Det forfinede uhyre

Vladimir Nabokovs yndlingsord er mauve. Den støvede, lavendelgrå nuance optræder igen og igen i for­fatter­skabet, også i Lolita. Mauve er aftenens bjerge i horisonten, mandel­træerne, skummet af vilde blomster på en bygge­tomt. Når Humbert Humbert, vor upålidelige for­tæller, panik-køber en sværm af yndige bade­dragter til Lolita, er de »drømme­pink, akvamarin med hvide stænk, glansmauve, tulipan­rød, ohlala­sort«. Faktisk står der »glans­violet« i den danske over­sættelse. Hvilket synes at være en lille for­brydelse, hvis det ikke var, fordi hver eneste sproglige finesse og sarte ind­farvning i sommer­fugle­jægeren og polygloten Vladimir Nabokovs prosa er så nøje udvalgt. Man skal lede længe efter en gemen primær­farve i det elegante mesterværk, hvori alle sanse­indtryk er en nuance af en nuance.

Det er en bog, man kan spise. Efterfølgende føler man sig forgiftet. Hvis De vil tillade mig en per­sonlig, synæstetisk læsning, så er Lolita netop dyb, mystisk mauve. En nuance blandet af uskyldens lyslilla blomster­blade og håb­løs­hedens grå; truende torden­skyer; syndens farve. I Lolita er synd ikke bare et ord, men en følelse, der gennemtrænger alt. Sødmen, over­skridelsen, fortabelsen hænger tungt duftende i luften.