Klassehadet sprøjter

Min dansklærer i gymnasiet var en lille mand. Snobbet, autoritær og så absolut af den gamle skole. At han også var blind gjorde, at vi prøvede at komme ham lidt i møde, men han var ikke én, det var let at holde af. Han levede og åndede for de store gamle danske udviklingsromaner, Lykke-Per, Niels Lyhne og først og fremmest Jacob Paludans Jørgen Stein: romanen, der åbner en lun juniaften i 1914, hvor løbesedler om Mordet i Sarajevo deles rundt og således bryder provinsidyllen og indvarsler Første Verdenskrig.

Første bind udkom i 1932, andet i 1933, og den gamle dansklærer har selv været ung med Jørgen Stein og fulgt, måske endda identificeret sig med ham gennem de år, hvor man formes – af studier, de første, seriøse forelskelser og hele den eksistentielle afklaringsproces eller mangel på samme, der karakteriserer alderen. Lærerens entusiasme burde have inspireret, men gjorde det ikke. Vi læste ikke de bøger, han anpriste, men vendte det hvide ud af øjnene og så den anden vej. Han var fra en anden tid og forsøgte ikke at rumme os og vores tid. Han brød sig ikke om elever og slet ikke om ungdom. Længere.