Indhentet. Hemingway er kendt som mucho macho, men »Hvem ringer klokkerne for« blotlægger hans indre humanist.

Den spanske død

På indgangsdøren til en bar i det centrale Madrid har ejeren hængt et skilt med ordene: »Hemingway drak ikke her.«

Det er givetvis en skuffelse for dem, der drager gennem den spanske hovedstad med ønsket om at dele barstol med den legendariske forfatter og levemand. Men også en god påmindelse om, at Papa Hemingway trods sit notoriske alkoholforbrug næppe kan have frekventeret samtlige de steder i Madrid, som i dag påstår at være hans gamle stambar. Der er heldigvis også andre måder at komme tæt på Hemingways Spanien. Man kan eksempel- vis gå om bord i hans værker om landet, som han elskede og beskrev med både indsigt og indlevelse. Et godt sted at starte er det monumentale essay »Døden kommer om eftermiddagen« fra 1932, der har indviet generationer af spaniensrejsende i tyre- fægtningens mysterier. Eller den blændende roman Og solen går sin gang fra 1926, som satte den løsslupne byfest San Fermín i Pamplona på det internationale landkort.