Globale tanker. »Jeg synes, det er mærkeligt, at danskerne ikke har holdt flere ulovlige fester.« Journalist Johan Anderberg forsvarer i ny bog Sveriges udskældte coronastrategi.

Et friere land

Et friere land Af Joakim Jakobsen

STOCKHOLM – For 14 måneder siden, den 15. marts 2020, skrev den pensionerede svenske epidemiolog Peet Tüll en bekymret e-mail til sin efterfølger som Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell. Tüll ville give sit besyv med angående Sveriges valg af strategi i coronapandemien.

Tüll påpegede over for Tegnell og Folkhälsomyndigheten, at der for ham at se fandtes tre alternativer. For det første hård nedlukning af samfundet i fire uger, for det andet intens testning og smitteopsporing med to ugers karantæne til de smittede. For det tredje: »Lad smittespredningen ske, langsomt eller hurtigt, for at opnå en hypotetisk ‘herd immunity’.«

Peet Tüll plæderede for alternativ nummer to, eftersom Sverige fortsat lå godt til med relativt få smittede og døde: Det ville være muligt at følge og bryde smittekæderne. Derimod advarede Tüll om, at alternativ nummer tre med flokimmunitet ville koste tusinder af døde.

»Det fremstår for mig som en resigneret og hovedløs strategi, som jeg aldrig ville have accepteret i min tidligere rolle,« skrev Peet Tüll til Anders Tegnell.

Få timer senere svarede Tegnell i en kortfattet e-mail: »Jo, vi er gået igennem det og er trods alt landet på nummer tre.«

Dermed fik Sverige sin afvigende strategi, som har vakt hovedrysten, harme og såmænd også beundring. Dette valg og den svenske enegang skildres i bogen Flocken, som journalisten Johan Anderberg netop har udsendt.

»Den svenske strategi opfattes som meget farlig ude i verden, mens de fleste svenskere, mig selv inkluderet, finder, at det, som resten af verden har gjort, er langt farligere,« forklarer Johan Anderberg.

Han bestemte sig for at skrive bogen, da det i begyndelsen af april 2020 stod klart, at Sverige havde valgt sin egen vej.

»Det er en klassisk, god fortælling. Uanset hvordan det ville gå, er det altid et fængslende drama, når en person eller en gruppe gør noget helt andet end alle andre.«

– Hvordan så du fra begyndelsen på den svenske strategi?

»Jeg har hele tiden opfattet den som meget rimelig og fornuftig. Frem for alt oplevede jeg, at tilhængerne af nedlukning så meget snævert på tingene. Der findes jo tusinder af samfundsproblemer, og politikerne vil altid have for få ressourcer til at håndtere dem alle. Fra usædvanlige sygdomme til veje og jernbaner. Jeg fandt, at måden, man gjorde regnskabet op på, var underlig: uden at tænke på økonomien. Det sociale og økonomien vil jo altid hænge sammen.«

Anderbergs bog fremstår todelt. Første halvdel er en inciterende skildring af den lille kreds af fagfolk, som på Folkhälsomyndigheten træffer beslutninger om den svenske linje, alt imens de fra omverdenen mødes med mistro og harme. Som Anderberg skriver: »Når tyske, danske eller norske medier fokuserede på det svenske strategivalg, var det, som om de beskrev en banan­republik.«

Bogens anden halvdel er mere polemisk, i og med Johan Anderberg fremlægger facit til fordel for den svenske linje. Hans hårdeste kritik gælder kommunikationen, hvilket han også fremhæver over for Weekendavisen: »En del gange har man efter min mening undladt at sige rent ud, hvad man gjorde. Det er ganske svære valg, og så har de åbenbart ikke turdet fortælle, hvilke valg man foretog.«

Det var nemlig værd at stå ved den svenske linje, mener Anderberg. Den grundlæggende kalkule formuleres i bogen med al tydelighed af lægen Johan von Schreeb, som selv har været tæt på processen. Han når efter et års pandemi frem til dette facit: »Svenskerne havde fået lov at leve friere. Og flere var døde på grund af det.«

Det er en social katastrofe at lukke skolerne. Skolerne er fundamentet for vores civilisation.

