STOCKHOLM – Lidt før klokken 14 i mandags skete det.
Den svenske riksdags formand, talman Andreas Norlén, løftede sin hammer og lod den smælde i træbrikken: Forslaget er vedtaget! For første gang i historien var en svensk statsminister blevet væltet som følge af et mistillidsvotum.
Statsminister Stefan Löfven sad urørlig på sin plads, men med blikket let flakkende over mundbindet, da hammerslaget lød i riksdagssalen. Resultatet var ventet. Ugen forinden havde Vänsterpartiet, hvis 28 mandater løbende har været en forudsætning for at skaffe Löfvens rødgrønne regering flertal, udtrykt harme og varslet et opgør: Nok var blevet endnu mere nok.
Sagen var en boligpolitisk bombe, som havde ligget og tikket, siden Löfven tiltrådte med sin regering i januar 2019. Nemlig punkt 44 i regeringsgrundlaget, hvor de to liberale støttepartier, Centerpartiet og Liberalerna, sikrede sig en markedsreform for lejeboliger, så huslejen i nybyggerier fremover skal følge forbrugerprisindekset.
Eksperter har påpeget, at forslaget kun vil berøre en procent af de svenske lejeboliger. Desuden viser beregninger, at forbrugerprisindekset faktisk ville have halveret den forhandlede og regulerede huslejestigning, som de svenske lejere er blevet pålagt gennem de senere år.
Men for Vänsterpartiet og den nye partileder Nooshi Dadgostar kom spørgsmålet til at stå som selve symbolet på et socialdemokratisk regeringsparti, der svigter den jævne befolknings tarv for at komme de liberale støttepartier i møde.
Vänsterpartiet varslede, at man i Riksdagen ville stemme imod forslaget, hvorefter det højrenationale parti Sverigedemokraterna, som i selvsamme regeringsgrundlag er udelukket fra enhver indflydelse, mandag formiddag lugtede rødgrønt blod og stillede forslag om mistillidsvotum. Den borgerlige opposition, Moderaterna og Kristdemokraterna, som ellers går ind for huslejereformen, tilsluttede sig oprøret. Og således demonstrerede 181 ud af 349 riksdagsmedlemmer den parlamentariske situation: Stefan Löfven havde ikke længere flertal for sin politik.
Dermed blev mandag den 21. juni 2021 en historisk dag i svensk politik – dikteret af to pariapartier.
For i regeringsgrundlaget havde Centerpartiet betinget sig, at skygge og kuling skulle fordeles lige på de to yderfløje: Vänsterpartiet skulle i lighed med Sverigedemokraterna holdes ude i kulden.
I den såkaldte »fornedringsklausul« i regeringsgrundlaget hed det: »Denne aftale indebærer, at Vänsterpartiet ikke vil få indflydelse på den politiske kurs i Sverige i den kommende mandatperiode.« Fornedrende, fordi Vänsterpartiets stemmer i Riksdagen samtidig blev taget for givne af den rødgrønne regering.
Mandagens afstemning udløste mærkbar panik i den svenske offentlighed. Man har siden Anden Verdenskrig levet med uhyre stabile regeringer i blokform, og det er kun svenskere over 70 år, som kan huske, da der senest blev udskrevet nyvalg. Det var i 1958.
Egentlig er et mistillidsvotum jo en ganske banal foreteelse i den parlamentariske forretningsgang: Der viste sig ikke at være flertal for den siddende statsministers politik, og en anden må forsøge sig. Finland kører således i al stilfærdighed på regering nummer to siden parlamentsvalget i 2019.
Men en del svenske reaktioner, ikke mindst i det socialdemokratiske Aftonbladet, lyder, som om Tyttebær-Majas værste anelser er blevet til virkelighed.
»Politisk kaos skaber kaos i folks hverdag. Vänsterpartiets leder bærer et tungt ansvar,« buldrede lederskribent Ingvar Persson i Aftonbladet.
Anders Lindberg, politisk redaktør på samme avis, fremstillede ligefrem Vänsterpartiets veto som et angreb på svenske traditioner: »Kaos og revolution til midsommer – nej tak.«
I den uvante situation har aviser og nyhedsites ydet pædagogisk førstehjælp til svenskerne og bragt faktabokse med rubrikker som »Hvad sker der?« og gennemgange af de fremmedartede scenarier.
Et sammenflikket monstrum
Mens de svenske hjertestartere summer, har statsminister Löfven bebudet, at han vil benytte sig af den frist på en uge, han har til at beslutte, om han vil udskrive valg.
De fleste kan nok godt unde Stefan Löfven en tænkepause. Det er et under, at den tidligere Metall-formand så længe – 30 måneder – har kunnet holde sammen på sit sammenflikkede monstrum af en regering. En vaklende, firbenet vanskabning, hvor Löfven kun har haft ro i sit eget socialdemokratiske hjørne.
Regeringspartneren Miljöpartiet truede for et år siden med at trække sig på grund af udbygning af et olieraffinaderi ved Lysekil. En sag, som regeringen i grunden ikke kan blande sig i – og som gik i sig selv, da olieselskabet Preem af rent økonomiske årsager valgte at skrinlægge projektet.
Men Miljöpartiet og dets ministre fik markeret de grønne rødder, hvor Löfven tænkte på investeringer og arbejdspladser. Ellers har det været i værdipolitikken, retspolitikken og udlændingepolitikken, at Miljöpartiet har indtaget en yderposition – ofte i direkte modstrid med den strammere politik, som Socialdemokraterna gik til valg på.
