinget hysteri, en irritation, der måske bunder i noget andet, men som bare har fundet sit udslag i en tilfældig lyd. Og som nogle af mine mere musikalske venner uden at tøve har knyttet til mit relativt veludviklede gehør, som gør, at jeg ofte kan identificere en sang på første tone eller akkord og samtidig ikke kan lade være med i tanker at fløjte de mest enerverende jingler, der subliminalt lister sig ind i hovedet på mig, når jeg færdes i det offentlige rum.
Jeg har med stor empati fulgt hvaler og delfiners kvaler med undersøisk lydforurening fra alt fra sonar til larmende bådsskruer, men jeg har alligevel affejet mit lidelsesfællesskab med den akvatiske faunas pattedyr som lettere søgt, da de jo immervæk bruger lyde mere intenst til at jage og orientere sig med.
I stedet har jeg i flere år blot tænkt, at jeg nok burde slappe lidt af. At jeg måske bare var for stresset og anspændt.
Men så skete der noget. For et års tid siden fandt jeg ud af, at min lidelse har et navn: misofoni, kaldes det. Godt nok i en mild udgave, men alligevel. En form for ikke rationelt betinget følsomhed over for helt specifikke lyde, en slags auditiv og dybt idiosynkratisk overfølsomhed, om man vil.
Det var befriende at finde ud af, at det ikke blot var gement hysteri. Og at jeg tilsyneladende langtfra er alene om det.
Ifølge nogle opgørelser – der findes ligefrem en forening for misofone i Frankrig (Stop misophonie) – døjer helt op mod 15 procent af befolkningen med denne for almindelige dødelige helt uforståelige lidelse, der i svære tilfælde kan være behandlingskrævende, fordi den kan gøre almindeligt socialt samvær næsten umuligt.
Jeg har fundet en vis trøst i, at man oftest finder misofone »blandt kreative personer med højt intellektuelt potentiale«, som der stod i noget af det franske materiale, jeg faldt over – men jeg er ikke så sikker på psykiaternes lidt vel hjemmesmurte teorier om, at den særlige følsomhed over for visse lyde skulle bunde i tidligere traumer. Og slet ikke i deres behandlingsforslag, der består i at få associeret den irriterende lyd med en positiv lyd i løbet af en periode på ni måneder – hvilket jo er en tidsmæssigt fuldstændig uoverstigelig opgave.
Men det er på en eller anden måde allerede lettere at håndtere irritationen, når nu jeg ved, at jeg ikke blot er hysterisk.
Desværre forklarer misofonidiagnosen ikke hele den lange række af andre ting, der går mig på i hverdagen, og som er en daglig kilde til voldsom irritation:
Som for eksempel at rejsekortet lige præcis er den brøkdel af et sekund længere om at registrere ens passage, end en uafbrudt gående bevægelse tillader, hvorfor man er nødt til at standse op.
At min e-postkasse ikke kan indstilles til blot at videresende beskeder, når nu den alligevel sender mig en besked om, at der er kommet en besked (det er lidt ligesom folk, der ringer og siger »jeg har sendt dig en mail«).
At en eller anden Starwars-fetichist har fundet på, at man i S-toget skal lave en helt præcis gestus for at få døren til at åbne sig, som var man Obi-Wan Kenobi, der lavede Jedi-mindtricks på kupeen.
At danskere i myldretiden forcerer trappeetaper skulder ved skulder i præcis samme tempo, så det er umuligt at overhale folk, hvis man har travlt.
At folk bestiller hos bagerjomfruen med den passivt-aggressive bydeform »og så får jeg to rundstykker«.
At folk smiler, når de cykler alene, og beholder cykelhjelmen på, længe efter de er stået af cyklen.
At nogle mennesker først sætter bilen i gear, efter at trafiklyset er skiftet til grønt.
At halvdelen af kaffekapslerne på hotelværelser altid er decaf.
Og at ingen af Ikeas potteskjulere har hul i bunden, så vandet ikke løber fra planterødderne, der dermed på kort tid begynder at rådne.
Måske kan disse irritationsmomenter forklares som aldersbetingede idiosynkrasier, der vidner om, at jeg er ved at udvikle mig til det, man velsagtens kunne kalde en gammel gnaven nar.
Men mit håb er naturligvis, at man en skønne dag kan diske op med en mere classy og flatterende diagnose. Så jeg også kan leve lettere med både lydene og alle de andre ting.