Johan Anderberg, Svensk journalist og forfatter

En ærlig konstatering, som Johan Anderberg selv tilslutter sig.

»Det har jo vist sig, at de lande, som lukkede ned, ikke har synderligt lavere dødscifre. Visse af dem har faktisk meget højere dødstal end Sverige. Så i sidste ende blev det valg, som Folkhälsomyndigheten foretog, ikke så ekstremt, som man kunne have frygtet. Jeg tror, at man skal op i meget højere dødstal, før det er rigtigt at lukke ned. Og så tvivler jeg på, om det i så fald overhovedet havde været nødvendigt. Tænk, hvis der var kommet en virus med en dødelighed på fem procent: Så havde der ikke været brug for en eneste lov. Så ville folk være blevet hjemme så meget, det overhovedet var muligt for dem.«

– Men over 14.000 døde i Sverige: Er det ikke en meget høj pris for det store flertals frihed?

»Årsagen til dødstallet er jo ikke den frihed, som svenskerne har nydt. Årsagen er en virus. Ja, man har langt færre døde i Norge, Danmark og Finland. Men jeg mener også, at I i Danmark må se på omkostningerne for det, man har valgt at gøre hos jer.«

– Hvilke omkostninger?

»Der er jo flere studier, som jeg også nævner i bogen, der har peget på skræmmende konsekvenser. For eksempel, at en dansk 8. klasse i gennemsnit tog næsten otte kilo på. Det er en frygtelig byrde at lægge på den unge generation.«

– Hvad skræmmer dig mest ved de mere restriktive strategier?

»Først og fremmest de traumer, som de unge generationer må gennemleve. Men også den omstændighed, at mange borgere i Europa åbenbart godt kan lide de stærke politiske ledere, som viser vejen. Jeg må indrømme, at jeg er lidt skuffet over danskerne, men frem for alt over franskmændene og englænderne, fordi de er gået med til det her. Jeg kan forstå det, når der er tale om stater med svagere demokratisk tradition, for eksempel Rusland, hvor man har et andet syn på sine ledere. Men jeg synes, det er mærkeligt, at danskerne ikke har holdt flere ulovlige fester.«

Skråsikre fejlvurderinger

Johan Anderberg skildrer gruppen af fagfolk omkring statsepidemiolog Anders Tegnell som en nærmest incestuøst sammensat klike. En gruppe, som få år forinden havde vundet en magtkamp i Folkhälsomyndigheten, da mikrobiologer stilfærdigt blev renset ud fra virksomheden. To faggrupper med vidt forskellige perspektiver: Mikrobiologerne kigger i mikroskoper, mens epidemiologerne ser på hele populationer. Med dette fodslag viste Tegnell & co. sig yderst resistente over for dissens og kritik. Johan Anderberg:

»Det er noget, som gør sig gældende inden for stort set alle discipliner i den akademiske verden. Man rekrutterer folk, som har samme opfattelse, og langsomt bliver man mere og mere ensrettet. Det kan umiddelbart forekomme meget farligt, men denne interne konsensus kan også være en styrke. Man kan se stort på, hvad omverdenen mener.«

Johan Anderberg medgiver dog også, at Folkhälsomyndighetens skråsikkerhed i et par tilfælde er slået ud i fundamentale fejlbedømmelser. Ikke mindst, da man i april 2020 forudsagde, at den svenske strategi allerede i maj-juni ville have medført en immunitet på 25-30 procent i Stockholm. Da det kom til stykket, viste Folkhälsomyndighetens egen opgørelse, at bare syv-otte procent af stockholmerne havde opnået immunitet.

»Det var nu kun halvt forkert, vil jeg sige. Hvis vi ser på antallet af indlæggelser på intensivafdelinger i Stockholm, viste de sig under anden bølge i efteråret og vinteren at være meget lavere end forventet. Det tyder på, at immunitet i en eller anden udstrækning beskyttede befolkningen, eller at de svageste var døde i første bølge – hvilket var det, man gik ud fra hos Folkhälsomyndigheten.«

Johan Anderberg understreger, at Sverige er blevet ramt meget hårdt i anden og tredje bølge. Siden november er 8.000 mennesker døde med covid-19.

