Indhentet. Min fascination af Blixens historie er aldrig trængt helt ind til hendes bøger. Men så gik jeg i gang med hendes ...

Fantastiske selv­fortællinger

Fantastiske selv­fortællinger Af Martin Krasnik

Ja, den har jeg læst, men det er længe siden,« løj jeg, da jeg stod i en samtale om et værk, som ethvert minimalt dannet menneske forventes at have læst. For hvordan skal man forklare, at man har sneget sig gennem en barndom med stigereoler med den ene klassikerserie efter den anden, folkeskole, gymnasium og en hel eksistentielt søgende ungdom uden at læse Mefisto eller Hvem ringer klokkerne for?

Denne serie, Indhentede klassikere, har derfor givet mig anledning til både begejstring og ærgrelse. Det har været skønt at læse Weekendavisens skribenter fortælle om Tjekhov, Lentz, Solsjenitsyn, Goethe, Scherfig, Brontë, Hesse, Faulkner og de andre kæmpers mest kanoniske værker. Og forfriskende at få deres umiddelbare mening, som boglæsere, fri for litteraturhistorisk benovelse, ja, en anelse rystende har det været at konstatere, at Steppeulven »føles som et docerende foredrag fremført af en ret selvsmagende herre« (Pernille Stensgaard), at personkarakteristikken i Kongens Fald er »kedelig, simpel og uudviklet« (Ole Nyeng), eller at »det tog mig et par måneder at komme igennem de knap 450 sider« i Tysktime (Arne Hardis).

Langt de fleste har dog overgivet sig til disse litteraturhistoriens giganter, og det har givet mig lyst til at læse, læse, læse Onkel Vanja, Jørgen Stein, Fiskerne og alle de andre. Min ærgrelse går på, at jeg sikkert aldrig kommer til det.

MEN nu er turen kommet til mig selv. Det er ikke, fordi jeg aldrig har læst et ord af Karen Blixen. Jeg læste helt sikkert Babettes gæstebud efter at have set Gabriel Axels filmatisering. Og jeg var så forelsket i Meryl Streep, at jeg også begyndte at læse Min afrikanske farm. Det var en skuffelse at finde ud af, at hun slet ikke var kæreste med Denys, da han styrtede ned med sit fly.

Min selvfølgelige fascination af Blixens historie trænger ikke rigtig ind til hendes forfatter­skab, hvilket viste sig, straks jeg gik i gang med Syv fantastiske fortællinger. Udgangs­punktet er ellers så spændende: Blixen vender hjem fra Afrika i 1931 efter at have tabt både mænd og farm, »rad­mager og med ål i strømperne«, som det lød i interviewet med Tom Buk-Swienty i sidste uge, og hun skal finde ud af, hvad hun så skal. Hun vælger ikke bare forfatter­gerningen, men det stik modsatte af tidens (social)realisme og naturalisme og skriver en kompliceret, symbol­tung samling af historiske fortællinger, vel nærmest pasticher, der foregår 100 år forinden. Jeg elsker historien om bogen, herunder Blixens målrettede, succes­­rige forsøg på at få den udgivet simultant i Stor­­britannien og USA med massiv markeds­føring og 90.000 solgte eksemplarer. For derefter selv at oversætte den til dansk.

1800-tallets grever og baroner, komtesser og kardinaler interesserer mig som udgangspunkt ikke så meget som baseballspillende ortodokse jøder eller holocaustoverlevende charlataner.

Men det overraskede mig ikke, at jeg fandt den så svær at komme i gang med. 1800-tallets grever og baroner, komtesser og kardinaler interesserer mig som udgangspunkt ikke så meget som baseball­spillende ortodokse jøder eller holocaust­overlevende charlataner. I sommer­huset i Portugal kom jeg nogle sider ind i »Vejene omkring Pisa«, den første fortælling, der handler om Grev August von Schimmelmann, »en tung­sindigt anlagt dansk adels­mand« og hans mærkelige møder med folk på en landevejs­kro, men faldt så over den lille, fuldkommen vidunderlige roman The Chosen af Chaim Potok fra 1967, der handler om en ultra­ortodoks, jødisk baseball­spillers vej ud af religionen.

