I oktober 2019 blev seks radikale islamister dømt til udvisning fra Sverige. Det var den svenske regering, som traf beslutningen efter indstilling fra sikkerhedstjenesten Säpo og fra Migrationsverket, den svenske udlændingestyrelse.
Et halvt år tidligere var de seks mænd blevet varetægtsfængslet, efter at Säpo havde rubriceret dem som en trussel mod det svenske samfund.
En af de udviste islamister var Gävle-imamen Abo Raad med irakisk baggrund, som efter Säpos vurdering er den centrale skikkelse i et salafistisk netværk.
Det viste sig imidlertid ikke at være muligt at udvise de seks personer til blandt andet Irak, hvorefter de indtil videre blev sat på fri fod. Under Säpo-overvågning og med pligt til at melde sig ugentligt på den lokale politistation.
Blandt de seks udvisningsdømte var også Abo Raads søn, den i dag 35-årige Raad al-Duhan, som i forvejen havde henledt opmærksomheden på sin person.
Det lokale Gefle Dagblad havde gennem 2016 rettet søgelyset mod faderens moské i Gävle, og avisen modtog flere bombetrusler. I harme over avisens skriverier fremsatte Raad al-Duhan dødstrusler mod daværende chefredaktør, Anna Gullberg. Disse trusler kostede i februar 2017 Raad al-Duhan to måneders fængsel.
Siden har nyhedsmagasinet Ekot på Sveriges Radios P1, svarende til Orientering på Danmarks Radio, bragt talrige reportager om Gävle-familien.
Specielt én kvindelig reporter har i radioindslag og skrevne reportager fulgt familiens kamp for at få omstødt udvisningen af den salafistiske imam og hans søn.
På Sveriges Radios hjemmeside var reportagerne ledsaget af fotografier hjemme fra familiens køkken, taget af den kvindelige reporter. Serien af reportager granskede retsprocessen bag udvisningen af de to mænd og satte spørgsmålstegn ved Säpos ageren.
Reportagernes meget venlige indstilling faldt flere iagttagere for brystet. Terrorforsker Magnus Ranstorp anførte således, at reportagerne uimodsagt lod den dømte mand give et decideret fejlagtigt billede af baggrunden for udvisningsdommen.
Alt for tæt på
Reporteren leverede i foråret og sommeren 2020 flere reportager til Sveriges Radio om familien. Men i oktober 2020 valgte hun at slutte på redaktionen.
På dette tidspunkt var ledelsen på Sveriges Radio blevet opmærksom på en række uheldige omstændigheder. Men eftersom reporteren efter en række samtaler altså valgte at sige op, kunne sagen henlægges som et internt, overstået problem.
Lige indtil den 5. maj i år. Denne dag publicerede hjemmesiden Doku, som overvåger den islamistiske scene i Sverige, en gennemgang af reporterens forhold til Raad al-Duhan.
Doku drives af debattøren Sofie Löwenmark og journalisten Magnus Sandelin, som har udsendt flere solide bøger om ekstremistmiljøer i Sverige. Doku kunne påvise, at Raad al-Duhan siden august 2020, da han flyttede fra Gävle til Stockholm, har haft folkeregisteradresse hjemme hos reporterens mor. En kvinde, som i øvrigt med henvisning til datterens reportager, men uden at nævne slægtskabet, har klaget til justitsminister Morgan Johansson (S) over behandlingen af al-Duhans sag.
I sin artikel på Doku hævdede Sofie Löwenmark imidlertid, at adressen hos reporterens mor var proforma, og at Raad al-Duhan i virkeligheden bor sammen med reporteren i en anden del af Stockholm. Således har Raad al-Duhan skaffet sig en postboks meget tæt på reporterens bopæl.
Doku præsenterede Klas Wolf-Watz, ansvarlig udgiver på Ekot, for sammenhængen. Han svarede: »Jeg greb ind, så snart jeg blev opmærksom på, at der kunne rejses tvivl om Ekots integritet. Det resulterede i, at hun efter eget ønske sluttede i begyndelsen af oktober 2020.«
Dette svar beroligede mildest talt ikke omgivelserne. For reportagerne – i lyd og på skrift – lå jo stadig på Sveriges Radios hjemmeside uden nogen form for deklarering af den tvivlsomme relation mellem journalist og kilde.
Fortav sin viden
I dagene efter afsløringen kom det også frem, at Sveriges Radios direktør, Cilla Benkö, nu i syv måneder havde haft kendskab til sagen uden at finde anledning til at orientere lytterne. Både udgiver Wolf-Watz og direktør Benkö affærdigede kritikken med, at der var tale om »et personaleanliggende«, som ikke kom offentligheden ved.
Nu måbede kommentatorer på stribe: En relation med en udvisningsdømt salafist er vel næppe en HR-sag?
I Dagens Nyheter klandrede Martin Jönsson i en leder Sveriges Radio-ledelsen for at lægge låg på sagen: »Ja, den ville have skadet SR, men tavsheden og forsøgene på at tildække sandheden har gjort endnu større skade.«
I Expressen opstillede Patrik Kronqvist et tankeeksperiment: »Lad os lege med tanken, at en kendt nazist skulle være dømt for dødstrusler mod en chefredaktør. En reporter på Ekot laver siden en længere granskning af nazistens sag, hvor hun omhyggeligt undgår at skildre den ideologiske sammenhæng, hvori han optræder. Hele fokus ligger i stedet på Säpos påståede fejlgreb. Hvordan ville Sveriges Radio have reageret, hvis det blev kendt, at reporteren derefter havde indledt en relation med nazisten?«
Patrik Kronqvist var ikke i tvivl om, at radiocheferne i så fald havde grebet ind. For Kronqvist var det ligegyldigt, om forholdet var indledt kort før eller efter reportagerne: »Den journalistiske troværdighed ville under alle omstændigheder være bedømt som nul.«
Denne tidsmæssige skelnen, som radiocheferne holdt frem som et figenblad, blev imidlertid snart gennemhullet. Både Expressen og Dagens Nyheter kunne i midten af maj – efter aktindsigt med den liberale svenske offentlighedslov i ryggen – fremlægge interessante oplysninger.
Raad al-Duhan havde i perioden fra 28. november 2019 til 31. august 2020, mens reportagerne blev publiceret, fået hele syv P-bøder, da hans bil holdt direkte foran reporterens gadedør i Stockholm eller umiddelbart i nærheden. Tre af afgifterne var udstedt i tidsrummet mellem midnat og klokken 10 om formiddagen.
Efter disse oplysninger har Ekot-udgiver Klas Wolf-Watz besluttet at iværksætte en intern undersøgelse. Og på Sveriges Radios hjemmeside er reporterens artikler og indslag om Gävle-salafisterne nu forsynet med en oplysning om, at »Ekot har fået kritik for dele af denne dækning og omstændighederne omkring en tidligere medarbejder«.