»Omvendt havde FHM-folkene jo ret i, at anden bølge ville slå hårdt til mod resten af verden. Alle de lande, der havde lukket fuldstændig ned i foråret – hele Østeuropa, Ungarn, Tjekkiet, Østrig, såmænd også Tyskland, der stod som Europas ledestjerne – er blevet voldsomt ramt. Nu kan dødscifrene i Tyskland sågar sammenlignes med Sveriges, og forskellen formindskes hele tiden.«

Tirsdag i denne uge viste tal fra Johns Hopkins University, at Sverige i alt har registreret 1.380 døde pr. million indbyggere. Tyskland lå helt frem til efteråret side om side med Danmark, der nu er oppe på cirka 430 døde pr. million indbyggere. Hen over vinteren er de tyske dødstal imidlertid strøget i vejret, så Tyskland netop har passeret 1.000 døde pr. million indbyggere.

I forlængelse af vurderingen af immunitet kom en anden fejlbedømmelse i forsommeren, da Anders Tegnell og flere omkring ham fremsatte spådomme om, at Sverige ville komme lettere igennem en anden bølge end andre lande, eftersom så mange af de svageste svenskere allerede var døde.

– Det var vel en antagelse, som hele den svenske strategi byggede på – og nu viste det sig, at den svenske befolkning alligevel ikke havde den fordel?

»Det kan man sige, ja. Men man kan også sige, at det var godt, at FHM-folkene tog fejl. For hvis de ikke havde gjort den antagelse, ville vi i Sverige måske også have lukket landet ned. Og det ville have været endnu værre.«

– Hvorfor ville det have været værre?

»Jeg mener, at det er en social katastrofe at lukke skolerne. Skolerne er fundamentet for vores civilisation. Og jeg kan godt undre mig over alle disse læger og forskere, i Sverige og i udlandet, der kritiserer den svenske strategi og vil holde skolerne lukket endnu længere, selv om vaccineringen nu er i fuld gang. Alle disse højtuddannede mennesker, der kræver forsigtighed i al evighed. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Ville I mon have haft jeres doktorgrad, hvis I ikke havde gået i skole?«

– Men der er jo andre, som kommer til at betale en pris for, at det store flertal kan bevare deres frihed. Her i vores opgang i Stockholm er der to ældre damer, som stort set ikke har vovet sig ud, fordi folk ikke passer på eller tager hensyn.

»Sådan skal det selvfølgelig heller ikke være. Så snart jeg ser et gammelt menneske, går jeg over på den anden side af gaden. Det er klart, at lige nu skal man ikke være i nærheden af gamle. Men i England har gamle mennesker heller ikke kunnet gå ud – fordi de ikke måtte. Nu er de vel vaccinerede. Det rejser det vigtige spørgsmål: Skal alle lukkes inde, fordi nogen skal isoleres?«

vankelmodig regering

Hvor Johan Anderberg hylder de svenske sundhedsmyndigheder for stivnakket at holde fast i den omstridte strategi, beskriver han modsat den svenske regering som vankelmodig og apatisk. Først i midten af november viste statsminister Löfven og hans ministre selvstændig handlekraft. Og da var det for at slå ind på en kurs, som forsigtigt nærmede sig linjen i nabolandene: forbud mod forsamlinger på over otte personer og forbud mod alkoholservering efter klokken 22.

Kursændringen ærgrede Johan Anderberg, og han så den mest af alt som udslag af vælgerfølsomhed hos den rødgrønne regering.