Og da jeg senere på sommeren kom i gang med den anden fortælling, »Den gamle vandrende Ridder«, om Baron von Brackels oplevelser i Paris 1874, faldt mit blik på Isaac Bashevis Singers bog Fjender, en kærligheds­historie om Herman Broder, der har overlevet Anden Verdens­krig på et hø­loft og i New York pludselig befinder sig i en trekant mellem den polske bonde­pige, der reddede ham, en traumatiseret, jødisk elskerinde og hustruen, som han ellers troede var død i Auschwitz. Disse historier om mennesker, gerne af semitisk herkomst, der er fanget i deres selvfortællinger og omverdenens forventninger, er mig evigt fascinerende (se under: Philip Roth).

DET var først, da jeg kom frem til »Aben«, den tredje Blixen­fortælling, at jeg virkelig blev fanget. Det er historien om Boris, der – for at finde den rette vej i livet – vil giftes med Athene og får hjælp af sin gamle tante, der er priorinde på et temmelig dekadent kloster og bor med sin abe et sted i »det protestantiske Nord­europa«. Egentlig fantastisk, at Blixen skrev en stor del af bogen, mens hun sad på kaffe­plantagen i Kenya.

Hendes egen geografiske afstand og placeringen af fortællingen 100 år forinden giver det hele et diset, eventyrligt skær, men alligevel træder teksten og person­beskrivelserne meget tydeligt frem. Og åh, hvor er det godt. Om den livs­fornærede præst på egnen hedder det: »Han havde gennem hele sit liv vænnet sig til fattigdom og modgang og havde i tidens løb lært sig at leve på en slags åndeligt bog­holderi, hvorefter alle jordiske prøvelser blev sparepenge, der trak renter i den anden verden.«

Den passage forklarer med ét slag en del mennesker, jeg har mødt på vejen gennem livet. Og som alle bogens syv fortællinger handler den netop om menneskers identitet i bermuda­trekanten selv­iscene­sættelse/forventninger/skæbne. Jeg vil endda sige, at Blixens beskrivelser af figurerne ofte er så originale og suveræne, at personernes handlinger og tanker bliver næsten ligegyldige. Om den skønne Athene, som Boris håber at gifte sig med, hedder det: »Endnu var hun for ung til fedme og så rank som et lærke­træ. Under det røde hår var hendes pande hvid som mælk (…) Hun måtte have et yndigt, udsøgt skønt skelet. Hun ville ligge i jorden som en uforlignelig knipling, et kunst­værk af elfen­ben.« Jeg slog straks »lærk« op og konstaterede, at det jo ikke er noget elegant træ, men en »plante­slægt af hård­føre, høje, løv­fældende nåletræer«.

»Aben« slutter utroligt, menneske bliver til dyr og dyr til menneske, åbent og skæbne­­svangert – som alle de andre historier.

DEN mest fantastiske fortælling er »Synd­floden over Norderney«, om et mondænt bade­sted på Holstens vest­kyst, der rammes af voldsomme oversvømmelser og bibelske undergangs­scener. Her søger en lille gruppe mennesker ly på et falde­færdigt hø­loft en nat, mens de venter på at blive reddet, og vandet stiger og når som helst kan opsluge dem. »Hvordan er mon disse mennesker at dø sammen med,« spørger de fire sig selv og beslutter sig for at fortælle hinanden sandheden om deres liv og den maske, de har taget på for at overleve skæbnens strabadser. Som natten skrider frem, viser de sig alle at være nogle helt andre, end man troede.

De to unge, Jonathan og frøken Calypso, afslører, hvor skrøbelig og påtaget deres identitet faktisk er, når deres korte livs­historie skal fortælles, hvorefter de indgår et virkelig rørende, mærkværdigt ægteskab dér på hø­loftet. De to gamle, den vel­talende peber­mø frøken Malin og den berømte Kardinal Hamilcar Sehested, vikler sig til sidst ud af deres mange lag og smider hele forklædningen, som Dustin Hofmann i Tootsie, tager masken af og viser sig som – ja, hvad er de egentlig? »På din maske skal jeg kende dig,« lyder den berømte sætning i fortællingen, og den kan man tænke længe over.

De syv fortællinger handler om selv­fortællinger, og hvis det så er fænomenalt godt skrevet, kan de selvfølgelig sagtens være en greve eller en kardinal. Det er snart 100 år siden, Karen Blixen skrev disse historier om folk, der levede endnu 100 år før hende. Og hun forklarer alligevel – på det smukkeste og mest favnende danske sprog – at køn er flydende, sociale normer konstruerede, vores identitet og værdier et manuskript, som vi prøver at huske, indtil mørket falder på, og det kolde vand begynder at sive op gennem gulv­brædderne.

