Denne artikel udkommer også i Weekendavisens politiske nyhedsbrev Mandag Mortensen. Læs mere og tilmeld Dem her.
Danmarks Radio, der blandt meget andet driver programmet Forsvundne danskere, har fundet Søren Pape Poulsen.
Det er dog ikke bemeldte udsendelse, men det politiske radioprogram Slotsholmen, der har støvet den konservative leder op, og han har et ganske interessant budskab, selvom det vigtigste nok er det, han ikke siger.
Pape, der for 15 måneder siden var statsministerkandidat for blå blok, har nu opgivet både blok og kandidatur. I stedet forestiller han sig at afløse den eksisterende regering med en, der udgår fra centrum-højre.
»Tiden er en anden. Der er flere partier, og jeg har personligt det håb, at Danmark bliver borgerligt ledet, og at vi kan lave en regering, som har et centrum-højre-skær over sig. Jeg tror ikke længere, der er nogen, der abonnerer på det der bloksnak,« siger han.
Hvordan sådan en regering kan se ud, er endnu en kende skitseagtigt, men Pape siger til DR:
»Jeg kan da sagtens se for mig, at vi får en regering, der er borgerligt ledet, hvor Moderaterne er en del af den, og hvor De Radikale kan være støtte eller en del af det. Det kommer an på grundlaget.«
Dermed lægger Pape sig i forlængelse af Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, der omkring nytår sendte en lignende invitation til De Radikale.
De to tilbud har ud over interessen for de radikale mandater det tilfælles, at de er påfaldende blottet for politisk indhold.
Hvad en sådan regering egentlig skulle foretage sig, fortoner sig i bogstavkombinationer og matematiske beregninger af mulige flertalskombinationer, hvis Lidegaard vil, hvis Løkke vil, hvis Venstre kunne besinde sig.
Det er næppe en forglemmelse, at de to borgerlige partiledere ikke rigtig taler om det politiske indhold i deres drømme om centrum-højre. For skal man uddrage en politisk fællesnævner mellem Lidegaard/Løkke i vest og Støjberg/Messerschmidt i øst, må den nødvendigvis blive lav.
Vanopslagh havde dog det bud, at De Radikale mod at tilslutte sig den borgerlige side skulle have mulighed for at »give den fuld gas« på klimapolitikken. Hvordan det mere konkret skal ske ved hjælp af stemmer fra Danmarksdemokraterne, venter vi indtil videre på at få udfoldet.
Dertil kan lægges, at tilbuddet til De Radikale ikke bliver til ret meget mere end en rolle som støtteparti, og hvorfor skulle de tage imod det? De gik jo faktisk fra et bedre tilbud så sent som i december 2022, da de i yderste øjeblik forlod regeringsforhandlingerne på Marienborg. Der skal givet ministerposter af anseelig størrelse på bordet, hvis de skal fristes af et flertal omfattende eksempelvis Dansk Folkeparti, som den uofficielle radikale chefideolog Zenia Stampe i sidste uge kaldte »ekstremt, racistisk og samfundsundergravende«.
Trods fraværet af andet politisk projekt end ubehaget ved den siddende statsminister er bevægelserne interessante. Og især Lars Løkke Rasmussen må glæde sig over de stadig flere partiledere, der tilslutter sig hans diktum om, at politik skal foregå omkring midten, hvis noget skal udrettes.
Han må dog være mindre begejstret for, at Pape Poulsen kraftigt antyder, at Løkke ikke er mere principfast, end at en statsministerpost kunne lokke ham tilbage i den blå lejr. Det kommer selvsagt an på en prøve, men indtil videre virker udenrigsministeren ikke videre fristet af at genopføre VLAK-regeringen med nye aktører.