»Det var jo under den anden bølge, og med de stigende dødstal begyndte tilliden til Folkhälsomyndigheten at dale en anelse. Svenskerne havde stadig overvejende tillid til FHM, men regeringen oplevede vel, at der var et hul, som skulle dækkes til. Og det, regeringen gør i november, er rent symbolsk. Det handlede bare om at lukke ned, ikke andet. Tiltagene i sig selv spiller en meget lille rolle. Slut med alkoholservering efter klokken 22? Når man tænker på alt, hvad der foregår i samfundet som helhed, har det vist meget ringe betydning.«

Især undrede det Johan Anderberg – og kredsen omkring Anders Tegnell – at statsminister Löfven meget ivrigt begyndte at nedtone forskellen på den svenske linje og den kurs, som blev ført i resten af Europa. Som Anderberg skriver: »På trods af at den svenske regering anstrengte sig for at få det til at fremstå, som om Sverige ikke havde valgt en anden vej, var sandheden en anden. Sverige havde været et friere land. Og det havde fungeret.«

Kort efter de forsigtige restriktioner fik regeringen også hård kritik fra den coronakommission, som Riksdagen havde krævet nedsat. I begyndelsen af december fremlagde kommissionen sin første rapport, som rummede en meget omtalt konklusion vedrørende de høje dødstal blandt gamle mennesker i Sverige: »Den almene smittespredning i samfundet er højst sandsynligt den vigtigste enkeltfaktor bag den store smittespredning på plejehjem.« Ifølge coronakommissionen var regeringen altså ansvarlig ved at have tilladt den kurs, som Folkhälsomyndigheten udstak.

Johan Anderberg mener, at det var godt, at regeringen blev trukket ind på scenen. Omvendt finder han, at den nævnte konklusion blev fortolket for hårdt.

»Det er en gedigen rapport, som kommissionen fremlagde. Men det står stadig tilbage at se, om det virkelig var smittespredningen, som var afgørende for de svenske dødstal. Der ligger jo mange faktorer bag dødelighed. Når man taler med medlemmer af kommissionen, er billedet heller ikke så soleklart. Rapporten landede i et medieklima, som var ganske specielt. Hvis smittetrykket netop da havde været meget lavt, eller hvis vaccineringen allerede var kommet i gang på det tidspunkt, tror jeg, at dén sætning var blevet tolket på en noget anden måde.«

– Men den konklusion stemmer vel godt overens med den nøgle-sentens, som du selv fremhæver: Svenskerne kunne leve friere, men det kostede flere døde?

»Ja, det var dét, vi kunne formode på det tidspunkt. Siden har vi fået lidt flere data. Først og fremmest har vi fået tal for overdødeligheden, og det er et meget bedre mål for, hvor alvorlig epidemien er. Hvis man kigger på tabeller over dødsprocenter i alle verdens lande, havner Sverige ganske langt nede på listen.«

Mandag i denne uge bragte Stockholm-dagbladet Dagens Nyheter, der på lederplads har været stærkt kritisk mod den svenske strategi, en opstilling baseret på oplysninger fra Eurostat. Blandt 29 europæiske lande ligger Sverige som en positiv nummer 11 med en overdødelighed i 2020 på 6,1 procent sammenholdt med gennemsnittet 2017-2019. Danmark, Island, Finland og Norge er de eneste lande med negativ overdødelighed i 2020, mens Polen har den værste overdødelighed på 16,3 procent.

– Men samtidig kunne Statistiska Centralbyrån, svarende til Danmarks Statistik, ved nytår meddele, at middellevetiden er faldet i Sverige i 2020, stort set for første gang i 100 år?

»Ja, det er korrekt. Men middellevetiden er også faldet i en lang række andre lande, som har truffet helt andre valg under pandemien. Det fortæller først og fremmest, at der er tale om en yderst alvorlig epidemi, den værste i mindst 28 år. Spørgsmålet er: Havde det overhovedet hjulpet at gøre mere? Jeg tror det ikke.«

Blå bog

Johan Anderberg, født 1980, opvokset i Helsingborg. Svensk journalist og forfatter. Har tidligere udsendt bogen Cannabusiness. Aktuel med bogen Flocken – berättelsen om hur Sverige valde väg under pandemin (Albert Bonniers Förlag).

Læs Weekendavisens andre interviews med internationale tænkere i serien Globale tanker.

Side 8