Stormfulde fejder

Noget af det bedste ved at have bøger stående er minderne. Om alt det, man har læst, om alt det, man gerne vil læse. Nogle gange kan alene tankerne om en ulæst bog fortælle en egen historie, helt uafhængigt af værket; følelserne knytter sig alene til forventningen. Måske er tidspunktet til netop denne bogs kringelkrogede psykologi ikke det helt rette, måske skal jeg udsætte læsningen til de lyse nætters tid? Måske har jeg lidt for travlt til at nyde bogen i de dvælende etaper, den afgjort synes at fortjene? Måske er det klogt at gå rundt om den lidt endnu, så forestillingen ikke forstyrres af virkeligheden?

Engang fik jeg Emily Brontës Stormfulde højder, det er vel ti år siden. Det dramatisk lilla omslag med den mørkorange titel, silhuetten af et klassisk 1800-talspar, hun i gulvlang kjole, skuende op mod hans ansigt, han mildt lænende sig ind over hende iført halvlang frakke, varslede Storslået Dramatisk Romantik™. Den slags kan man ikke læse når som helst, det er sådan en roman, der kræver, hovedet bliver udenfor, den skal sanses, føles, mærkes. Jeg undgik filmversionerne, både de gamle og de to-tre nye versioner, der kom og gik, mens jeg blev mere og mere sikker på, hvad bogen handlede om – alene ved i ny og næ at lytte til dens kælne kalden derovre fra bogreolen.