Det var således Miljöpartiets indflydelse på asylpolitikken, der i foråret fik det tredje ben, de to liberale støttepartier, til at flække. Efter en stribe opblødende lovforslag på asylområdet, der blev fremsat af regeringen trods betænkeligheder hos Migrationsverket, den svenske udlændingestyrelse, meddelte Liberalerna, at man ved det kommende riksdagsvalg vil støtte en borgerlig regering ledet af Ulf Kristersson fra Moderaterna.
Liberalerna ville sågar ikke udelukke, at man fra sag til sag kunne samarbejde med Sverigedemokraterna. Dermed tegnede sig næsten – ét sølle mandat til forskel – et flertal for en konservativ regering bestående af Moderaterna og Kristdemokraterne med støtte fra Sverigedemokraterna og Liberalerna.
Men Liberalerna stod indtil videre ved regeringsaftalen med Stefan Löfven, alt imens Centerpartiet med den umådeligt populære partileder Annie Lööf så meget mere energisk har plejet og bevaret samarbejdet: en socialdemokratisk ledet regering, som på væsentlige punkter er tvunget til at føre liberal politik. Annie Lööf tog sig dyrt betalt for pagten i januar 2019.
Det fjerde ben er stemmekvæget i Vänsterpartiet. De har tidligere også truet med at bringe regeringen i fare over den arbejdsmarkedspolitik, herunder større fleksibilitet/usikkerhed i ansættelsen, som Annie Lööf har gennemtvunget fra sin gunstige forhandlingsposition. Men hidtil er det lykkedes den erfarne forhandler Stefan Löfven at dæmpe gemytterne. Indtil i mandags.
Stefan Löfven har altså i 30 måneder siddet på adskillige andre partilederes nåde. Og han har taget skraldet for de strittende markeringer og krav fra partierne omkring sig, grænsende til ydmygelse. I sin samlede tid som regeringsleder siden 2014 har Löfven hele to gange måttet regere med oppositionens finanslov.
Dette var en egenskab, som i den socialdemokratiske top blev fremhævet hos Löfven, da han som fjerde mulighed blev valgt til formand i 2012 – at han er stryktålig. Han kan holde til en del tæsk.
Det tør siges. Som kommentator Göran Eriksson forleden opsummerede i Svenska Dagbladet: »Det mest kendetegnende ved Löfvens tid som statsminister er netop, at han ikke går af. Finanslove er faldet, ministre er blevet tvunget væk, lovforslag er blevet trukket tilbage – men Löfven er blevet siddende.«
Udsigt til svage regeringer
Mens Löfven puster ud og tænker sig om i denne uge, har andre haft travlt. Efter mistillidsafstemningen indledte Annie Lööf en hidsig redningsaktion for at sikre den socialdemokratiske regering, der skænker hende så mange liberale resultater. Onsdag gik Lööf så langt som til at sløjfe selve stridens røde æble – huslejereformen.
Vänsterpartiet og partileder Nooshi Dadgosta takkede, og dermed skimtedes en mulighed for at retablere samarbejdet.
Men håndsrækningen og indrømmelsen til Vänsterpartiet var jo et klart brud på den »fornedringsklausul«, som Annie Lööf selv havde insisteret på. Liberalernas leder, Nyamko Sabuni, fastslog, at regeringsaftalen fra januar 2019 dermed er ophævet.
Og med dette lille parti ude af folden – Liberalerna gisper et pænt stykke under spærregrænsen på fire procent – er det spørgsmålet, om Stefan Löfven orker at indlede langvarige og muligvis endnu mere ydmygende forhandlinger om en ny, besværlig regeringsdannelse. Riksdagsformand Andreas Norlén er jo allerede pålagt at fritage ministrene for deres hverv og etablere et forretningsministerium.
De fleste iagttagere forventer derfor, at Löfven vælger at udskrive nyvalg – rettere extra val, som det hedder i Sverige, eftersom det ordinære riksdagsvalg ikke automatisk udskydes. Den svenske befolkning vil dermed kunne se frem til 14-15 måneders dobbelt valgkamp, eftersom det almindelige riksdagsvalg venter i september 2022.
Med andre ord: kaos og revolution. Dette er dog en situation, som Riksdagen og den svenske befolkning hellere må vænne sig til. Siden Sverigedemokraterna i 2010 kilede sig ind i Riksdagen, er det blevet sværere at danne stærke regeringer. Og med 17,53 procent af stemmerne ved seneste valg i 2018 sørgede Sverigedemokraterna for, at end ikke en grosse Koalition efter tysk forbillede – mellem Socialdemokraterna og Moderaterna – har flertal. Dermed lyder alternativerne: samarbejde med Sverigedemokraterna eller svage, vaklende regeringer.
Chefredaktør Göran Greider, en fri socialdemokratisk røst på Dala-Demokraten, var da heller ikke så bange for udsigten til nyvalg. Greider skrev i sin leder:
»Vi lever i en tumultarisk tid, med uhellige alliancer og med store spændinger i alle tænkelige regeringskonstellationer. At regeringer fældes i sådanne tider er vel ikke så underligt, og et nyvalg er en måde at løsne de spændinger, som har ophobet sig. Nyvalg indebærer jo faktisk ikke mindre demokrati, men mere.«