 

Indhentede klassikere

I litteraturens verden har man altid meget til gode. I denne serie indhenter Weekendavisens skribenter lidt af det, de har længtes efter at læse. Dagens artikel er den sidste i serien.

Hør også podcasten om de indhentede klassikere:

 

Hør hele podcastserien her på weekendavisen.dk eller der, hvor De ellers hører podcast.

 

Læs også de øvrige artikler i serien 'Indhentede klassiskere':

Amalie Schroll Munks artikel om Herman Melvilles kæmperoman 'Moby Dick': »Under overfladen«

Heidi Lauras artikel om Thomas Manns bog 'Doktor Faustus': »Ned til de dunkle understrømme«

Mikkel Bruun Zangenbergs artikel om nigerianske Chinua Achebes debutroman fra 1958 'Things Fall Apart': »Folkene i Afrika«

Jørgen Herman Monrads artikel om 'Aladdin': »En Pomeranz i grams«

Linea Maja Ernsts artikel om Lolitas berygtede 'Humbert Humbert': »Det forfinede uhyre«

Anna Karlskov Skyggebjergs læsning af Astrid Lindgrens 'Rasmus på luffen': »Den femøreformuende«

Siri Ranva Hjelm Jacobsen om Pierre Choderlos de Laclos’ brevroman 'Farlige forbindelser': »Men størst af alt er selvbedraget«

Kristian Ditlev Jensens læsning af Hans Kirks 'Fiskerne': »Kan I rykke jer lidt sammen?«

Kathrine Tschemerinskys konfrontation med Hans Scherfigs 'Idealister': »Det idealistiske forår«

Johannes Bauns artikel om Emily Brontës 'Stormfulde højder': »Stormfulde fejder«

Lone Franks artikel om Albert Camus' 'Sisyfos-myten': »Som en rullesten«

Pernille Stengaard om Hermann Hesses 'Steppeulven': »Syretrip og selvmord«

Sarah Von Essens læsning af Jane Austens 'Stolthed og fordom': »Lykkeligt trallende med tænder«

Ole Nyengs læsning af Johannes V. Jensens 'Kongens fald': »Kongen faldt«

Kasper Klochs læsning af Ernest Hhemingways 'Hvem ringer klokkerne for': »Den spanske død«

Tine Eiby om Jacob Paludans udviklingsroman 'Jørgen Stein': »Klassehadet sprøjter«

Anne Knudsen om Honoré de Balzacs roman 'Kurtisanerne': »Kurtisanerne sæson et til syv«

Asker Hedegaard Boye om Knut Hamsuns 'Sult': »Løgn og opkast«

Lisbeth Smedegaard Andersen om Henry David Thoreaus 'Livet i skovene': »Den oprindelige skovmand«

Klaus Rothsteins læsning af science fiction-langdigt 'Aniara. En Revy om Mennesket i Tid og Rum' af nobelprisforfatteren Harry Martinson: »En lille blære i Guds brilleglas«

Birte Weiss' om George Orwells '1984': »Manden der opfandt fake news«

Johanne Myginds læsning af Herman Bangs 'Ved vejen': »Brev til Fru Bai«

Jakob Holms Læsning af Joseph Hellers 'Catch-22': »Bombetogter og badesæbe«

Anna Raaby Ravns læsning af William Faulkners 'I min sidste time': »I Herrens land«

Marta Sørensens læsning af den franske adelsmand Michel de Montaigne (1533-92): »Nyrestens­essayisten«

Anne Jensen Sands læsning af Isabel Allendes 'Åndernes hus': »Kolossale kløfter«

Klaus Wivels læsning af Aleksandr Solsjenitsyns 'GULAG': »Sjæl og pigtråd«

Anne Stummanns læsning af Anton Tjekhovs skuespil 'Onkel Vanja': »Indtil livet holder op af sig selv«

Aske Muncks læsning af Anatole Frances 'Dronning Gåsefod': »Modgift til en nederdrægtig og svigefuld verden«

Louise Fogh Hansens læsning af 'Ringenes Herre': »Helte i køkkenhaven«

Arne Hardis læsning Siegfried Lenz’ 'Tysktime': »Tyske uger«

Joakim Jakobsens læsning af Wislawa Szymborskas digte: »En ven i Krakow«

Julie Moestups læsning af  Mark Twains 'Huckleberry Finn': »Bandlyst og ophøjet«

Side 48